Claes blev født ind i et liv med stoffer, har haft dem pumpende i blodet og tjent penge på dem. Som 18-årig blev han tilbudt førtidspension og takkede nej. Han føler sig udnyttet af et system, hvor man skal gå amok for at få sin vilje.

Af Maren Urban Swart

Claes Nielsen sætter sig til rette i lænestolen i hjørnestuen på øverste etage på Mændenes Hjem, der har været hans adresse i de sidste tre år. Men det er langt fra debutten for 37-årige Claes, der allerede som 20 årige søgte husly på herberget på hjørnet af Lille Istedgade.

“Jeg har brugt en stor del af min ungdom på at flygte fra at sælge hash. Det var lige meget, hvor jeg flyttede hen, så stod folk klar til at overtale mig, fordi de vidste, at jeg var god til det,” forklarer han og fortæller, at det var en business, der lå i generne:

“Min far var den første i Danmark, der blev taget med over 100 kilo hash. På nogle områder har jeg aldrig haft noget valg. De fleste vil jo gerne vinde sine forældres hjerte, og på samme måde havde jeg det med min far.”

Rigdom er ikke lykken

På en tur til Holland som 11-årig prøvede Claes for første gang at vinde den del af sin fars hjerte. Da togvognen pludselig blev låst af, ville faderen smide noget ud af vinduet, men Claes tilbød med det samme, at han nok skulle holde det.

“Sådan fandt han ud af, at jeg var iskold,” fortæller Claes og tager en tår af kakaokartonen.

Der skulle gå yderligere tre år, før Claes selv begyndte at tage hårde stoffer. På det tidspunkt var han droppet ud af folkeskolen i 7. klasse og arbejdede i dagtimerne hos en mekaniker. Når det blev fyraften i værkstedet gik turen til Christiania, hvor han boede de første uger af sit liv indtil rockerne smed en brosten ind gennem vinduet. Og nu var fristaden blevet hans anden arbejdsplads. Men de mange penge på lommen, var langt fra en dans på roser.

“Man bliver et jaget hoved, når folk ved, at man har penge. Pludselig skal alt, hvad de gør for dig, have en pris. Jeg kender en, der fra han var teenager planlagde et af Danmarks største kup, og det er endt med at blive hans mareridt,” forklarer Claes og putter nogle vingummier fra den medbragte skål i munden.

Så selv om Claes mestrede rolle som sælger optimalt og aldrig blev knaldet, indså han hurtigt, at det var en indtjeningskilde, han skulle væk fra.

Stemplet som ubrugelig

Som 18-årig opsøgte han derfor for første gang bistandskontoret for at få hjælp, hvilket udløste et tilbud om førtidspension. Et tilbud der føltes som at få en knytnæve i ansigtet.

“Hvis du i den alder fik at vide, at du intet var værd, hvad ville du så sige til det? Gu var jeg da noget værd!” siger han, uden at efterlade nogen tvivl om, hvad han mener.

Claes takkede nej og har levet af bistandshjælp siden kombineret med en masse forskellige aktiveringstilbud.

“Jeg har knoklet for den danske stat uden at få en krone mere for det end min bistand. Jeg føler virkelig, at jeg er blevet udnyttet. Jeg har lavet festivalarbejde og arbejdet i køkkener, uden at få den samme løn som alle andre. Når noget gik galt, var det mig, der fik skylden, fordi jeg aldrig har lagt skjul på, at jeg var narkoman,” forklarer Claes.

I det hele taget føler han sig svigtet af et system, som han føler kun reagerer, hvis man går amok. Og hvor han har set andre få tilbud kørekort og skoleophold.

“Jeg har set personer kaste med computere, og de har fået det som de ville, men det ligger ikke til mig at være sådan. Jeg har været sendt i aktivering, hvor der intet lys var i øjnene hos dem, der arbejdede der. Og hvordan skulle jeg finde glæde ved et sted, hvor man betød så lidt, at man end ikke fik udleveret sikkerhedssko eller arbejdstøj?” spørger han.

Det hele skal ikke handle om stoffer

I dag er ambitionen ikke længere at få et arbejde, men til gengæld at få den pension, han takkede nej til for 19 år siden.

“Jeg er så ødelagt, at jeg ikke kan arbejde. Jeg kan ikke sidde på et kontor, sådan som jeg ser ud. Det ville kræve, at jeg fik rettet min øjne, fik briller og lavet min tænder,” siger Claes, der mangler de fleste tænder og skeler kraftigt på det ene øje.

I modsætning til mange af de andre beboere har Claes ingen diagnose og hans familie har ikke slået hånden af ham.

“Jeg er en af de få misbrugere, der stadig har kontakt til sin familie, fordi jeg aldrig har stjålet fra dem. Jeg kan mærke at savnet efter en familie, for de andre på Mændenes Hjem, især er stort ved juletid. Men der sidder jeg med pakker foran mig, hvis jeg altså ikke er med til selve juleaften,” forklarer Claes.

Også kontakten til medarbejderne på Mændenes Hjem bidrager med en form for normalitet i et hverdag, hvor tiden ellers går med at ryge hash og tage metadon.

“Det betyder meget for mig, at jeg kan snakke med personalet, for jeg har brug for at have nogle normale at snakke med. Ellers går snakken kun om stoffer, og hvordan man kan skaffe dem. Det bliver meget hurtigt samme rille,” siger Claes, der ynder at se Ellemann og Lykketoft på TV2-News og kommer med en nærmere analyse af den globale økonomiske krise.

Fødderne skal dyppes i Middelhavet

Når spørgsmålet går på, hvilke drømme han har om fremtiden, er svaret ærligt og meget afklaret.

“Jeg har ingen drømme om fremtiden. Jeg har leverbetændelse og er HIV-smittet. Jeg har set verden, kastet med penge og kørt i Poche, og det har ikke gjort mig lykkelig. Det eneste, jeg mangler, er at vise min ven Europa,” fortæller han og forklarer, hvilken ruten de skal køre, når de skal ned og bade ved den franske riviera og til Gardasøen, hvor han ikke har været tidligere.

Hvis alt går efter planen kører Claes og hans ven Pete, som han kender fra en af sine tidligere perioder på Mændenes Hjem, over grænsen på hver sin knallert til sommer.