fbpx
Covid19-udbrud på herberget Kollegiet Gl. Køge Landevej

Covid19-udbrud på herberget Kollegiet Gl. Køge Landevej

Der er smitteudbrud på herberget Kollegiet Gl. Køge Landevej, som er en del af WeShelter. 13 af de i alt 97 hjemløse beboere på Kollegiet er konstateret smittede med Covid19.

Den 18. januar 2021

Smitte på et herberg for hjemløse er særdeles alvorligt. Kollegiet har derfor sat alt ind på at hjælpe de smittede hjemløse beboer og forebygge yderligere smitte:

”Når først en beboer på et herberg som Kollegiet bliver smittet, så kan smitten desværre sprede sig hurtigt. Selvom beboerne har deres eget værelse, så bor de tæt – og ikke alle har eget bad og toilet. På trods af besøgsrestriktioner, rengøring, afstand, værnemidler og test på test på test, har vi ulykkeligvis fået pandemien inden for dørene. Vi gør hvad der står i vores magt for at hjælpe de smittede beboere. Samtidig har vi sat alle sejl ind for at undgå yderligere smitte til de raske beboere på Kollegiet”, fortæller forstander for Kollegiet, Nikolaj Olsen.

Otte af Kollegiets medarbejdere er også konstateret smittede. De ikke-smittede medarbejdere knokler nu i nødberedskab for at holde yderligere smitte fra døren og samtidig sikre driften af herberget.

Hjemløse skal foran i vaccinekøen

Mange hjemløse har et svækket helbred og lavt immunforsvar efter et hårdt liv på gaden, og med stort indtag af rusmidler. Det øger risiko for alvorlige sygdomsforløb og i værste fald død som følge af smitte med Covid19. På herberget Kollegiet gælder det særligt den del af beboerne, som bor på herbergets boform efter Servicelovens §107, hvor beboerne er plejekrævende.

Vores helt store ønske er derfor, at myndighederne vil prioritere vacciner til Danmarks hjemløse:

”En stor del af Danmarks hjemløse er særligt udsatte for alvorlige sygdomsforløb og død, hvis de bliver smittet med Covid19. Hertil kommer, at mange hjemløse ikke har mulighed for at isolere sig fra andre mennesker. Enten fordi de lever og sover på gaden, fordi de sover tæt sammen med andre eller fordi de bor på et herberg. Det betyder samlet set, at hjemløse udover at være i særlig risiko for sygdom og død, potentielt også er i særlig risiko for at bære smitten videre. Derfor bør vi aldeles omgående få sendt vacciner ud til Danmarks hjemløse”, lyder det fra WeShelters direktør, Ole Abildgaard Mikkelsen.

Siden sidst i december har Danmark i gennemsnit vaccineret ca. 8.000 mennesker om dagen. 6.400 mennesker lever i hjemløshed i Danmark.

For at mindske yderligere smitte gennemføres bl.a. følgende tiltag:

  • Daglig test af medarbejdere med lyntest og ved mistanke om smitte lyntest af beboere.
  • Fællesområder på Kollegiet er lukket ned for at undgå smitte – herunder b.la. cafeen.
  • Servering af mad og kaffe er lukket ned. Beboere kan bestille mad, som bliver portionsanrettet og bragt til værelset.
  • Ikke-smittede beboer modtager kun gæster udefra efter aftale med de ansatte.
  • Der gennemføres intensiv og ekstra rengøring/desinfektion af alle fællesarealer, som f.eks. gange samt fælles bad og toiletter.
  • Brug af værnemidler og afstand samt generelt reduktion af møder og kontakter mellem beboere og ansatte.
  • Beboeres møder med eksterne samarbejdspartnere afholdes online eller per telefon.

Arbejdet med at bekæmpe smitten sker i samarbejde med Københavns Kommune og Styrelsen for Patientsikkerhed.

For mere information:

Forstander for Kollegiet, Nikolaj Olsen

Telefon: 40 45 05 49

Mail: nikolaj@kollegiet.info

Direktør for WeShelter, Ole Abildgaard Mikkelsen

Telefon: 51 92 61 00

Mail: om@weshelter.dk