Madklub blandt hjemløse

Madklub for udsatte og hjemløse på værestedet Pegasus på Enghavevej i København

Gør en forskel for hjemløse og socialt udsatte og dyrk din interesse for at lave lækker mad med andre – bliv frivillig i WeShelters sociale madklub!

  • Kan du lide at lave mad og hygge over et godt måltid?
  • Har du lyst til at lære mennesker med andre livshistorier at kende?
  • Vil du have adgang til gratis kurser og foredrag i samtaleteknik, misbrug, psykisk sundhed og sygdom, køkkenhygiejne mv.?
  • Er du 25 år eller derover, stabil og psykisk robust og kan bruge 3-4 timer hver anden tirsdag (kl. 16.30 – ca. 20.30) sammen med en fast gruppe af frivillige?
  • Kan du tåle en grovkornet humor?

Så har du nu chancen for at gøre en stor forskel for nogle, der virkelig trænger!

WeShelter søger nemlig frivillige til madklubben på Pegasus, som er et socialpsykiatrisk værested for socialt og psykisk udsatte mennesker. Brugerne er meget begejstrede for madklubben, og vi søger derfor nye frivillige, så der kan være madklub hver onsdag på Pegasus.

Vi forventer, at du:

  • er over 25 årog psykisk robust
  • har lyst og energitil at engagere dig i det frivillige arbejde i minimum et år
  • er tålmodig, stabilog har mulighed for at deltage i madklubben hver anden onsdag kl. kl. 16.30 – ca. 20.30 og i fire netværksmøder om året
  • er udadvendt, kontaktskabende, rummelig og kan bevare roen i et til tider hektisk miljø
  • brænder for at arbejde med socialt udsatte og psykisk sårbare

Vi kan tilbyde dig:

  • et udfordrende frivilligjob, hvor du kan kombinere dine interesser for madlavning og socialt arbejde
  • mulighed for at udvide dit netværk, indgå i et fællesskabmed motiverede frivillige og en farverig brugergruppe
  • introduktionskursus og løbende opkvalificerende fyraftensmøderog kurser om misbrug, hjemløshed, konfliktløsning og frivillighed – se kommende kurser her
  • sparring på din indsats i madklubben og mange udviklingsmuligheder som frivillig i organisationen
  • dokumentation for dit frivillige arbejde efter et år

Lyder det som noget for dig? Så send os en ansøgning! Skriv lidt om dig selv, din baggrund, dine erfaringer med målgruppen og ikke mindst din motivation for at ville være med i madklubben.
Har du spørgsmål er du også meget velkommen til at kontakte:

Projektleder Lise Larsen
mail: frivillig@weshelter.dk
tlf.:   36 16 11 13

Vi glæder os til at høre fra dig!

Ansøgning: Først til mølle!
Mandlige ansøgere vil blive foretrukket, da vi tilsigter en ligelig køns- og aldersfordeling i madklubben. Men vi mangler både mænd og kvinder pt.

Pegasus ligger på Enghavevej i Kgs. Enghave  i København. Værestedet har åbent i dagtimerne, hvor socialpædagogisk personale hjælper husets 30-40 brugere med alt fra lægebesøg til nem-id og frokost. Madklubben kommer efter lukketid og har sin egen nøgle til stedet. Læs mere om Pegasus her.

De mennesker, der kommer på Pegasus er mellem 40 og 60 år og har levet et liv med misbrug og barske sociale vilkår. De kommer i Pegasus, fordi de holder af det sociale, som stedet tilbyder dem.

Madklubben på Pegasus har skabt stor glæde blandt husets brugere i flere år nu. Madklubben mødes kl. 16.30 hver anden onsdag. Som regel er der 3 frivillige og 5-8 brugere. Madklubben starter hver gang med at beslutte, hvad der skal på menuen denne dag. Derefter går madklubben sammen ud og køber ind ligesom maden laves i fællesskab. Efter der er spist og hygget færdigt, ryddes der op i fællesskab og så siger madklubben på gensyn om 14 dage. Alle bidrager med det, de kan – det frivillige arbejde i madklubben er nemlig blandt udsatte ikke for udsatte.

Vi kommunikerer holdene imellem via Facebook og alle frivillige mødes hver 3. måned til et netværksmøde. WeShelter driver fem madklubber på forskellige institutioner. Læs mere om WeShelters forskellige væresteder og herberger her.

Madklubbens formål er at lave lækker, næringsrig mad til få penge og skabe et fællesskab mellem motiverede frivillige og mennesker, der befinder sig i en livssituation præget af hjemløshed, psykisk sårbarhed, ensomhed og/eller misbrug. Vi arbejder ud fra det brede, positive sundhedsbegreb, hvor sundhed ikke blot handler om fysisk sundhed og velbefindende, men i lige så høj grad om at have et velfungerende socialt netværk og et aktivt og værdigt liv. Og så handler det om at skærpe sit blik for ressourcerne hos sine medmennesker.