Den 17. marts 2025
WeShelters nye forperson for bestyrelsen, Henrik Vagner, har sat sig i spidsen for organisationens kamp for at skabe bedre livsvilkår for hjemløse og udsatte i Danmark. Læs med her og bliv klogere på Henrik Vagners syn på social udsathed anno 2025, egne styrker og motivation samt ambitioner for WeShelter.
1. Hvor ser du de største udfordringer for mennesker, der lever i social udsathed i dagens Danmark?
Socialt udsatte mennesker i Danmark kæmper med mange komplekse problemer som hjemløshed, ensomhed og psykisk mistrivsel. I WeShelter ser vi ofte, at når hjemløse mennesker endelig flytter i eget hjem efter mange år på gaden eller herberg, så flytter ensomhed, psykisk mistrivsel med – og risikoen for at ende i hjemløshed igen er stor. Det er nemlig svært at bygge livet op igen, når du ikke har familie eller venner til at hjælpe dig og bygge bro til nye fællesskaber. Så udover at få en bolig, som er til at betale, er en af de største udfordringer at sikre, at hjemløsheden udskiftes med et godt, socialt og meningsfuldt liv i den nye bolig.
2. Hvad er din personlige motivation for at påtage dig rollen?
Jeg påtager mig rollen som forperson for WeShelters bestyrelse fordi, jeg er drevet af en dyb overbevisning om, at vi som velfærdssamfund har en social forpligtelse til at støtte mennesker, som står i sårbare livssituationer. Som forperson for bestyrelsen vil jeg være med til at sikre, at WeShelter forbliver en sund og stærk organisation, hvor de ansatte på herbergerne, de socialpsykiatriske væresteder og sekretariatet samt organisationens frivillige har de rette rammer, der skal til for at hjælpe hjemløse og socialt udsatte til bedre liv.
3. Hvilke styrker og kompetencer bringer du ind i bestyrelseslokalet?
Jeg har 25 års erfaring som leder i både offentlige og private organisationer. I kombination med min uddannelse som jurist og solide erfaring fra bestyrelsesarbejdet i WeShelter og andre sociale tilbud, så mener jeg, at jeg har de rette styrker og kompetencer til at bidrage til WeShelters bæredygtige udvikling.
Derudover bringer jeg et stort netværk i kommunale forvaltninger og blandt politiske beslutningstagere til bestyrelsesbordet. Et netværk, som kan være værdifuldt for WeShelter i arbejdet for at skabe bedre livsvilkår for hjemløse og socialt udsatte.
Jeg har ikke den social faglighed, som de dygtige ansatte i organisationen har, men jeg er overbevist om, at jeg med mine organisatoriske og juridiske erfaring kan supplere deres faglighed, og vi kan skabe et stærkt samarbejde.
4. Hvilken forskel vil du gøre for mennesker i udsathed?
Jeg ønsker, at hjemløse får adgang til boliger, så de har råd til at betale. Men et tag over hovedet, er som sagt ikke nok, når vi skal hjælpe mennesker ud af hjemløshed. Det kræver også, at vi hjælper hjemløse og udsatte mennesker ud af ensomhed og psykisk mistrivsel. Derfor vil jeg arbejde hårdt for, at WeShelter går forrest for fortsat at skabe sammenhængende indsatser på tværs af kommuner og civilsamfundet, så vi kan tilbyde en helhedsorienteret hjælp til hjemløse og socialt udsatte mennesker. En hjælp som både handler om at give husly, omsorg, støtte, rådgivning og om at invitere ind i nye fællesskaber.
5. Hvor er WeShelter om 10 år?
Min drøm er, at vi om 10 år i Danmark har løst problemerne med hjemløshed, ensomhed og psykisk mistrivsel. Men ser vi på problemernes omfang i 2025, så vil der også være behov for WeShelters arbejde i 2035. Derfor er det essentielt, at WeShelter om 10 år fortsat er en central og visionær aktør på hjemløseområdet. Det kræver, at WeShelter fortsætter den bæredygtige udvikling, hvor vi etablerer og udvikler endnu flere og stærke samarbejder på tværs af sektorer. For samarbejde er nøglen, hvis vi som organisation skal skabe værdige liv for endnu flere hjemløse og socialt udsatte mennesker – og ikke kun i København og omegn, men i hele Danmark.