fbpx
Frivilligindsatsen

Frivilligindsatsen

Vi tror på det frivillige engagement, og vi har mere end 200 frivillige involveret blandt hjemløse og socialt udsatte.

I WeShelter tror vi på, at frivillige kan noget ganske særligt i arbejdet med socialt udsatte. Derfor arbejder vi for at involvere frivillige i vores arbejde, og vi udvikler løbende nye metoder til inddragelse af frivillige kræfter.

WeShelters frivillige og ansatte arbejder alle ud fra tre værdier: Samarbejde, ambitiøs og alle er værdige.

Samarbejde

Frivillige arbejder tæt sammen på tværs i frivilliggruppen om at få det frivillige arbejde til at fungere. Det kommer eksempelvis til udtryk ved, at frivillige deltager aktivt i projekternes obligatoriske netværksmøder. Vores frivillige arbejder også tæt sammen med det pædagogiske personale på de sociale tilbud, så vi sikrer, at de frivillige projekter bliver synlige og aktive tilbud til brugerne.

Samarbejdet med personalet sikrer også, at vores frivillige projekter er bæredygtige og løbende tilpasses de enkelte institutioner og brugergrupper. Herudover arbejder vores frivillige tæt sammen med borgerne i de enkelte frivillige projekter. Et stærkt samarbejde forudsætter, at alle parter lytter aktivt og byder ind med egne refleksioner, idéer og bekymringer. Det medvirker til at skabe tillid og tryghed, som alle i sidste ende får gavn af.

Ambitiøs

Alle, der er engagerede i WeShelters frivilligindsats er ambitiøse omkring deres frivillige arbejde. De gør altid det bedste, de kan, og alle gør sig umage uanset karakteren og omfanget af ens bidrag. På tværs af projekterne arbejder WeShelter med livskvalitet og trivsel, og vi arbejder ambitiøst og målrettet for, at alle trives i projekterne. Derfor tager de frivillige ansvar for dette sammen med de ansatte på institutionerne og i frivilligindsatsen.

Alle er værdige

Da vores arbejde startede i 1893, var det usædvanligt, at man i socialt arbejde ikke skelnede mellem værdigt og uværdigt trængende. Den lovgivningsmæssige skelnen ophørte officielt i 1933, men der er stadig i dag behov for et ambitiøst samarbejde om at sikre, at udgangspunktet altid er, at ”alle er værdige” i mødet med hver enkelt menneske og som grundlag for de regler og normer, vi sætter i vores samfund.

I WeShelter mødes alle med respekt og som værdige mennesker. Uanset om man er bruger, ansat eller frivillig. Både frivillige og ansatte i WeShelters frivilligindsats lytter, ser muligheder i og taler pænt og respektfuldt til alle. Den enkelte person får lov til at byde ind med det, som han eller hun selv ønsker.

Læs mere om det frivillige sociale arbejde i WeShelter