fbpx

Frivillighed som faglighed i det sociale arbejde

7. juli 2016

 

gif_portræt2

 

Civilsamfundet og de socialt udsatte var temaet eneste nummer af Magasinet Hjemløs, og vi kom derfor naturligt nok omkring frivilligt socialt arbejde. I bladets leder skrev jeg bl.a. følgende om debatten om frivillige i det sociale arbejde:

 

»Som formanden for Frivilligrådet, Vibe Klarup Voetmann, skriver i et indlæg i bladet, så strander debatten [om frivillige] ofte i en bekymring for, om frivillige erstatter lønnet arbejdskraft. Vi skal naturligvis hele tiden være opmærksomme på, at der ikke sker et skred i den retning, men hvis vi stirrer os blinde på denne bekymring, så overser vi det frivilligheden kan tilbyde.«

 

 Frivillighed er ikke – og skal ikke være – et alternativ til social-, sundheds- eller pædagogisk faglighed, og det skal heller ikke bare ses som flødeskum på toppen af indsatsen. I stedet skal vi se frivillighed som endnu et redskab, der kan være med til at løfte den samlede indsats for udsatte borgere. Et redskab der kan bidrage med nytænkning, kreativitet og magtfrie rum, hvor bruger og frivillig mødes som medborgere, og ikke som klient og professionel.«

 

Jeg vil benytte dette indlæg til at uddybe min overordnede pointe om, at vi skal gå videre i vores drøftelser af frivillighed og hvad frivillige kan i forhold til ansatte socialfaglige og pædagogiske medarbejdere. Frivillige kan, hvis man bruger dem metodisk i det faglige arbejde, være med til at forbedre og højne kvaliteten af sociale indsatser til gavn for de borgere, som vi ønsker at hjælpe.

 

Netværksvenner, gældsrådgivere og massører
At inddrage frivillige skal bruges som et reflekteret fagligt redskab. Man kan eksempelvis bruge frivilligheden i arbejdet med borgerens sociale relationer i forhold til at dæmme op mod ensomhed og isolation til det omgivende samfund.  Det er det, vi de seneste år har arbejdet på gennem vores frivillige netværksordning, hvor en udsat borger matches med en frivillig med henblik på social kontakt og aktivitet.

 

Altså en slags ’arena’ hvor man kan ’øve’ sig på sociale relationer. Denne arena kan man forholde sig til og reflektere over fagligt og bruge i sit øvrige sociale arbejde med borgeren. Det samme gælder vore madklubber og øvrige aktivitetsbårne initiativer.

 

Med frivilligheden kan man også inddrage andre former for faglighed i arbejdet med de udsatte borgere, som eksempelvis massører eller gældsrådgivere med juridiske og/eller økonomiske baggrunde i arbejdet.

 

Frivillige hverken kan eller skal erstatte lønnet arbejdskraft. Frivillige kan noget andet end ansatte medarbejdere, netop fordi de er frivillige, og dermed ikke en del af det etablerede system. Frivilligheden er i sig selv en styrke, og er forbundet med en særlig faglighed.

 

Den udvikling der sker i disse år er virkelig interessant i forhold til at inddrage frivillige på socialpædagogiske institutioner. Den stiller krav til de frivillige organisationer i forhold til, at vi uddanner de frivillige, så de har en helt klar defineret rolle i forhold til de ansatte medarbejdere.

 

Omvendt stiller det at inddrage frivillige på socialpædagogiske tilbud også store krav til en veldefineret socialpædagogisk faglighed. Hvad er min opgave som pædagog, og hvad er ikke min opgave? Og hvilken rolle kan civilsamfundet spille, og hvordan kan jeg bruge frivilligheden som et reflekteret fagligt redskab? De pædagogiske medarbejdere skal have en koordinerende funktion, og civilsamfundet skal her inddrages som en central aktør – på linje med andre foranstaltninger man bruger i sit faglige arbejde.

 

Det ville være godt hvis debatten om inddragelse af frivillige i socialt arbejde, snart kunne forlade det defensive spor, der handler om frivilligheden som ”flødeskum” og angsten for at frivillige erstatter lønnede medarbejdere. I stedet har vi brug for at stille skarpt på frivillighedens enorme potentiale som faglighed.