fbpx
WeShelter ny partner i Hjem til Alle alliancen

WeShelter ny partner i Hjem til Alle alliancen

Nyt partnerskab: WeShelter træder ind i Hjem til Alle alliancen for at sikre flere unge adgang til bolig, støtte og fællesskaber.

Den 20.april 2023

Tiden er inde til nytænkning af, hvordan herbergs- og civilsamfundssektoren bedst muligt understøtter en fornyet hjemløseindsats med fokus på at hjælpe flere varigt ud af hjemløshed.

For at styrke samarbejde på tværs og bidrage med over 130 års erfaring med hjemløshed, ensomhed og psykisk mistrivsel, træder WeShelter nu ind i Hjem til Alle alliancen.

Direktør i Hjem til Alle, Kira West, ser frem til samarbejdet, og betoner samtidig vigtigheden af, at en aktør som WeShelter går aktivt ind i omstillingen af hjemløseindsatsen:

”Vi er midt i en omstilling af hjemløseindsatsen, hvor vi skal hjælpe mennesker varigt ud af hjemløshed. De civilsamfundsorganisationer, som har herberger og indsatser for mennesker i hjemløshed, er helt centrale aktører både nu og fremover i hjemløseindsatsen, hvor deres indsatser skal i spil på nye måder. Derfor glæder vi os til at WeShelter med deres mange års viden og erfaringer og deres engagement i omlægning af hjemløseindsatsen bliver en del af alliancen.”

Også WeShelters direktør, Ole Abildgaard Mikkelsen ser frem til samarbejdet:

”I vores arbejde blandt hjemløse unge oplever vi igen og igen, at et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem forskellige aktører på bolig- og socialområdet er nøglen til at sikre hjemløse unge et godt liv i egen bolig. Derfor er det en stor glæde, at WeShelter nu træder ind i Hjem til Alle alliancen. Jeg er overbevist om, at vi sammen kan give flere hjemløse unge et nyt hjem og sikre den nødvendige støtte, som er afgørende for, at de unge kan skabe sig et nyt og godt liv i egen bolig. WeShelter ser frem til samarbejdet, og vi glæder os til at bidrage med viden om, hvordan civilsamfundets ansatte og frivillige kan være med til at sikre en god overgang mellem herberg og egen bolig og en plads i nye positive fællesskaber.”

Læs mere om Hjem til Alle alliancen her