Uddrag fra debatindlæg: Vi (WeShelter, ed.) bakker op om, at de mest udsatte skal sættes fri fra beskæftigelsessystemet. Men vi skal huske, at der for mange er værdighed i at være en del af et arbejdsfællesskab. Socialpolitikken skal derfor fortsat have blik for beskæftigelse, så flest mulige udsatte kan blive en del af et arbejdsfællesskab, herunder gennem småjobs og jobs på det sociale frikort.
Udsatte skal ikke skånes for beskæftigelse, men de skal skånes for et uværdigt beskæftigelsessystem.
Væresteder, aktivitets- og samværstilbud og civilsamfundets mange tilbud er vigtige steder for de udsatte mennesker, der kun vanskeligt kan blive en del af en arbejdsplads.
Et led i en værdig socialpolitik er, at der bygges bro mellem det offentlige hjælpesystem og de aktive meningsfulde fællesskaber. Broen skal blandt andet bygges af øgede ensomhedskompetencer og viden om civilsamfundet blandt socialarbejdere. De elementer bør både en ny psykiatriaftale og ny hjemløsereform omfatte.
Nogle mennesker i hjemløshed med behov for støtte til et godt liv i egen bolig siger nej til den kommunale bostøtte, fordi den hjemløse er systemtræt efter mange års kontakt med kommunen. I de mest sørgelige tilfælde er resultatet fornyet hjemløshed, fordi boligen må fraflyttes.
Vi må aldrig give op på et udsat menneske, fordi det ikke tager imod løsningen fra nærmeste hylde.
Den værdige vej er at give det hjemløse menneske ret til selv at bestemme, hvor hjælpen skal komme fra, og dermed give mulighed for at vælge en person fra herberg, hvor en tryg og god relation allerede er etableret. Den selvbestemmelse bør en kommende reform af hjemløse-området omfatte.
Læs hele debatindlægget her.