De sociale reformer skal på værksted

De sociale reformer skal på værksted

Rådet for Socialt Udsatte mener, at det er selvindlysende, at sociale reformer som kontanthjælpsreformen og reformerne af fleksjob og førtidspension som minimum skal gøre tre ting

For det første skal de forhindre, at marginaliserede mennesker bliver yderligere marginaliserede. For det andet skal de skabe muligheder for den enkelte borger til at skabe sig et godt liv. For det tredje skal de åbne samfundet op for og give plads til alle slags mennesker. Det er slet ikke for meget at forlange.

Lever de nye sociale reformer op til disse ting? Desværre nej. Rådet for Socialt Udsatte, Missionen blandt Hjemløse og landets andre sociale organisationer møder alt for mange udsatte borgere, der på grund af reformerne er skubbet ud i endnu dybere fattigdom eller frustrationer over nye, hårdtslående regler.

Det er dybt ulykkeligt for de mennesker, der bliver ramt af reformernes utilsigtede konsekvenser. For de er utilsigtede – reformerne har faktisk haft gode intentioner: ”Ingen skal overlades til sig selv.” ”Alle skal have mere hjælp til at få et job eller en uddannelse.” Sådan har politikerne sagt helt fra starten. Og kigger man på reformernes indhold, er der mange gode elementer: Individuelle ressourceforløb, helhedsorienterede indsatser og koordinerende sagsbehandler.

Men de gode intentioner i kontanthjælpsreformen om helhedsorienteret indsats kommer til kort, hvis ikke den unge kan finde en bolig, der er til at betale. Hjemløshed er en risiko for de forventede 17.500 unge under 30 år, der med den nye uddannelseshjælp skal leve af 5.857 kroner før skat. Intentionerne kommer også til kort, når kommunerne trods løfterne i reformen af førtidspension og fleksjob kun opretter en sølle brøkdel af de mange tusinde lovede ressourceforløb. Eller når 80 procent af de unge ledige i nogle kommuner bliver vurderet som uddannelsesparate.

Det afspejler formentlig fint, at rigtig mange unge kontanthjælpsmodtagere gerne vil være uddannelsesparate og ikke opgives af systemet – men hvis ikke dé, der samtidig har svære sociale problemer, får en ydelse, så de kan holde fast i bolig og et minimum af socialt liv, så er konsekvensen af at blive vurderet uddannelsesparat blot yderligere marginalisering og fattigdom.

Det er langsomt – alt for langsomt vil nogen mene – ved at gå op for regeringen, at kommunerne har svært ved at omsætte reformernes intentioner i praksis. Derfor har beskæftigelsesminister Mette Frederiksen for eksempel skrevet til kommunerne og præciseret, hvordan man skal visitere og vurdere borgere til at være uddannelsesparate vs. aktivitetsparate (efter flere absurde eksempler på meget udsatte borgere, der blev vurderet parate til uddannelse trods det åbenlyst modsatte), og ministeren har udsendt en mere detaljeret vejledning til kommunerne om målgruppen for ressourceforløb (efter kommuner havde efterspurgt det). Og så sent som i sidste måned fremsatte socialminister Manu Sareen et lovforslag om midlertidig huslejehjælp til unge under 30 på for eksempel uddannelseshjælp, der er i en udsat boligsituation.

Det er godt og fuldstændigt nødvendigt, at politikerne reparerer på hullerne i reformerne. Det viser god vilje. Men forslag som midlertidig huslejehjælp er en utilstrækkelig lap. Den gode vilje skal udstrækkes til permanente løsninger, så unge får en ydelse, der permanent og ikke kun kortvarigt sikrer dem en bolig. Under alle omstændigheder ligger der et kæmpe arbejde foran politikerne og kommunerne for at hjælpe de borgere, der allerede er blevet kørt ud på et sidespor – eller helt kørt over – af reformerne.