fbpx

Jeg kunne ikke bare flytte tilbage til herberget

Da Ole B. Larsen efter 18 år på et af WeShelters herberger flyttede i egen lejlighed, var det fællesskabet, han manglede mest. Det mest afgørende i overgangen til egen bolig er, at man har et menneske, man kan ringe til, hvis det brænder på, mener han.

I april 2015 fik Ole B. Larsen et brev. Det kom ud til Kollegiet  – et af WeShelters herberger, ude på Gammel Køge Landevej i Valby, hvor Ole havde boet i næsten to årtier.

Brevet var fra Københavns Kommune. Det var et tilbud om en lejlighed. En toværelses i en almennyttig boligforening i Valby. Otte minutter på cykel fra Kollegiet, rent geografisk. Mentalt lå den til gengæld milevidt fra Kollegiets værelser på otte kvadratmeter. Fra forudsigeligheden, fællesskabet, de ugentlige gangmøder og beboernes omsorg for hinanden.

Ole tog en dyb indånding, men satte med det samme sin underskrift på det vedlagte skema og takkede ja til lejligheden og et liv “i egen bolig”.

Svært at slippe fællesskabet
Han var ankommet til Kollegiet 18 år tidligere. Ved nitiden om morgenen på en sommerdag. Med en kuffert. Efter noget tids flakken rundt på venners og bekendtes sofaer og to år med overnatninger på herberget Himmelekspressen i udkanten af Sydhavnen.

»Man skulle lige finde ud af, hvad Kollegiet var for et sted. Men det var meget hyggeligt, og jeg fik mit eget værelse og kunne låse min egen dør indefra og sige, at her er jeg nu. Det nød jeg virkelig. Det er ikke almindeligt, at man bor der så længe. Efter reglerne skal man helst i egen lejlighed efter et halvt år. Men jeg var der efter en paragraf, hvor jeg kunne bo der længere. Og det blev så til 18 år,« fortæller Ole.

»Jeg havde det godt derude. Der var altid nogen i nærheden, der kunne holde øje med én. Jeg holdt øje med naboerne på gangen, hvor vi var 20. De holdt øje med mig. Vi hjalp hinanden. Jeg var beboerrådsformand flere gange, og jeg gik til alle de begravelser, jeg kunne komme til. Der var en del, der satte træskoene. Og nogle tog deres eget liv. Men der var en masse fællesskab.«

 

 

Nye møbler og nyt netværk
Frygten for at stå uden det fællesskab fik Ole til at udsætte livet i egen bolig. Men da Kollegiet skulle renoveres, og antallet af værelser skæres ned fra 150 til 100, kunne han godt læse skriften på væggen og meddelte kommunen, at han var klar til at flytte.

Kommunen gav ham et lån på de 10.000 kroner, han skulle betale indskud, og en rekvisition til IKEA. Han købte køleskab, et bordkomfur med ovn, et skab, et bord, fire klapstole, en kommode og en seng. Gennem Røde Kors fik han en sofa, et sofabord og en lænestol. Møblerne fyldte den tomme toværelses ud. Men ikke mere, end at han den dag i dag stadig kun bruger det ene af værelserne.

»Når man kommer fra otte kvadratmeter og får 46, skal man jo nærmest have et kompas for at finde toilettet. Nej, jeg bliver inde i stuen. Der har jeg det godt. Jeg gider heller ikke købe et fjernsyn mere til det andet værelse, og jeg skal altså have et fjernsyn, når jeg vågner om natten«, siger Ole.

Den første aften i den nye lejlighed var fjernsynet kærkomment selskab. Det eneste, han havde. Godt nok havde han været ude og se området og lejligheden inden og fået en lille sludder med sin irske nabo. Men ellers kendte han ingen derude.

»Når man har sagt a, må man også sige b. Jeg kunne ikke bare flytte tilbage til Kollegiet. Jeg tænkte den slags tanker mange gange i starten, men jeg kunne jo ikke lave det om. Det er ikke sjovt ikke at kende nogen. Men i dag har jeg lært folk i min opgang og i området at kende og fået nye netværk og et nyt fællesskab,« fortæller Ole og tilføjer:

»Men der findes også mange, der synker længere og længere ned, når de flytter i egen bolig. Der var en, der flyttede ud fra Kollegiet lidt før mig, til samme område. Han døde ved juletid. Han havde ingen strøm i lejligheden mere – den var taget, fordi han ikke havde fået betalt regningen. Men man skal jo læse sine aviser om aftenen – og hvad gør man så? Man tænder stearinlysene. De brændte bare helt ned, og han faldt i søvn og døde af kulilteforgiftning. Og der var ingen, der hørte noget, for branden var kun i hans lejlighed.«

En tryg barndom og en omflakkende ungdom
Bortset fra Kollegiet er der ikke mange steder, Ole har boet ret længe ad gangen. Han blev født i Faxe og voksede op i en kernefamilie med en søster, en bror, en far, der var pedel på et plejehjem og sidenhen kirketjener, og en mor, der altid var hjemme og lavede varm mad og hyggede om børnene. En harmonisk opvækst, som Ole husker den. Også selvom de flyttede en del.

Efter folkeskolen blev Ole uddannet bager. Men så tog han til København, gjorde militærtjeneste og blev ansat som togrevisor ved DSB. Han lærte alle zonerne udenad og fandt ud af, at han ikke ville være bager mere. I stedet tog han alle mulige ufaglærte jobs, og efter lidt tid på kontanthjælp flyttede han til Aarhus og blev voksenlærling.

I 1978 blev Ole som 27-årig udlært tjener fra Vejby-Risskov Hallen i Aarhus. Det første tjenerjob lå i Frederikshavn. Derefter flyttede han til Midtjylland.

Det var omkring det tidspunkt, det skete.

»Den dag var jeg på arbejde i Nordjylland og blev hentet af min overtjener, som sagde, jeg skulle ringe hjem. Det var min mor, der havde fundet ham. Min far havde været i gang med at vaske køkkengulv, men manglede lige det sidste. Og så var han gået ind og havde hængt sig. Og hvad kan man gøre?«

Hjemløs
Nogle år senere flyttede Ole til Rønne. Han sejlede frem og tilbage mellem Rønne og Ystad og serverede på Bornholmstrafikken. Han blev på Bornholm i seks år.

»Jeg nød virkelig at være på Bornholm, men når jeg ikke var på “trafikken”, så var der ikke noget arbejde. Som reservetjener havde jeg en eller to gange om ugen. Jeg fik heldigvis også noget understøttelse, men når der ikke var arbejde, kom jeg heller ikke ud. Man kunne gå ned på Store Torv i Rønne og se, hvad der skete, og ellers sad man bare derhjemme. Og så gik der for mange bajere i den, simpelthen. Men det var der ikke noget at gøre ved.«

Ole ville til København, og i mangel af bedre slog han til, da han fik mulighed for at leje et værelse i Ålsgårde i Nordsjælland. Men øllene blev der ikke færre af, og han fik ikke betalt husleje. Det var sådan, han endte med at bo på sofaer rundt omkring. Og senere på Himmelekspressen. Familien brugte han aldrig i alle de år, han var hjemløs. Indimellem ringede han hjem til sin mor. Men ellers havde de ikke meget kontakt.

»Jeg fik weekendarbejde på Orø Kro, så jeg var på Orø fra fredag til søndag og overnattede kun på Himmelekspressen i hverdagene. Det var et dejligt sted, men problemet var, at man skulle være ude fra klokken otte om morgenen til 18 om eftermiddagen. Og det er lidt hårdt at være det. Der er jo bibliotekerne og varmestuerne, men hvis det regner, og man bliver syg, har man ikke noget sted at være. 7-9-13 var jeg heldigvis aldrig syg i de to år.«

Skal aldrig ud i hjemløshed igen
Nu er det over fire år siden, Ole fik eget tag over hovedet. Og han nyder tilværelsen som folkepensionist, selv om han har mere travlt end nogensinde. Hans lommebog er fyldt op med de aftaler og arrangementer, som hans store engagement i socialpolitisk arbejde og foreningsarbejde kaster af sig. I de hjemløses landsorganisation SAND, i boligforeningens bestyrelse og i et hav af andre sammenhænge. Men livet som hjemløs har også efterladt sig spor.

I juni 2019 kom det pludselig lidt for tæt på. Noget var gået galt i bankens system, og Oles husleje var ikke blevet betalt. Han modtog en rykker dagen før, han skulle af sted til Folkemødet på Bornholm og kunne ikke nå at gøre noget.

»Om mandagen fik jeg fat i boligselskabet og aftalte, at jeg ville få banken til at udrede fejlen. Men den dag var bankens it-system nede, så jeg måtte sætte mig til at vente på, at systemet var oppe igen. Det kom det klokken 15:45, og banken lukker klokken 16. Så det var nervepirrende. Jeg var så gal, at det var lige før, jeg slog bankbestyreren ned,« griner Ole.

»Men jeg fik betalt den husleje. Og bagefter var jeg meget lettet, for jeg tænkte på, om jeg skulle ud på gaden igen. Jeg kæmpede med mine tanker. Der kommer nogle følelser op, når sådan noget sker. Jeg prøver at holde orden. Jeg har Betalingsservice på nogle ting, og andre ting vil jeg godt lige selv se blive betalt. Jeg skal ikke ud i hjemløshed igen.«

Nogen til at holde øje med én
Når det kommer til socialpolitiske holdninger, er Ole, der er Socialdemokrat, ikke i tvivl om, hvad der skal til: flere billigere boliger, flere herbergspladser, en afskaffelse af zoneforbudsloven og mere støtte – særligt til dem, der bor på gaden. Men det er også vigtigt med støtte til dem, der flytter i egen bolig. For overgangen kan godt føles ensom og skræmmende.

»Da jeg flyttede ud i min egen lejlighed, havde kommunen lovet mig en støttekontaktperson. Men der gik et halvt år, før jeg fik en. Jeg havde ringet til dem adskillige gange for at høre, hvornår sker der ville ske noget, men fik bare at vide, at de ikke havde nogen folk i øjeblikket. Men så var jeg i en landsdækkende avis med et interview og billeder af mig og min lejlighed. Og de må åbenbart læse aviser i Københavns Kommune, for dagen efter sendte de en støttekontaktperson. Det var et mærkeligt sammentræf, synes jeg.«

Siden har Ole fået en netværksven gennem WeShelter, og det “arrangerede venskab” er vokset og er kommet til at betyde rigtig meget. Og det kan være altafgørende, at man har en, man kan ringe til, når noget brænder på.

»Uha, det kan være meget forskelligt, hvad man har brug for støtte til. Hver eneste person har forskellige behov. Har man fået betalt sine regninger? Er der noget, der ligger og flyder? Det kan være 117 ting. Men at man har en, man kan ringe til – at der er nogen, der holder lidt øje med én – det er bare rigtig vigtigt.«