Åbent brev vedrørende regeringens forslag om afskaffelse af varige særtilskud til Københavns Kommune

10. oktober 2016

 

Nedenstående åbne brev er sendt til Folketingets social- og sundhedsordførere på vegne af Arbejde Adler, Frelsens Hær, Gadejuristen, Kirkens Korshær, projekt UDENFOR, KFUK’s Sociale Arbejde, KFUM’s Sociale Arbejde, Kofoeds Skole, SAND – De hjemløses landsorganisation og WeShelter


Åbent brev vedrørende regeringens forslag om afskaffelse af varige særtilskud til Københavns Kommune.

 

Kære social- og sundhedsordførere

Vi skriver til jer på vegne af en række frivillige organisationer, som alle arbejder med udsatte, hjemløse og stofbrugere. Uanset, om vi modtager midler fra særtilskuddene i Københavns Kommune, frygter vi, at en afskaffelse af de varige tilskud på 57,8 mio. kr. vil betyde markante forringelser i tilbuddene til landets udsatte borgere.

 

Udsatte har altid søgt mod de større byer, og der er en markant overrepræsentation af udsatte borgere i København. SFI’s seneste hjemløsetælling fra 2015 viser, at cirka 27 procent af landets hjemløse opholder sig i København, hvor der bor cirka 10 procent af befolkningen. København er desuden hjemsted for cirka 25 procent af landets stofbrugere, og kommunen leverer sociale tilbud til mange hjemløse og udsatte, der er hjemmehørende i andre kommuner.

 

Særtilskuddene er derfor helt centrale, hvis vi fortsat vil sikre en stabil drift af de nødvendige tilbud til udsatte.

 

En række af de tilbud, der i dag finansieres via særtilskuddene, er desuden 100 procent finansieret via disse. Et ophør vil derfor ikke bare handle om besparelser, men om at en række tilbud – herunder lavtærskel-tilbud, hvor borgerne kommer ind fra gaden – risikerer at lukke.

 

Det vil betyde et stærkt øget pres på tilbuddene på det samlede udsatte-område. Helt tilbage fra socialreformen i 1933 har staten bidraget væsentligt til både bo- og behandlingstilbud til socialt udsatte, hjemløse og stofbrugere, og særtilskuddene er dermed en fortsættelse af en mangeårig tradition for at se indsatsen for udsatte som et nationalt anliggende.

 

Der er brug for de mange tilbud til udsatte, hjemløse og stofbrugere, som finansieres via særtilskuddene.

 

Som frivillige organisationer ved vi, at satspuljen fokuserer på nye opgaver og metoder. En overflytning af midler til satspuljen kan derfor ikke give den sikkerhed for driftstilskud, som disse tilbud er afhængige af. Vi skal derfor opfordre til, at I i satspuljekredsen ikke følger regeringens forslag om at fjerne de 57,8 mio. kr. i varigt tilskud til Københavns Kommune.

 

 

Med venlig hilsen
Hanne Thomsen, formand, WeShelter
Gitte Frydensbjerg, sekretariatsleder, WeShelter

 

 

På vegne af  
Arbejde Adler, Frelsens Hær, Gadejuristen, Kirkens Korshær, projekt UDENFOR, KFUK’s Sociale Arbejde, KFUM’s Sociale Arbejde, Kofoeds Skole, SAND – De hjemløses landsorganisation og WeShelter