Fra hun var helt ung har Else Kristensen været omgivet af mennesker, som lever livet mere skævt end de fleste – og end Else selv. I dag er hun 70 år og hyppig gæst i værestedet Pegasus. Ældreklubber lader hun foreløbig andre om.

Af Annemette Grant Larsen

Forude venter frikadeller, sovs og kartofler med veninderne og de andre brugere af værestedet Pegasus på Enghavevej i Københavns Sydhavnskvarter. Else Kristensen er en af de cirka tyve brugere, som er her i dag. Hun er kommet her de sidste seks år. Som regel slår hun et smut forbi hver dag, hvis hun har tid. Ellers de gange om ugen, hvor der er varm mad.

Første anledning for Else til at komme indenfor i Pegasus, der ligger tæt på, hvor hun bor, var da en bekendt døde, og Pegasus gav begravelseskaffen. Sidenhen er det blevet til mange kopper kaffe, for Else følte sig godt tilpas fra dag ét.

“Jeg synes, det var så fint af Pegasus. Og jeg kunne se med det samme, hvor godt de tager sig af folk – på de menneskers præmisser. De tager lige en snak, og det er bare dejligt. Det har folk jo brug for, uanset om de er psykisk syge, har en hjerneskade, et misbrug eller noget andet. Der er jo ikke nogen her, som ikke har problemer. Det kan vi jo lige så godt være ærlige og sige.”

“Om jeg kan ta´det bedre end andre, det ved jeg ikke… men jeg elsker de her mennesker, som er her. Man lærer jo lidt om mennesker gennem et langt liv. Og uanset hvad man kommer med, synes jeg folk er gode til at takle hinanden. Der er meget venskab hernede.”

Altid nogen i nærheden 
Det gør også godt for Else at komme på Pegasus. Det første besøg faldt sammen med, at Else lige var blevet alene, og heller ikke længere kunne lave sin egen mad. For kroppen strejker og er ikke længere, hvad den var engang. Derfor har hun også sværere og sværere ved at komme rundt, og det samme har veninderne. Dem, der stadig er tilbage. På Pegasus har Else fået et nyt netværk lige der, hvor hun bor.

“På Pegasus er det, som om der altid er nogen, der har et lille øje på en. Jeg ligger en del på hospitalet, og så får man altså besøg. Både af personalet og andre herfra. Og så er det dejligt at komme her i stedet for at sidde derhjemme. Jeg har haft mange gode veninder, men de dør sgu i en ung alder for mig. Men jeg har da stadig nogen tilbage fra gamle dage. Vi ses bare ikke så tit, men vi ringer da sammen. Så ved vi i det mindste, hvordan vi har det.”

Else ses dog stadig med en gammel veninde en gang om ugen til banko. Og med en ny veninde fra naboopgangen, med sine to børn og deres familie i Nordsjælland, hun er med i menighedsrådet, tager med på udflugter i kirkebilen og med Pegasus, og elsker at gå til koncerter i nærområdet – indimellem de hyppige hospitalsophold og mange undersøgelser… Så der er sådan set nok at se til, synes hun.

Rummelig gennem hele livet 
For Else var Pegasus et naturligt valg. En ældreklub var ikke noget hun overvejede.

“Hvorfor ved jeg faktisk ikke, men det er muligvis noget med, at folk hernede svarer til den omgangskreds, jeg har haft. Mine venner er meget forskellige, og nogen af dem kan slet ikke forstå, at jeg kommer her. De synes jo, at det er helt forfærdeligt, men det må de jo om – jeg blander mig jo heller ikke i, hvad de gør, og de er såmænd søde på deres måde, ikk´. Jeg har bare altid været opdraget til… at der er plads til mange mennesker i mit liv. Og jeg kommer der, hvor jeg synes folk tager mig, som jeg er.”

Else har altid kunne lide at omgås folk, der lever livet mere skævt end de fleste. Som 20 årig blev hendes forældre forstandere på et Arbejde Adler Hjem i Roskilde. En institution, der ifølge Else minder om Mændenes Hjem (et herberg for hjemløse mænd drevet af Missionen blandt Hjemløse, red.), og selvom Else ikke længere boede hjemme, kom hun tit og hjalp til. Også senerehen lærte Else mange af landevejens børn, som hun kalder dem, at kende. Både i bådklubben, hvor hende og hendes mand kom, og på Elses arbejde som servitrice på et rigtig arbejderværtshus i Valby.

“Jeg elskede det arbejde. Der kom alle mulige forskellige mennesker, og det var et sted, hvor folk tog sig af hinanden, selvom de var lidt ude i tovene, ikk.”

Hos Else og hendes mand var dørene åbne, også juleaften. Bare man kom ædru.

“Vores børnebørn taler om de der skønne mennesker endnu. Og jeg kan da også godt sige, at der er ikke nogen steder, hvor der er blevet passet så godt på tyve unger.”

For Else giver det en indsigt i en større del af livet at komme i Pegasus fremfor i en ældreklub. Alligevel kan det måske godt komme på tale på et tidspunkt.

“Det er også godt med ældreklubber, og på et tidspunkt bliver jeg simpelthen nok nødt til selv at bruge det. Når mine ben står helt af. Men én ting, jeg har sagt, er, at de må aldrig gi´ mig en elektrisk kørestol, for så er der krudt i røven på mig, og så begynder jeg at køre steder hen, hvor jeg ikke kan finde hjem fra. Men den dag jeg skal rulle mig frem, siger jeg ja til at komme i sådan en rigtig ældreklub.”