Teenage girl sitting in lotus position, cropped view of hand
  • Banker dit hjerte for blid yoga (fx hatha) med fokus på pranayama, yoga nidra, kropsbevidsthed og stræk?
  • Brænder du for at bruge din yoga-faglighed for at gøre en forskel for socialt udsatte og hjemløse mænd og kvinder?
  • Er du psykisk robust og har en god fornemmelse for andre mennesker?

Så har du her chancen for at gøre en stor forskel for nogen, som virkelig trænger!

Som noget nyt tilbyder Mændenes Hjem yoga-undervisning til brugerne af huset. Yoga kan skabe ro i sindet, grounding og nærvær samt være med til at reducere de skader, som man får af at leve et hårdt liv med psykiske lidelser, stofindtagelse, hjemløshed, prostitution mv.  Der er allerede én yogainstruktør, som kommer hver anden tirsdag kl. 16:30. Vi vil rigtig gerne tilbyde yoga hver uge og søger derfor efter en kollega til Susanne.

WeShelter søger nemlig frivillige yogaundervisere til Mændenes Hjem.Yogaundervisningen foregår i et mødelokale, hver anden tirsdag fra kl. 16:30-17:30. En af de ansatte er med til  yogaundervisningen og står samtidig til rådighed, hvis nogen skulle få kraftige reaktioner på yogaen. Læs mere om Mændenes Hjem her.

Vi forventer, at du som frivillig yogaunderviser:

  • Har en yogauddannelse og nogle års undervisningserfaring
  • Er min. 28 år
  • Har lyst til at arbejde med helbredsmæssigt og socialt udsatte mennesker min. et år frem
  • Kan undervise i yoga i 1-1,5 time hver 2. tirsdag (reel undervisningstid er ca. 45 minutter)
  • Er mødestabil
  • Kan sætte grænser og er psykisk robust
  • Kan bevare overblik og humør, når tingene ikke altid går efter planen
  • Vil være med til at påvirke projektet helt fra starten af
  • Er en god sparringspartner for den øvrige frivilliggruppe
  • Erfaringer med psykiatribrugere, hjemløse og misbrugsskader er en fordel, men ikke en forudsætning

Vi kan tilbyde:

  • Et spændende og udfordrende fagrelevant frivilligt arbejde
  • Et indblik i en lukket verden
  • Interne kurser, faglige oplæg og vidensdeling i yogagruppen – se kommende kurser
  • Livsbekræftende oplevelser sammen med andre frivillige og brugere
  • Kursusbeviser og anbefaling fra organisationen

Lyder det som noget for dig? Så send os en ansøgning! Skriv lidt om dig selv, din uddannelse og dine erfaringer og ikke mindst din motivation for at ville være frivillig yogaunderviser hos WeShelter.

Er du blevet nysgerrig eller har du spørgsmål er du også velkommen til at kontakte projektleder i Frivilligindsatsen
Lise Larsen
ll@weshelter.dk
Tlf: 29 16 80 72

Som frivillig yogaunderviser i WeShelter arbejder du blandt en hjertelig og engageret personalegruppe, frivillige ildsjæle og søde og taknemmelige brugere og beboere. Vi har alt det udstyr, der er brug for. Flere af brugerne er ikke vant til at være til stede i deres kroppe, hvorfor der er meget at vinde med en ugentlig yogapraksis. Det er derfor også vigtigt, at du har sans for både at briefe og debriefe brugerne, så yogaen sættes i en god og tryg ramme.

Der kommer mange forskellige mennesker på Mændenes Hjem. Typisk er deres liv præget af stofindtagelse, psykisk lidelse, svage sociale netværk. Nogle er hjemløse og nogle forsørger sig ved prostitution. Som du måske allerede ved eller kan forestille dig, er yoga en fantastisk måde at hjælpe psykisk syge og socialt udsatte mennesker på. Yogaen giver ro og nærvær, løsner op for fysiske og psykiske spændinger og lindrer smerter, stimulerer sanserne og giver større kropsbevidsthed. Brugerne af Mændenes Hjem er for manges vedkommende mennesker, der er robuste, men også har store sår på sjælen.