København mister særtilskud

8. november 2016

Aftalen om satspuljen er på plads, og Københavns Kommune mister sine tilskud på knap 58 millioner kroner. Det er dybt beklageligt, at et i forvejen underprioriteret område endnu engang risikerer at blive ramt.

Torsdag nat faldt årets satspulje på det sociale område på plads. Desværre betød det et farvel til de permanente tilskud til Københavns Kommune på knap 58 millioner årligt, som ind til nu har været med til at sikre støtte og hjælp til de allersvageste i vores samfund. I stedet må byen klare sig med 20 millioner fordelt over de næste 4 år.

Cirka 27 procent af landets hjemløse opholder sig i København, hvor der bor cirka 10 procent af befolkningen. København er desuden hjemsted for cirka 25 procent af landets stofbrugere, og kommunen leverer sociale tilbud til mange hjemløse og udsatte, der ellers hører hjemme i andre kommuner. Derfor var særtilskuddene både rimelige og nødvendige for at sikre hjælpen til hele landets hjemløse og socialt udsatte.

De 58 millioner går til at sikre en stabil drift af livsnødvendige tilbud – herunder tilbud, hvor mennesker kan komme direkte ind fra gaden. Det er dybt beklageligt, at et i forvejen underprioriteret område endnu engang risikerer at blive sorteper. Derfor går vi nu i dialog med Københavns politikere, så vi kan sikre, at samfundets svageste ikke lades i stikken.