Nabocenter Amager søger en socialfaglig medarbejder (32 timer) med socialpædagogiske kompetencer og erfaring indenfor AST-området.
Nabocenter er et aktivitets- og samværstilbud for borgere med psykisk sårbarhed. Vi arbejder recovery orienteret med fokus på udvikling, medansvar og brugerinddragelse. Vores primære opgave er at skabe rammer for brugerne, så de kan indgå i meningsfulde fællesskaber og opbygge et netværk med hinanden, med henblik på at bidrage til den enkeltes livskvalitet – i og udenfor Nabocenter. Dette sker bl.a. gennem samvær og ophold i vores café og gennem fællesmøder, aktiviteter, samtaler samt hjælp med praktiske opgaver i huset.
Din hverdag i Nabocenter
Som socialfaglig medarbejder i Nabocenter består dit arbejde af en kombination af understøttende socialpædagogisk arbejde og forskelligartede praktiske opgaver i huset. Du får blandt andet en hverdag, hvor du skal være med til at varetage Nabocenters daglige cafédrift i samarbejde med kolleger og interne og eksterne frivillige, med alt det praktiske som dette tilhører. Du får også ansvaret for nogle af Nabocenters aktiviteter. Vi kan nævne at vi eksempelvis har aktiviteter såsom madlavning, fællessang, IT mv. Har du en særlig interesse for IT og madlavning, er dette meget velkomment, men ikke et krav.
Derudover vil du også få arbejdsopgaver i NABO Satellitten, som er et opsøgende tilbud til borgere med psykisk sårbarhed, der vil ud af ensomhed og videre til et fællesskab. Dvs. at du blandt andet også vil få en udgående funktion, hvor du udover besøg hos borgere også har kontakt med samarbejdspartnere såsom psykiatri, boligforeninger, kommune mv.
Arbejdstiden er fordelt på både hverdage, weekender og helligdage og med ca. en ugentlig aftenvagt i hverdagene til kl. 20.15. Nabocenter har lukket om lørdagen, så der er aktuelt ingen lørdagsvagter. Der er altid som minimum to medarbejdere på arbejde både om aftenen og i dagtimerne. Du indgår i et fast 5 ugers rul, og der er mulighed for at bytte vagter med dine kolleger.
Læs mere om vores åbningstider på www.nabocenter.dk.
Læs mere om målgruppen og vores arbejde på www.nabocenter.dk og weshelter.dk/projekt/nabo-center/.
Vi tilbyder en arbejdsplads:
- Med stærke værdier og en høj grad af medansvar og faglighed
- Hvor brugerne er i fokus
- Med en erfaren og velfungerende medarbejdergruppe
- Som rummer mange forskelligartede opgaver og udfordringer
- Som har plads til udvikling og gode idéer
- Hvor medarbejdere modtager supervision
Vi forventer, at du:
- Som minimum har en Bachelor-uddannelse og erfaring med målgruppen
- Har lyst til at løse både dagligdags praktiske samt pædagogiske opgaver
- Besidder en høj pædagogisk faglighed
- Har en empatisk, anerkendende og løsningsfokuseret tilgang med respekt for brugernes forskelligheder
- Kan tage initiativ i forhold til egne ansvarsområder
- Kan samarbejde med både brugere, kolleger og frivillige
Ansøgningsfrist den 24. september 2024.
Samtalerne finder sted onsdag den 2. oktober 2024.
Yderligere oplysninger kan fås hos daglig leder Betina Sandberg Christensen på tlf. 2673 9922
Ansøgningen sendes til: bs@nabocenter.dk
Nabocenter Amager
Portugalsgade 10
2300 København S