VELUX FONDEN støtter forskning i frivillighed i Housing First

VELUX FONDEN støtter forskning i frivillighed i Housing First

Med støtte fra VELUX FONDENs HUMpraxis-program vil Roskilde Universitet og WeShelter i de kommende tre år undersøge og styrke inddragelsen af frivillige i kommunernes Housing First-indsats, hvor mennesker der lever i hjemløshed tilbydes en bolig, inden der tages fat i deres øvrige problemer.

Den 21. november 2023

Den nye hjemløsereform fra 2023 stiller nye krav til bostøttearbejdet på herbergerne og i kommunerne. Målet er, at det hjemløse menneske ikke skal opholde sig på herberget i længere end tre måneder, før det tilbydes en bolig. Samtidig tilbydes det hjemløse menneske efter Housing First metoden støtte fra lønnede bostøttemedarbejdere i overgangen til egen bolig.

Når det handler om at gøre op med ensomhed og social isolation kommer de lønnede bostøttemedarbejdere imidlertid nemt til kort. Frivillige har andre forudsætninger. Frivillige kan derfor supplere bostøttemedarbejdernes arbejde og hjælpe det hjemløse menneske med at skabe et hjem, blive en del af fællesskabet og fastholde den nye bolig. Derfor tilbyder WeShelter, at hjemløse mennesker, der flytter i egen bolig, kan blive koblet op med en frivillig netværksven.

Nyt forsknings- og udviklingsprojekt undersøger samarbejdet på tværs
Samarbejde mellem kommune og civilsamfund er en central del af Housing First tilgangen. Samarbejdet på tværs af sektorer er imidlertid ikke altid lige til. Det viser såvel forskning som WeShelters erfaringer fra mange års arbejde med at udføre frivilligt socialt arbejde i samarbejde med kommuner og sociale tilbud. Men hvad skal der til for at kommunens bostøttemedarbejdere og frivillige fra civilsamfundet kan spille godt sammen og gøre en positiv forskel for et tidligere hjemløst menneske, der netop er flyttet i egen bolig? Det skal undersøges i et nyt forsknings- og udviklingsprojekt.

”Mennesker der lever i hjemløshed har ofte komplekse sociale problemer og oplever ensomhed og social isolation. Det kan gøre det svært at få et godt liv i egen bolig. Men frivillige netværksvenner kan hjælpe”, fortæller lektor og forskningsleder på projektet Catharina Juul Kristensen fra Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet.

”De frivillige og de hjemløse møder hinanden som ligeværdige mennesker, der har valgt at skabe et venskab. Det giver et unikt udgangspunkt for at gøre op med ensomhed og social isolation.”

”Inddragelse af frivillige i støttearbejdet kommer dog ikke af sig selv”, fortæller Catharina Juul Kristensen videre. ”Det er derfor både relevant og vigtigt at skabe ny viden og udvikle nye metoder til at inddrage de frivillige i arbejdet”.

Praksisnær og anvendelsesorienteret viden
Der findes endnu ingen dansk forskning om inddragelse af frivillige i det kommunale Housing First-relaterede bostøttearbejde. I WeShelter er direktør Ole Abildgaard Mikkelsen derfor taknemmelig for støtte fra VELUX FONDEN.

“WeShelter har et strategisk mål om at skabe praksisnær og anvendelsesorienteret viden, som kan være basis for at give den rette sociale hjælp. Jeg er derfor meget taknemmelig for støtten fra VELUX FONDENs  HUMpraxis-program, som vil bidrage til at skabe ny dybdegående forskningsbaseret viden om frivillighed i Housing First i praksis”.

Ole Abildgaard Mikkelsen ser med stor forventning frem til samarbejdet med forskerteamet fra Roskilde Universitet.

”Jeg ser meget frem til samarbejdet mellem dygtige forskere fra Roskilde Universitet og praktikere fra WeShelter. Sammen skal vi skabe ny dybdegående viden om, hvordan kommunale bostøttemedarbejdere kan bygge bro til frivillige indsatser, som kan støtte tidligere hjemløse i at blive en del af fællesskabet og finde styrken til at holde fast i et godt liv i egen bolig. Det er der brug for, hvis vi skal gøre op med ensomhed og social isolation blandt de mest udsatte i Danmark og forhindre fornyet hjemløshed.”

Fakta om forsknings- og udviklingsprojektet

  • RUC og WeShelter har opnået støtte fra VELUX FONDENs HUMpraxis-program til forsknings- og udviklingsprojektet ”Integration af frivillighed i den kommunale Housing First-indsats – en styrket indsats for borgerne”.
  • Formålet med forsknings- og udviklingsprojektet er at bidrage til at skabe et for de tidligere hjemløse meningsfuldt liv i egen bolig, reducere fornyet hjemløshed og ensomhed og skabe grundvidenskabelig viden derom.
  • Støtten fra VELUX FONDEN er på 5.7 mio. kr. over tre år.
  • Forsknings- og udviklingsprojektet vil blive gennemført i tæt samarbejde med tre kommuner, der i praksis arbejder med at integrere frivillige i arbejdet efter Housing First metoderne.
  • Forsknings- og udviklingsprojektet ledes af lektor på RUC Catharina Juul Kristensen og direktør i WeShelter Ole Abildgaard Mikkelsen.
  • Udover Catharina Juul Kristensen deltager fra RUC professor Hanne Warming og professor Anders Ejrnæs i forskerteamet. Der skal desuden ansættes en Ph.d.-studerende i projektet.

 

Om VELUX FONDEN
VELUX FONDEN er en almennyttig fond, der støtter aktive ældre, øjen- og aldringsforskning samt humanvidenskabelige, kulturelle, sociale og miljømæssige formål for at fremme det danske demokratiske samfund på et oplyst, inkluderende og bæredygtigt grundlag. I 2022 uddelte VELUX FONDEN 311 millioner kr.

VELUX FONDEN er stiftet i 1981 af civilingeniør Villum Kann Rasmussen – grundlægger af bl.a. VELUX A/S og andre firmaer i VKR Gruppen, der har til formål at bringe dagslys, frisk luft og et bedre miljø ind i menneskers hverdag.

Om HUMpraxis
HUMpraxis-programmet fokuserer på at komme med konkrete løsninger på aktuelle samfundsudfordringer gennem samarbejde mellem forskere fra human- og samfundsvidenskab og praktikere fra miljø-, socialområdet eller voksenlivets overgange og forandringer. Hermed samler HUMpraxis-programmet VELUX FONDENs forskellige uddelingsområder i en tværgående indsats.

Målet er at få skabt originale forskningsresultater og få dem omsat til bæredygtige løsninger, der kan fremme et demokratisk og bæredygtigt samfund på et oplyst og inkluderende grundlag.

For yderligere information, kontakt:
Lektor på Roskilde Universitet, Catharina Juul Kristensen, 51 55 54 48
Direktør i WeShelter, Ole Abildgaard Mikkelsen, 51 92 61 00