Skal du bruge efteråret på at få værdifuld erfaring med at planlægge og afholde events?
Vil du samtidig være med til at skabe bevågenhed om kampen mod hjemløshed og ensomhed?
Så kom i praktik som event- og udviklingskonsulent i WeShelter.
I efteråret og vinteren 2023 har vi mange spændende arrangementer på programmet – og du kan være med til at sikre, at hele maskineriet foran og bag scenen spiller. Med dit overblik og sans for både detalje og det uforudsete, sikrer du at det konkrete arrangement er velplanlagt, godt koordineret og løber af stablen uden større bump på vejen.
Som eventpraktikant i WeShelter bliver du en vigtig medspiller i flere af vores store arrangementer i efteråret: 130-års jubilæumsfejring, Hjemløsedagen, FrivilligFredag, Julearrangementer for både frivillige og deltagere og meget mere.
Dine opgaver vil være af bred projektkoordinerende karakter og vil blandt andet består af:
- Projekt- og tidsplanlægning
- Udarbejde eventdesign og udvikle drejebøger for de enkelte events
- Håndtere tilmeldinger og løbende kommunikation med deltagere
- Dialog og samarbejde med forskellige samarbejdspartnere
- Dokumentere og evaluere de enkelte arrangementer.
Du får stor indflydelse på dine opgaver og vil både få mulighed for at blive en del af den praksisnære understøttelse og prøve kræfter med større design-, udviklings- og evalueringsopgaver.
Det er lige dig vi leder efter, hvis du:
- Læser på universitet, sandsynligvis performance design, leisure management, socialt arbejde, sociologi, socialvidenskab, sociale interventionsstudier, antropologi eller en anden samfundsfaglig uddannelse. Din uddannelse kan dog også være en helt anden.
- Har viden om og interesse for både events og socialt arbejde, og ønsker at blive klogere på samspillet mellem teori og praksis
- Har erfaring med samfundsvidenskabelige metoder, er struktureret, god analytisk sans og arbejder løsningsorienteret
- Er udadvendt, fagligt og menneskeligt nysgerrig, og ikke er bange for at tage fat på nye opgaver – både bag skrivebordet og ude i felten blandt nye mennesker
Vi tilbyder
Som praktikant i WeShelter bliver du en del af en engageret arbejdsplads, hvor vi hver dag arbejder for at bekæmpe hjemløshed, ensomhed og psykisk mistrivsel. Du vil primært blive tilknyttet vores dygtige events- og kommunikationsfolk. Opgaverne vil blive justeret efter dine ønsker og faglige profil – og vi vil så vidt muligt give plads til, at du kan arbejde med opgaver, som matcher dine faglige interesser.
Som praktikant hos os vil du få:
- Erfaring med at arbejde med events og frivillige i praksis
- En unik mulighed for at prøve dine kompetencer fra studiet af i praksis, på en dynamisk og kreativ arbejdsplads, hvor der er kort fra ide til handling
- Tæt sparring med din praktikvært, så du opnår både faglig og personlig udvikling
- Et stærkt team af engagerede og lydhøre kollegaer, der støtter op og står klar med sparring
- Og et praktikophold, hvor du skaber bevågenhed og gør en stor forskel for hjemløse og udsatte mennesker
Hvem er WeShelter?
WeShelter er en del af Missionen blandt Hjemløse, der siden 1893 har udført socialt arbejde, med ønsket om at bekæmpe hjemløshed, ensomhed og psykisk mistrivsel.
I WeShelter hjælper vi udsatte mennesker både på herberget Kollegiet Gl. Køge Landevej og Ungeherberget Sporsløjfen på Østerbro, samt på en række væresteder i København. Derudover har vi en stribe frivillige indsatser: Frivillige Netværksvenner gør op med ensomhed og bygger bro til lokale fællesskaber, imens andre frivillige inviterer udsatte med i fællesskabet i madklubber, hvor god og næringsrig mad tilberedes og laves i fællesskab. Frivillige i WeShelter tilbyder også massage og yoga til udsatte, imens andre frivillige rådgiver omkring økonomi, hvis der er gæld og kaos på denne front. Vi taler også udsattes sag og deler fortællinger fra livet, som det leves af mennesker på kanten af samfundet. Du kan læse mere om WeShelter og vores projekter her på hjemmesiden.
Ansættelse: Praktikforløbet er ulønnet og på 30-37 timer om ugen – men kan tilpasses dine studieforhold, så du kan passe et evt. studiejob ved siden af. Praktikperioden løber som udgangspunkt fra 1. september 2023 til 31. januar 2024 – eller efter nærmere aftale.
Ansøgning: Skynd dig at sende din ansøgning – vi læser og vurdere dem løbende. Send din ansøgning sammen med dit CV i en samlet PDF-fil til nytjob@weshelter.dk.
Hvis du har spørgsmål til praktikforløbet er du velkommen til at kontakte leder af frivilligindsatsen Charlotte Juhl-Hansen.
Charlotte Juhl-Hansen
Leder af frivilligindsatsen