Da Seriba Diarrassouba kom til Danmark som 29-årig var opskrivning på en venteliste til en bolig ikke lige det, der faldt ham ind. Faktisk kendte han slet ikke til den mulighed. Syv år senere stod han uden tag over hovedet og måtte flytte på herberg.

Af Annemette Grant Larsen

Det startede rigtig godt. Efter kort tid i Danmark hos sin fætter i København, blev Seriba, der kommer fra Elfenbenskysten, gift og flyttede til Nordjylland. Men efter 3 år i det jyske var Seriba tilbage i København.

“Det var virkelig svært at få arbejde deroppe, og jeg fik kun forskelligt sæsonarbejde. Så en stor del af tiden havde jeg ikke noget at lave, og jeg var konstant på udkig efter arbejde. Jeg blev mere og mere frustreret, og det påvirkede vores forhold meget. Til sidst besluttede jeg at flytte,” fortæller Seriba.

“Jeg tog bare afsted uden at have et job eller et sted at bo, som en cowboy. Jeg følte mig overbevist om, at det ville være nemmere at få arbejde i København, og det med at få en lejlighed havde jeg slet ikke forestillet mig kunne være et problem.”

Er du studerende?
Et job som pædagogmedhjælper var i hus efter bare to uger. Sværere var det at finde en lejlighed, og Seriba boede rundt omkring hos venner og bekendte og hyggede sig meget godt. Men efter tre år med midlertidige ophold hos venner og bekendte gik det ikke længere. På det tidspunkt boede Seriba hos en ven i hans 2-værelses lejlighed, men lejligheden blev for lille, da vennen gerne ville flytte sammen med sin kæreste.

Seriba skrev sig op på venteliste til en bolig i omkring ti boligselskaber og spurgte folk, han mødte, om de kendte nogen, der kendte nogen, som skulle udleje en lejlighed eller et værelse. Og han holdt han øje med værelser i Den Blaa Avis. Uden held. Seriba var hjemløs. Noget han aldrig havde tænkt på, at han kunne blive.

“Problemet var, at når jeg ringede rundt på annoncer i avisen og præsenterede mig, var svaret, at de gerne ville have en studerende. Mit problem var nok også, at mit netværk i Danmark ikke var lige så stort, som hvis jeg var født og opvokset her,” forklarer Seriba. Og i boligselskaberne havde Seriba ikke været skrevet op længe nok til at komme i betragtning til en lejlighed.

“Gennem en bekendt fra Elfensbenskysten hørte jeg om Kollegiet på Gammel Køge Landevej. Han havde selv boet der og syntes, det var et fint sted. Mange blev lidt chokerede over, at jeg skulle bo der, fordi mange af beboerne har problemer fx. med alkohol,” husker Seriba.

“Jeg tog det ikke så tungt. Jeg er vokset op i et samfund, hvor folk er meget forskellige og har forskellige religioner. I starten var jeg da lidt chokeret, men man lærer jo hurtigt folk at kende, og så bliver det anderledes. Jeg følte mig godt tilpas.”

Seriba boede på Kollegiet i et år og tre måneder, før han fik sin egen lejlighed. Og så var det Seribas tur til indimellem at åbne døren for boligløse venner, for Seriba kender flere afrikanere, der har stået i samme situation.

I dag er han gift igen, arbejder som social- og sundhedsassistent, og har to små børn og en større dreng fra sit første ægteskab.Seriba om herberget

 

“Seriba om Kollegiet”

Sammenhold, fodbold og altid åbne døre er noget af det, Seriba husker fra sin tid på herberg. Men opholdet gav også Seriba en indsigt i en del af livet, han ellers ikke rigtig kendte til.

Af Annemette Grant Larsen

Da Seriba Diarrassouba blev boligløs, boede han et år og tre måneder på herberget, Kollegiet på Gammel Køge Landevej, før han fik en lejlighed. I modsætning til de fleste andre beboere var Seribas eneste problem, at han ikke havde et sted at bo. Alligevel husker han tiden på Kollegiet som god.

“Tiden gik stærkt. Jeg havde travlt med to jobs, min søn og aftenskole på VUC. Men jeg tog også del i livet på Kollegiet, og jeg lærte nye mennesker at kende der. Det var ellers ikke noget, jeg havde så meget tid til, så det var meget godt, at der bare var mennesker rundt om mig. For på Kollegiet er dørene ind til værelserne som regel åbne, og der sker en masse,” fortæller Seriba.

“Egentlig kan jeg godt forstå, at mange af dem på Kollegiet ikke bryder sig om at bo alene. På Kollegiet er der altid nogen at snakke med. Det er ikke som at sidde alene i en lejlighed. Det er som en slags familie, med god stemning det meste af tiden , og hvor folk hjælper hinanden rigtig meget. Det har jeg set mange eksempler på.”

Selv var Seriba også glad for selskabet det meste af tiden, og han ses stadig med nogen af de tidligere beboere.

“Vi hyggede os tit. Spillede fodbold og så fjernsyn. Selv om jeg havde mit eget fjernsyn på værelset, så jeg tit tv sammen med de andre. Og når min søn var på besøg hver anden weekend, var han også med til fodbold. Men der var tit uro om aftenen. Nogen sov hele dagen og var “på” om aftenen – indtil meget sent. Så spillede de musik og bankede måske på et eller andet. Men du lærer bare at leve med det.”

Normal hverdag bedst

Alligevel var det en drøm, der gik i opfyldelse, da Seriba fik sin egen lejlighed.

“I længden vil man jo gerne ha´ mere end otte kvadratmeter og eget køkken og toilet. Det fungerer bare bedre, når man har venner på besøg. Nogen gange har vi siddet otte mennesker inde på mit værelse, for jeg er engageret i politik, og indimellem var det jo min tur til at holde et møde. Man klarer den jo, men det var da som at starte et helt nyt og meget mere stabilt liv – hvad man kan kalde for et normalt hverdagsliv, da jeg fik en lejlighed. Jeg begyndte også at drømme om et familieliv igen,” fortæller Seriba.

“Men der er ingen tvivl om, at jeg lærte meget af at bo på Kollegiet. Selv efter alle de år, jeg havde boet i Danmark inden Kollegiet, havde jeg slet ikke tænkt på alle de her sociale og personlige problemer, som folk har sådan et sted. Det har udviklet mig meget.”

Og det er en indsigt, som Seriba i dag har stor glæde af i sit job som social- og sundhedsassistent. “Jeg får flash-backs til Kollegiet sommetider, for jeg kan se mange af de samme problemer, når jeg kører rundt. Så jeg kan bruge det i det daglige, og jeg håber, at jeg gi´r lidt tilbage,” siger han.