madklub-pegasus-4

Gør en forskel for hjemløse unge og få en hyggelig onsdag aften – bliv frivillig i WeShelters sociale madklub!

  • Kan du lide at lave mad og hygge over et godt måltid?
  • Har du lyst til at lære mennesker med andre livshistorier at kende?
  • Vil du have adgang til gratis kurser og foredrag i samtaleteknik, misbrug, psykisk sundhed og sygdom mv.?
  • Er du 25 år eller derover, stabil og psykisk robust og kan bruge 3-4 timer hver anden onsdag fra kl. 16.30 sammen med en fast gruppe af frivillige?

Så har du nu chancen for at gøre en stor forskel for nogle, der virkelig trænger!

WeShelter søger nemlig to frivillige “madklubbere” til herberget for unge, RG60. To af vores gode gamle frivillige har efter flere år, valgt at vie deres tid til andre projekter i livet. Vi har derfor brug for to nye mandlige frivillige.

Vi forventer, at du:

  • Er over 25 år og psykisk robust
  • Har lyst og energi til at engagere dig i det frivillige arbejde i minimum et år
  • Er udadvendt, kontaktskabende og rummelig
  • Er tålmodig, stabil og har mulighed for at deltage i madklubben hver 14. dag og i 4 netværksmøder om året
  • Brænder for at arbejde med hjemløse og socialt udsatte

Vi kan tilbyde dig:

  • Et udfordrende frivilligjob, hvor du kan kombinere dine interesser for madlavning og socialt arbejde
  • Mulighed for at indgå i et fællesskab med motiverede frivillige og en farverig brugergruppe
  • Introduktionskursus og løbende opkvalificerende fyraftensmøder og kurser om misbrug, hjemløshed, konfliktløsning og frivillighed – se kommende kurser
  • Sparring på din indsats i madklubben og mange udviklingsmuligheder som frivillig i organisationen
  • Dokumentation for dit frivillige arbejde efter et år

RG60 ligger på Rådmandsgade 60 – deraf navnet. Huset har plads til 20 unge, og der er kvalificeret personalet på herberget døgnet rundt til at hjælpe beboerne.

De mennesker, der bor på RG60 er mellem 18 og 30 år og lever et liv præget af højt tempo, misbrug, psykiske lidelser og multiple sociale problemstillinger mv. Du kan læse mere om RG60 her.

Vi mødes i madklubben kl. 16.30 hver anden onsdag. Som regel er vi 3-4 frivillige og 4-8 brugere. Vi starter med at beslutte, hvad vi vil spise. Så går vi ud og køber ind og laver maden sammen. Efter vi har spist og hygget færdig, hjælpes vi med at rydde op og så vi siger på gensyn om 14 dage. Vi plejer at være færdige ca. 20.30. Alle bidrager med det, de kan – for vi arbejder blandt hjemløse – ikke for hjemløse. Ugen efter kommer det andet hold frivillige og laver mad sammen med beboerne.

Madklubbens formål er at lave lækker, næringsrig mad til få penge og skabe et fællesskab mellem motiverede frivillige og mennesker, der befinder sig i en livssituation præget af hjemløshed, psykisk sårbarhed, ensomhed og/eller misbrug. Vi arbejder ud fra det brede, positive sundhedsbegreb, hvor sundhed ikke blot handler om fysisk sundhed og velbefindende, men i lige så høj grad om at have et velfungerende socialt netværk og et aktivt og værdigt liv. Og så handler det om at skærpe sit blik for ressourcerne hos sine medmennesker.

Madklubben på RG60 har skabt stor glæde blandt husets skiftende beboere i flere år nu. Der er på nuværende tidspunkt 4 velfungerende madklubber i WeShelter.

Lyder det som noget for dig? Så send os en ansøgning! Skriv lidt om dig selv, din baggrund, dine erfaringer med målgruppen og ikke mindst din motivation for at ville være med i madklubben.

Har du spørgsmål er du også meget velkommen til at kontakte:

Projektleder Lise Larsen
mail: frivillig@weshelter.dk
tlf.:   36 16 11 13

Vi glæder os til at høre fra dig!