”Jeg er i god tid og er her allerede” står der i sms’en.
Jeg får øje på Bjørn Roland Steffensen på gadehjørnet overfor. Han vinker til mig og lyser op i et stort smil i skyggen fra den bagende sommersol på Vesterbrogade.
Bjørn har taget det tidlige morgentog fra Fredericia til København – en by som han elsker, men som også rummer mange svære minder.
Vi skal tale om Bjørns liv og kampen for at få det godt igen efter et københavnereventyr, som gik helt galt. Og så skal vi tale om, hvorfor Bjørn har sagt ja til at være en del af WeShelters LGBT+ Panel, hvor LGBT+ personer deler deres erfaringer fra et liv i udsathed eller hjemløshed for at kunne hjælpe andre udsatte LGBT+ personer.
27 steder
Bjørn er vokset op i Jylland. Ikke ét sted, men mange forskellige steder – og uden sin familie.
“Min far døde, da jeg var fem eller seks år, og min mor kunne ikke tage hånd om min bror og mig. Derfor er jeg vokset op på mange forskellige institutioner i Jylland, når kommunen igen valgte at flytte mig til en ny institution, ny by og ny skole – i alt har jeg nok boet 27 steder i mit liv”, fortæller Bjørn.
Udover at vokse op uden familie, har Bjørn også kæmpet med mobning lige meget hvilken ny institution, ny by eller ny skole, han startede på. Og Bjørn oplevede et stort svigt fra de voksne, når han søgte hjælp.
“Når jeg gik til de voksne, så fik jeg ofte svaret: Hvad har du gjort selv? Og når du er barn, så begynder du til sidst at tro, at der er noget galt med dig – du giver simpelthen dig selv skylden for, at andre mobber dig”, fortæller Bjørn, mens hans smilende øjne bliver fraværende for en stund, og han kommer i tanke om en oplevelse.
“En gang var jeg vildt ked af det og gik til en voksen på den institution, hvor jeg boede. Hendes svar til mig var, hvis vi tager alle dine følelser og pakker dem ned i en kasse og låser kassen, så sætter vi kassen herop på hylden, så tager vi den snak en anden dag”.
Men til trods for, at Bjørn er blevet mobbet som barn, fordi han var anderledes, og senere i livet oplevet mobning og diskrimination, fordi han var homoseksuel, har han alligevel formået at holde fast i sig selv og sine værdier.
“Mobning på arbejdspladser har altid været forbundet til min homoseksualitet. Jeg er ikke blevet kaldt homofobiske øgenavne, men homofobien har altid ligget under overfladen. Jeg husker engang, at jeg blev klaget over til chefen for at flirte med en kollega, men jeg havde ikke gjort noget udover at være venlig overfor personen”, fortæller Bjørn og tilføjer:
“En chef sagde også til mig: “Prøv at være dig selv”. Men jeg kan jo ikke være mere mig selv, end jeg er. Så når jeg går ud ad min dør i dag, så forsøger jeg stadig at møde verden med nysgerrighed, imødekommenhed og ærlighed. For det er mine værdier – men mine følelser, de er stadig pakket lidt væk i en kasse”.
Københavnereventyr
Nysgerrigheden på et nyt liv og ønsket om at møde andre LGBT+ personer som sig selv fik Bjørn til at pakke tasken i 2018 og drage til København.
“Jeg boede i Randers, men jeg savnede virkelig at møde andre som mig. I Randers var der ikke noget LGBT+ miljø og ikke så mange tilbud. Så sammen med en kammerat drog jeg på eventyr til København”, fortæller Bjørn.
Men det som skulle have været et københavnereventyr begyndte med en tragedie, som satte dybe spor i Bjørn.
“Jeg havde en kammerat i København, som jeg havde talt med om at finde et sted sammen. Men 14 dage efter jeg var flyttet til København, så døde han pludselig. Lige der mistede jeg mit fodfæste i livet”, siger Bjørn stille.
Efter kammeratens død blev Bjørns københavnereventyr til en voldsom historie præget af sorg og jagt efter ly for natten på sofaer og i lejligheder i Tårnby, Amager, Hvidovre, Nørrebro og Christianshavn. Hans bagage blev fyldt op med grænseoverskridende oplevelser, stoffer og fester for at glemme.
Midt i alt kaosset forsøgte Bjørn at finde ro og fandt fodfæste igen, da han fik en lejlighed på Amager og arbejde som rengørings- og serviceassistent på Psykiatrisk Center Sct. Hans. Men så kom Corona-epidemien og væltede Bjørns liv igen. Stofferne tog overhånd, han mistede lejligheden og var hjemløs igen, og det psykiske kaos kastede ham rundt.
“En dag kunne jeg ikke klare mere og kunne ikke se nogen vej ud af kaosset. Derfor tog jeg en overdosis med vilje og røg i døgnbehandling i Vordingborg”, fortæller Bjørn og trækker vejret dybt.
Forfra, forfra, forfra
Efter døgnbehandling i Vordingborg fortsatte kaosset for Bjørn, som søgte hjælp på væresteder og herberger. Men her oplevede Bjørn, at det var svært at være som LGBT+ person.
“Jeg har flere gange oplevet, at personalet på herberger og væresteder har sagt til mig, at jeg selv opsøgte problemer, hvis jeg var ærlig om min homoseksualitet. Men hvorfor er det i orden at tale om, at du er heteroseksuel og ikke homoseksuel?”
For at komme ud af hjemløsheden, forsøgte Bjørn også at få hjælp fra kommunen, men her oplevede han heller ikke at blive mødt med respekt og forståelse for sine psykiske problemer og situation.
“Der var hele tiden et nyt mål, som jeg skulle nå. En ny ting som jeg skulle klare, efterleve og efterkomme. Jeg blev meget stresset af alle de kriterier, som de stillede op for mig. Og jeg oplevede ikke, at der var én personlig eller omsorgsfuld samtale, hvor der blev lyttet til min historie. Det var bare hele tiden forfra, forfra, forfra. Og svaret var hele tiden, at jeg skulle have boet på en fast adresse i to år for at kunne blive indstillet til en bolig i København”, fortæller Bjørn.
“Ingen vej frem at se sig tilbage”
Omkring Bjørns håndled snor sig en tatovering med ordene “Ingen vej frem at se sig tilbage”.
“Det er et citat fra bandet Danser med Drenge, som jeg elsker”, fortæller Bjørn og løfter håndleddet, så jeg kan se hele tatoveringen.
Efter en lang kamp blev Bjørn diagnosticeret med PTSD (Post Traumatisk Stress Syndrom) og borderline og fik tilkendt førtidspension. Og ordene omkring Bjørns håndled er overskrift for Bjørns tilgang til livet i dag. For efter et københavnereventyr, som har sat store ar på sjælen, besluttede Bjørn at tage hånd om sit liv.
“Da det hele blev alt for meget, opgav jeg kampen med kommunen om at blive indstillet til bolig i København. Jeg tog hånd om mit liv og valgte at flytte til Fredericia, hvor jeg har en fætter, for jeg har jo aldrig boet tæt på min familie. Og så er Fredericia et knudepunkt for tog til hele Danmark, så jeg nemt kan komme på tur”, fortæller Bjørn med et smil.
I dag lever Bjørn et roligt liv i Fredericia. Hans fokus er på at skabe sig et godt liv og lære at leve med sine kroniske selvmordstanker og angst.
“Jeg har lovet mig selv aldrig at flytte fra Fredericia, for jeg er glad for at bo i rolige omgivelser og tæt på stranden, hvor jeg kan gå lange ture. Og så har jeg også fået nye venner”, siger Bjørn og lyser op.
Dele erfaringer
Selvom Bjørn har fået tildelt førtidspension, så har han masser af planer og drømme om at dele sine erfaringer til fordel for andre LGBT+ personer i udsathed. Og derfor har han sagt ja til at være en del af WeShelters LGBT+ Panel, hvor han, sammen med andre LGBT+ personer, deler sine oplevelser med psykisk sårbarhed og hjemløshed.
“Mit københavnereventyr har givet ar på min sjæl. Men måske mine erfaringer kan være med til at lette andre LGBT+ personers kamp og hjælpe dem til at stå fast ved deres værdier og sætte grænser ”, siger Bjørn.
Og Bjørn har også flere idéer til, hvordan politikerne kan hjælpe udsatte LGBT+ personer.
“Jeg mener, at politikerne skal oprette flere tilbud for LGBT+ miljøet. F.eks. krisecentre, hvor udsatte LGBT+ personer kan møde andre, de kan spejle sig i og føle sig trygge. Det vil gøre en kæmpe forskel”, slutter Bjørn.
Udover at gøre en forskel i WeShelters LGBT+ Panel, så har Bjørn også planer om at gøre en forskel for LGBT+ personer i Fredericia. Han har allerede været til møde hos borgmesteren og fremlagt sine idéer til, hvordan Fredericia kan skabe et sted for LGBT+ miljøet i byen.