Det er torsdag, så overskudsbrødet fra det lokale Meyers Bageri er kommet. En sæk fyldt med boller, rugbrød og kanelsnegle står i køkkenet og venter på, at NABO’s cafe åbner for besøgende, og de første æggemader smøres og kaffen sættes over. NABO Center er et frivilligt, anonymt aktivitets- og samværstilbud for psykisk sårbare, placeret i et stille beboelsesområde på det østlige Amager. Set udefra gør det ikke meget væsen af sig. Et skilt i vinduet, viser, at man er kommet til den rette adresse, men ellers er det svært at gætte, hvad huset rummer.
»Mange vil sige, at de kommer for kaffen og vores æggemad«, fortæller socialrådgiver Katrine Olsen.
Æggemaden kan købes i cafeen, der er hjertet i huset, og der hvor man samles over dagens avis, et nørkleprojekt eller måske et puslespil. Huset rummer derudover et væld af rum, hvor ugens mange aktiviteter udfolder sig. Der er også mulighed for at vaske tøj, og i nogle tilfælde kan man også overnatte. Der er åbent alle ugens hele dage året rundt, og alle psykisk sårbare er velkomne.
NABO er præget af liv og en åbenhed. Ikke mindst fordi der altid er noget, man kan kaste sig over. Om mandagen er der spilleklub, gratis massage og fodbold. Tirsdag byder på en madklub drevet af frivillige, onsdag er der bordtennis og dans. Torsdag er der fællesspisning om aftenen og weekenden byder på frokost.
Vi skal se alle, der kommer her
Kerneydelsen på NABO er at give den rette omsorg, forklarer Katrine Olsen. Det er en indstilling og tilgang, der ligger lige under den populære æggemad og alt det, der fylder dagligdagen, og gør NABO til et velbesøgt sted, hvor nye initiativer pibler frem. Der bliver altid sagt hej til alle, så den enkeltes tilstedeværelse anderkendes, man giver gerne hånd, og der bliver holdt øje med, hvordan brugerne har det.
»En stor del af dem, der kommer her, har et meget lille netværk. Nogen ser ikke deres familie, hvis de har en, og for nogen kan det være en kraftanstrengelse af komme ud af døren og herhen. Derfor er det vigtigt, at vi ser alle dem, der kommer ind af vores dør. Det kan godt ligne, at vi fniser og fjanter, og personalet hænger lidt i gardinerne og har det skægt, men vi har jo hele tiden antennerne ude på, at vi ser dem, der kommer her«.
På NABO gør man desuden en dyd ud af, at alle skal bidrage til stedet med det, de nu kan. For alle skal vide, at de er en vigtig del af livet på NABO.
»Meget på NABO sker med inddragelse af brugerne. Det gælder fra alle vores aktiviteter til dagligdagen i cafeen eller når skraldet skal bæres ned. De skal kunne mærke, at det er vigtigt, at de er her, og at de bidrager med noget, netop fordi de dukkede op igen i dag. De er vigtige«.
En usynlig gruppe
Ifølge Katrine Olsen er psykisk sårbare er en gruppe, samfundet har svært ved at rumme. Deres udfordringer, som kan fylde rigtig meget, er usynlige for omverdenen, samtidig med, de oplever, hvordan de fleste instinktivt ved at tage afstand til dem:
»Du kan ikke se, at den person, du står bag ved i køen i Netto, faktisk har det rigtig skidt. Du reagerer måske bare på, at personen bliver sur på medarbejderen. Du ved ikke, at hun har social angst og ikke har været ude i tre måneder«.
Katrine Olsen oplever stadig at psykisk sårbarhed er tabubelagt samtidig med, at det er noget, vi alle reagerer kraftigt på. Derfor oplever NABO’s målgruppe ikke den opmærksomhed ude i samfundet, som eksempelvis et fysisk handicap kan afstedkomme, men nærmere utålmodighed og marginalisering.
Heller ikke på arbejdsmarkedet er der plads til dem, der ikke kan fungere hele året rundt.
»Det arbejde, man kan finde, bliver ofte nærmest fiktivt. Samfundet er ikke indrettet til, at man kan have det rigtig godt i syv måneder, og så pludselig får det skidt og er væk i to måneder. Og sådan er det ofte for vores målgruppe«. Mange af dem, der kommer på NABO er førtidspensionister, men der er en gruppe, der får kontanthjælp eller sygedagpenge, og det sætter dem under stort pres. Både økonomisk, og fordi fornemmelsen af, at de ikke bidrager til samfundet, bider sig fast.
»Når nu der ikke er plads til dem på det almindelige arbejdsmarked, ville jeg ønske, at vi gav dem ro i stedet«, lyder det fra Katrine Olsen.
Hjælper folk videre
På NABO er der plads til alle, men Katrine Olsen og hendes kollegaer forsøger alligevel at sørge for, at NABO ligner omverdenen på den måde, at der er grænser, der ligner dem, brugerne vil møde ude i samfundet:
»De kommer her og bliver accepteret, men de får også at vide, hvornår det er uacceptabelt. Jeg siger ting her, som jeg nok ikke ville sige andre steder som: Spænd lige bukserne ind, eller den helt basale: Sådan taler vi ikke til hinanden. Jeg siger det, så de bedre kan gebærde sig ude i verden«.
Derudover handler det også om at øve nogle sociale kompetencer, som kan forsvinde, når man er meget alene. Derfor gør NABO en dyd ud af at de, til den ugentlige fællesspisning, spiser som man ville gøre det i en familie:
»Vi serverer ikke, maden bliver sat ud på fade, så alle skal dele. Og vi spiser pænt, det kan man godt glemme, hvis man altid spiser alene«.
På den måde arbejder man på NABO for at hjælpe dem, der kommer her, videre på bedste vis. Ofte på mikroplan, som Katrine Olsen kalder det.
»Vi hjælper folk videre ved at give dem et trygt sted, hvor de kan forsøge sig med nogle ting. Hvis de ikke har været ude af døren i tre måneder, så er det fantastisk, at de kan komme herned, få en god kop kaffe og en god snak, så har vi jo allerede hjulpet dem videre. Det handler ikke nødvendigvis om at komme fra A til B, men om alle de små ting, der kan gøre en forskel for den enkelte«.
Bliv fast støtte
Artiklen blev også bragt i Hjemløs nr. 1 2017