Leder: Selvejet er kommet for at blive

Leder: Selvejet er kommet for at blive

Vi har valgt at bruge et nummer af Hjemløs på et tema om selveje.

Anledningen er den, som der kan læses i interviewet med Kollegiets forstander, at vi sammen med en række kolleger på det sociale område, har rettet henvendelse til Socialforvaltningen i København, med henblik på at diskutere rammerne for vores ellers velfungerende samarbejde med Københavns Kommune.

Baggrunden for vores henvendelse er den udbredte opfattelse blandt ledere og forstandere i de selvejende institutioner, at uklare retningslinjer i samarbejdet koster unødige frustrationer og ressourcer. Som Nikolaj Olsen udtrykker det inde i bladet, så er det uklart hvad der er ret, og hvad der er pligt i relationen mellem kommune og selvejende herberg. Den tid og de ressourcer, der bruges på at udrede uklarhederne, er jo tid og ressourcer, der går fra at løse vores kerneopgaver, og fra at give den enkelte borger den opmærksomhed, hun fortjener. Derfor må det være både i kommunens og institutionernes interesse, at der kastes lyd over uklarhederne, så vi kan fokusere på det gode samarbejde til borgerens bedste.

På vores område af det sociale arbejde, der hører under Socialforvaltningen, er halvdelen af tilbuddene private, men det daglige samarbejde mellem kommune og selveje foregår også i andre af kommunens forvaltninger som fx børne- og ungdomsområdet. Derfor kunne det give god mening hvis Københavns Kommune på sigt, i dialog med de private aktører, formulerede en samlet ramme om samarbejdet, så der var fælles retningslinjer på tværs af forvaltninger.

Vores brancheorganisation Selveje Danmark går skridtet videre, og foreslår at der på sigt udarbejdes en national samarbejdsaftale mellem regering og de selvejende. Selveje Danmarks inspiration til dette forslag er hentet i Norge, hvor man har indgået en sådan aftale mellem regering og de selvejende aktører på sundheds- og socialområdet.

Når vi vælger at slå et slag for selvejet og samarbejdet med det offentlige, så er det også fordi vi kan se hvilken enorm betydning de sociale organisationer og selvejende institutioner har haft for udviklingen af de offentlige tilbud. Socialborgmester Jesper Christensen nævner i interviewet inde i bladet, at det rettelig var private sociale organisationer, der opfandt bl.a. børnehaver og herberg. Jon Krog, der er branchedirektør i Selveje Danmark, nævner opblomstringen af de frie skoler i 70’erne, som en uvurderlig kilde til inspiration til folkeskolen. De selvejendes rolle som innovatorer og frontløbere er ikke kun et historisk fænomen. Som flere nævner i bladet, så er oprettelsen af stofindtagelsesrum i de større danske byer et lysende eksempel på, at der stadig er brug for private initiativer, der kan gå forrest hvor det offentlige har svært ved det.

Debatten om offentlige og private aktører på velfærdsområdet er naturligvis også blevet aktualiseret af Produktivitetkommisionens nylige anbefalinger om øget udlicitering og konkurrenceudsættelse. Her er det vigtigt at huske på, at der allerede i dag eksisterer en markant ikke-offentlig sektor på velfærdsområdet. Der er også vigtigt at huske på, at denne ikke-offentlige del af velfærden er non-profit. På bagsiden af bladet sætter Hanne Thomsen nogle ord på, hvilke værdier der driver os, der ikke er drevet af profit: ansvarsfølelse og respekt for den enkeltes værdighed og ukrænkelighed.