Tekst: Jane Fogedby / Foto: Ro Slotø
“Skal vi sætte os her,” siger Benny, og tager plads i hjørnet af den lyse sofa foran det store vindue, som vender ud mod gården, hvor træerne er begyndt at springe ud i aprilsolen.
Det er næsten tre måneder siden Benny fik tilbudt en etværelses lejlighed på Østerbro. Og i dag kan han byde indenfor i sit nye hjem, hvor han er i gang med at indrette sig efter at have boet over syv år på WeShelters herberg Kollegiet på Gl. Køge Landevej i Valby.
Benny slukker for radioen, og tager mig med på en rejse tilbage gennem et langt liv fyldt med musik, stort ansvar, eventyr, fællesskab og hjemløshed.
Et liv, som startede i indre København.
“Min morfar havde sejlet hele sit liv, og da han stoppede, lagde alle mulige mærkelige mennesker fra hele verden til kaj i deres lille lejlighed.”
Benny
Musik på 2. sal
Benny voksede op i en lille lejlighed oppe under taget på 4. sal i Larsbjørnsstræde.
“Min storebror var 17 år ældre end mig, så han var flyttet hjemmefra. Så det var altså mig, mine to søstre og forældre på 4. sal. På 2. sal boede min morfar og mormor, og det var sgu aldrig kedeligt hos dem,” fortæller Benny og fortsætter:
“Min morfar havde sejlet hele sit liv, og da han stoppede, lagde alle mulige mærkelige mennesker fra hele verden til kaj i deres lille lejlighed. Med min morfar på mundharmonika spillede de musik sammen, så taget var ved at flyve af huset. Så hver gang mig og mine søstre havde chancen, så smuttede vi ned på 2. sal til morfar, mormor og musikken.”
Benny var 8 år, da han fik en guitar i hånden for første gang. Og som 14-årig fik Benny en specialbygget bas af sin morfar.
“Min morfar blev syg, da jeg var 14 år. Han havde en særlig gave i tankerne til min konfirmation, men vidste ikke, om han ville leve frem til dagen. Derfor sendte han mig alene til Jylland, for at hente en specialbygget båndløs bas hos guitarbyggeren Johnny Mørk udenfor Århus. Den har jeg stadig i dag.”
Morfaren døde tre uger før Benny blev konfirmeret, og musikken på 2. sal rejste med Benny videre i livet.
Brand på Bornholm
Efter folkeskolen og et år på Midtsjællands Efterskole kom Benny i Civilforsvaret.
“Ja, dengang blev du bare indkaldt. Ikke noget med selv at vælge. Sådan som det nok bliver igen. Jeg blev uddannet paramediciner i Civilforsvaret, som i dag hedder Beredskabskorpset.”
Benny sejlede til Bornholm og blev en del af ’Brand og Redning’. Der var mange gårdbrande på Bornholm dengang, og én brand brændte sig fast hos Benny, som kun var i begyndelsen af tyverne.
“Vi blev kaldt ud til ildebrand på en gård, hvor første melding lyder, at alle er reddet ud,” fortæller Benny og ser på mig med et alvorligt blik.
“Under slukningen brænder den ene længe ned. Vi får senere at vide, det var her, at den 16-årige pige lå og sov på sit værelse. Vi vidste bare ikke, at hun var derinde i branden”, siger Benny dæmpet og tilføjer:
“Det var sgu ikke sjovt at være med til.”
“Jeg måtte jo tage mig af dem”
Efter at have hjulpet mennesker som paramediciner på Bornholm tog Benny tilbage til København. Han startede i lære som autolaker, men fandt hurtigt ud af, at han ikke kunne tåle lakken. I stedet åbnede han sit eget autoværksted på Trekronergade i Valby. Men pludselig var der mennesker, som havde brug for Bennys hjælp igen. Denne gang var det Bennys storesøster og tre små niecer.
“Min ældste storesøster drak for meget. Da jeg havde betalt hendes elregning tre gange, så tænkte jeg, det her går bare ikke. Så flyttede Lonnie, Pia og Lilian hjem til mig og min kæreste Jette i Albertslund,” fortæller Benny og fortsætter:
“Ja, pludselig havde jeg tre børn: En i vuggestue, en i børnehave og en, der skulle starte i skole. Jeg måtte jo tage mig af dem,” siger Benny og smiler.
Med ansvaret for tre børn og et travlt autoværksted passerede årene hurtigt i Albertslund. Og pludselig var niecerne blevet voksne og flyttet hjemmefra.
På motorcykel gennem Europa
Efter at have taget sig af søsterens børn i mange år, besluttede Benny, at det var tid til at se lidt af verden.
Benny tænker tilbage på alle sine motorcykelture gennem Europa.
“Når jeg havde sparet nok op, så kørte jeg ud i det blå på min motorcykel. Jeg har været over hele Europa, undtagen Rumænien og Bulgarien,” siger Benny med stolthed i stemmen og lægger hånden på sin motorcykelhjem, som er flyttet med ind i det lille nye hjem på Østerbro.
Gennem årene blev det til mange motorcykelture. Hver gang mødte Benny mange mennesker på sin vej, men han vendte altid hjem til Albertslund, kæresten Jette og autoværkstedet efter en måned eller to på Europas landeveje.
Men en dag var det kærestens tur til at rejse, men uden en hjemrejse i kalenderen.
“Ja, pludselig ville Jette flytte til Israel. Hendes jødiske rødder trak i hende. Og hun ville have mig med. Men jeg skulle sgu ikke til Israel. Hun flyttede i 1998. Det var da trist, men hvad kunne jeg gøre ved det. Sådan var det,” fortæller Benny og ser ud ad vinduet.
Efter kæresten var rejst, besluttede Benny at lukke autoværkstedet helt ned og rejse væk. Denne gang til en gammel skolekammerat i Bakersfield udenfor San Francisco. Det blev til 1,5 år i USA, hvor Benny reparerede biler og fik livet i Danmark på afstand. Men savnet efter Danmark trak alligevel Benny hjem til København.
“Mit liv blev svært at få til at hænge sammen. Jeg gik psykisk ned og mistede mit job og min lejlighed, fordi jeg ikke fik betalt huslejen i tide. Ja, pludselig var jeg hjemløs.”
Benny
Endelig eget hjem
Benny kom tilbage til København. Autoværkstedet var lukket, så i stedet begyndte han i voksenlære som anlægsgartner. De næste ti år arbejdede Benny som anlægsgartner i København, mens han flyttede fra lejlighed til lejlighed. Det blev også til seks år som bartender på en bodega i Istedgade, inden livet blev for
svært for Benny.
“Mit liv blev svært at få til at hænge sammen. Jeg gik psykisk ned og mistede mit job og min lejlighed, fordi jeg ikke fik betalt huslejen i tide. Ja, pludselig var jeg hjemløs”, fortæller Benny og sætter stille kaffekoppen på sofabordet.
I dag, efter syv og et halvt år på herberget Kollegiet, har Benny endelig fået et hjem igen. Og i den etværelses lejlighed på Østerbro er Benny i gang med at bygge sit liv op igen.
“Jeg havde ingen møbler, så seng, bord og reoler, det har jeg fået fra WeShelter. Og så har jeg købt sofaen, men firmaet mangler stadig at levere klædeskabet, selvom det er to måneder siden, at jeg købte det,” griner Benny.
Men efter mange år i hjemløshed skal der mere til at slå Benny ud.
“Det kommer nok det klædeskab. Det kan sgu ikke nytte noget at lade sig slå ud af det,“ siger Benny og ser over på plastikposerne med tøj i hjørnet af den lille lejlighed.
“Musik og fællesskab har altid betydet meget for mig”
Kærligheden til musikken fik Benny fra sin morfar, og når han har penge til det, så tager han til koncerter med sin ven Richard, som han har mødt på herberget, og som for nylig også har fået eget hjem i Brønshøj.
“Richard og jeg var til koncert med Dave Matthews Band i Royal Arena. Og sidste år hørte vi Iggy Pop i Søndermarken i København, han kan sgu stadig. Ja, musik og fællesskab har altid betydet meget for mig,” siger Benny og smiler.
Det er ikke kun fællesskabet om musikken, som har været en del af Bennys liv i mange år. Det har politik også. Benny har været medlem af SF siden 1979. Og været en aktiv del af lokalforeningerne rundt i København.
“Ja, jeg har været medlem af SF’s lokalforeninger i både Albertslund, indre by, Valby og nu kommer jeg i SF’s lokalforening på Silkeborggade på Østerbro,” fortæller Benny.
Om lidt er det Arbejdernes internationale kampdag, og der skal Benny selvfølgelig i Fælledparken. For verdensmanden Benny har arbejdet hele sit liv og tog ansvar for sine tre niecers barndom. Da livet blev svært, fik han brug for hjælp til at finde fodfæste igen. Og efter mange år i hjemløshed lykkes det endelig at få et hjem igen. I dag er Benny så småt og godt ved at komme på plads i sin lyse etværelses lejlighed på Østerbro. Der er dog noget, som mangler.
“Ja, der måtte sgu godt være noget mere fællesskab herude. Nogle børn, som larmer lidt ude i gården. De er jo alle over 60 år herude. Jeg synes, der skulle bo alle mulige forskellige mennesker og ikke kun os gamle. Ja, jeg er selv 67 år”, siger Benny og slår ud i en høj latter og tilføjer:
“Men altså jeg synes, det går meget godt.”
Lige nu venter Benny på et opkald fra WeShelter, som søger efter en person, der vil være frivillig netværksven med Benny. For selvom Benny siden indflytningen har haft besøg af vennen Richard, niecen Pia og Andreas, som er hans bostøtte fra WeShelters herberg Kollegiet, så vil Benny gerne have flere gæster i sit nye hjem, så stuen kan blive fuld af liv og musik – ligesom hos Bennys morfar og mormor på 2. sal i Larsbjørnsstræde.
Hvad er en frivillig netværksven?
Mange hjemløse og udsatte føler sig ensomme og har få eller ingen mennesker at dele livet med. En frivillig netværksven i WeShelter er en frivillig, som tilbyder sit venskab. Gennem venskabet hjælper den frivillige med at bygge bro til nye fællesskaber uden for herberget eller værestedet – og er med til at hjælpe hjemløse, som har fået eget hjem, med at bygge livet op igen.
Vil du læse andre fortællinger fra livet som hjemløs — og om WeShelters kamp mod hjemløshed og ensomhed? Så læs Magasinet Hjemløs 2024, der netop er kommet på gaden.