Bliv yogainstruktør blandt hjemløse mænd og kvinder

Bliv yogainstruktør blandt hjemløse mænd og kvinder

Og brug din faglighed til at skabe forandring.

  • Banker dit hjerte for blid yoga (fx hatha) med fokus på pranayama, yoga nidra, kropsbevidsthed og stræk?
  • Brænder du for at bruge din yoga-faglighed for at gøre en forskel for socialt udsatte og hjemløse kvinder?
  • Er du psykisk robust og har en god fornemmelse for andre mennesker?

Som noget nyt har vi etableret yogaundervisning på herberget Kollegiet og natherberget for kvinder Café Klare. Yogaen er tilpasset målgruppen og deres behov og ønsker. Yogaen skal være med til at skabe velvære og lindre smerter, skabe ro og balance i et hverdag der ellers kan være præget af kaos og isolation.

Hvem er brugergruppen?

Typisk er brugernes liv præget af psykisk lidelse, svage sociale netværk og/eller hjemløshed, imens nogle ligeledes har misbrug og forsørger sig ved prostitution. Som du måske allerede ved eller kan forestille dig, er yoga en fantastisk måde at hjælpe psykisk syge og socialt udsatte mennesker på. Yogaen giver ro og nærvær, løsner op for fysiske og psykiske spændinger og lindrer smerter, stimulerer sanserne og giver større kropsbevidsthed.Samtig er det vigtigt at skabe tryghed og vise omsorg, og hygge sig med dem som deltager i træningen.

Hvordan fungerer yogaordningen?

Som frivillig yogalærer tilbyder du udsatte og hjemløse gratis yogaundervisning. Du vil blive en del af en engageret gruppe af personale, frivillige ildsjæle og søde og taknemmelige brugere og beboere. Vi har alt det udstyr, der er behov for. Mange af brugerne af yoga-tilbuddet er ikke vant til at være til stede i deres kroppe, og det er derfor vigtigt, at du har tålmodighed til at oplyse og hjælpe dem igennem undervisningen, så yogaen sættes i gode og trygge rammer. Der er altid en fra personalet, som står til rådighed, hvis nogen skulle få kraftige reaktioner på yogaen. Yogaen foregår på Café Klare som ligger på Vesterbro i København. Café Klare er en natcafé for hjemløse og udsatte kvinder. Undervisningen foregår hver anden lørdag fra kl. 9.30 til 11.30. Og på Kollegiet Gl. Køge Landevej. Kollegiet er et herberg for hjemløse mænd over 25 år. Undervisningen foregår pt. hver mandag fra kl. 16.00-17.00.

Vi forventer, at du som frivillig yogaunderviser:

  • Har en yogauddannelse og nogle års undervisningserfaring
  • Er min. 25 år. (hvis du vil lave yoga på Café Klare skal du være kvinde)
  • Har lyst til at arbejde med helbredsmæssigt og socialt udsatte mennesker min. et år frem
  • Kan undervise i yoga i 2 timer
  • Er mødestabil
  • Kan sætte grænser og er psykisk robust
  • Kan bevare overblik og humør, når tingene ikke altid går efter planen
  • Er en god sparringspartner for den anden yogaunderviser på stedet og den øvrige frivilliggruppe

Vi kan tilbyde:

  • Et spændende og udfordrende fagrelevant frivilligt arbejde
  • Et indblik i en lukket verden
  • Interne kurser, faglige oplæg og vidensdeling i yogagruppen – se kommende kurser
  • Livsbekræftende oplevelser sammen med andre frivillige og brugere
  • Kursusbeviser og anbefaling fra organisationen

Lyder det som noget for dig? 

Så send os en ansøgning! Skriv lidt om dig selv, din uddannelse og dine erfaringer og ikke mindst din motivation for at ville være frivillig yogaunderviser hos WeShelter.

Er du blevet nysgerrig eller har du spørgsmål:

Anita Damkjær Eriksen
Projektmedarbejder, Økonomisk rådgivning, Styrket Sundhed og Peer-to-Peer


Støt WeShelter

Støt WeShelter

Danmarks hjemløse har brug for din hjælp.

Dit bidrag er med til at sikre, at vi kan give husly og støtte på vejen til et bedre liv for hjemløse og socialt udsatte mennesker.

Støt nu