Vil du støtte en hjemløs eller udsat person?

Vil du støtte en hjemløs eller udsat person?

Som netværksven kan du gøre en forskel for et andet menneske med blot et par timer om måneden.

Mange mennesker, som vi møder i WeShelter,  har få eller ingen sociale relationer uden for de  institutioner eller væresteder, hvor de kommer. Med vores netværksvenner giver vi hjemløse og socialt udsatte mulighed for at skabe nye netværk, træne sociale kompetencer og få et indblik i en verden langt væk fra misbrug og sociale problemer. Som en del af dette projekt gør du en unik forskel og møder et andet menneske, som selv har ønsket at få en ven.

Hvad er en netværksven?
Netværksvenner er et venskab mellem en frivillig og en udsat borger eller bruger af vores tilbud. Vi matcher vores vennepar efter interesser, værdier og behov og tager hensyn til køn og alder. Efter grundig indføring i din rolle og et indledende møde med din netværksven, finder I sammen ud af, hvor ofte og hvornår I mødes, og om I bruger tiden på at drikke kaffe og hygge, eller om I tager i Zoologisk have, på museum, går ture i naturen eller spiller spil sammen. WeShelter stiller entrébilletter til kulturinstitutioner og andre aktiviteter i København til rådighed, så der altid er noget hyggeligt og sjovt at lave sammen.

Hvem kan du blive netværkven for?
Du kan blive netværksven for kvinder og mænd, som hver især kæmper med forskellige kombinationer af psykiske og sociale problemer. Ikke alle er nuværende hjemløse, men alle har det til fælles, at de har et begrænset socialt netværk og lever et liv med få nære relationer.

Brugerne bliver mindre ensomme. Det er guld værd, at der kommer en udefra, som frivilligt vælger at være sammen med beboeren. Ensomhed er et tabu blandt brugerne, der ofte har brændt broer til venner og familie, så kontakten til en frivillig kan være enormt vigtig.

Citat fra netværkskoordinator

Hvad kræver det at være netværksven?
Du skal være minimum 25 år, tålmodig, mødestabil og så skal du have tid og lyst til at skabe en relation med en socialt udsat eller hjemløs i minimum ét år. Vi har plads til mange forskellige typer frivillige, da vi også har mange forskellige borgere, som har brug for og ønsker sig noget forskelligt. Derfor har du blot lidt overskud og mod på at være noget for en anden person, så kontakt os gerne, og hør mere om hvad du kan forvente.

Hvor meget tid skal jeg bruge?
Det er meget fleksibelt at være netværksven, og derfor er det også et frivilligjob, der kan passe godt til dig, som har en del at se til i hverdagen. Hvor ofte I mødes er op til de enkelte vennepar. Men vi anbefaler, at man i udgangspunktet mødes 2 gange om måneden, så man også lærer hinanden at kende, uden der går for lang tid imellem.

Hvad får du ud af at være netværksven?

  • Et anderledes venskab
  • Løbende sparring og støtte gennem samtaler med vores frivilligkoordinator
  • Adgang til relevante kurser og fyraftensmøder, som giver dig viden om socialt udsatte, afhængighed, ensomhed mm.
  • Et stort netværk af frivillige og professionelle. Der afholdes netværksmøder med de øvrige netværksvenner én gang i kvartalet samt sociale sammenkomster til sommer og jul.
  • Muligheden for at gøre en konkret og mærkbar forskel
  • Gavekort til cafe, biograf og kulturoplevelser, du kan bruge med din netværksven
  • Efter et års engagement kan vi give dig en anbefaling.


Lyder det som noget for dig?
Så send os en ansøgning! Skriv lidt om dig selv, din baggrund og ikke mindst din motivation for at blive frivillig netværksven.

Har du spørgsmål?

Camilla Frisgaard
Frivilligkoordinator