»De fleste af spillerne på denne her etage kalder jeg for blå stue, de kan godt selv finde ud af at komme op til tiden«.
I dag sørger Birger for morgenvækning af fodboldspillerne på herberget Kollegiet Gl. Køge Landevej. Han vil være sikker på, at alle fra ‘De skøre bolde’, som de kalder sig, er klar til Sjællandsmesterskabet i fodbold for udsatte, der skal afgøres i Roskilde. Hjemløs har fået lov til at tage med på tur.
Opvarmning og afbud
Fra blå stue fortsætter Birger hurtigt op på første sal. Gangen, vi kommer ind i, er snæver og mørk, og en tæt lugt af træ og røg følger os. Birger banker på den første dør, men der kommer ikke noget svar.
»Hvis Per er oppe, er han helt sikkert nede hos Gokke«, siger han og fortsætter sin runde. Vi støder ind i to yngre mænd, der begge giver Birger et varmt håndtryk og et klap på skulderen.
»I skal klæde om hjemmefra, og selvom solen skinner, er det koldt. Så godt med tøj på, gutter«, siger Birger med et smil, inden han fortsætter ned i Kollegiets café.
Her sætter vi os med en kop kaffe ved vinduet, hvor solen har varmet rummet op. Andre spillere støder til. Birger finder turneringsplanen frem og indtaster et nummer på sin mobil.
»Godmorgen min ven, er du på vej? Nå okay. Jamen, det skal du ikke være. Okay, kram til dig og hav nu en god dag, ikk?«. Opkaldet var til en tidligere beboer, der har meldt afbud.
»Ærgerligt for os, men godt for ham, at han har fået arbejde«, siger Birger til de andre og begynder at rette spilleplanen til. Flere og flere beboere samles omkring bordet, og stemningen i caféen er god. Per, der ellers ikke var hjemme, dukker også op. Han har været tidligt oppe og i svømmehallen for at varme op til dagens kampe.
Pusterum
Vi tager toget til Roskilde. Det bliver 20 stille minutter i kupeens bumlen, og et par spillere når et hurtigt hvil. Stilheden afbrydes af meldingen: »Næste station: Roskilde«, og stemningen stiger, da vi hopper ud af toget, og heavy-metal musik strømmer ud af én af beboernes rygsæk.
Der sker ifølge Birger noget helt særligt med beboerne, når de forlader Kollegiets faste rammer på Gl. Køge Landevej.
»Det er et pusterum at komme væk fra Kollegiet. Det er fedt at bevise, at vi godt kan selv, vi har ikke brug for at blive holdt i hånden. Det er på den måde, man finder ud af, at man kan meget mere, end man selv tror«.
På vej mod Roskilde Torv, hvor to boldbaner er sat op foran domkirken, bliver der snakket strategi, og spørgsmålet er hvem, der skal stå på mål i kampen mod de unge drenge fra Sandholmlejren.
»Jeg kan tydeligt huske, hvor hårdt de unge drenge skyder. Sidst nåede jeg lige at sætte hovedet frem, inden bolden kom farende«, siger Per og demonstrerer sit hovedstød ud i luften.
På torvet er der allerede en stor gruppe mennesker samlet foran banerne. Nogle giver håndtryk, andre kram og enkelte giver kontante skulderstød efterfulgt af et smil og et nik. Der er et væld af farvestrålende fodboldtrøjer, veltrimmede frisurer og store buskede skæg. Ved siden af banen ligger en mand og laver mavebøjninger med en cigaret i mundvigen.
Foto: Ann-Kathrine Kværnø
Selvmål med vinderstemning
Opvarmningen afbrydes af en kvindestemme i mikrofon, der annoncerer de første hold, der skal gøre sig klar: »Næstved mod De skøre bolde«. Dagens første kamp bliver også dagens udfordring for Birger og hans medspillere. De taber 3-1, delvist forårsaget af et selvmål. Kollegiet vinder til gengæld de næste to kampe, så stemningen er god, da bliver serveret sandwich med chorizo og kalkun og varm kop kaffe i hvide plastikkrus.
Heavy metal-musikken skiftes ud med Kim Larsens Hvileløse Hjerte, og spillerne sætter sig i rundkreds med tæpper og jakker over deres bare fodboldben.
»Der er altid high fives, kram og god karma. På banen er man ens, selvom man sagtens kan se forskellene«, fortæller Birger.
Da spillerne kommer tilbage til Kollegiet, er der stegt flæsk på menuen, og der skal stemmes til beboerrådsmødet. Birger stiller ikke op, da han om to uger flytter fra herberget og i sin egen lejlighed. Derfor er han også ved at finde andre beboere, der kan overtage hans arbejde med De skøre bolde.
»Jeg kommer virkelig til at savne Kollegiet, men nu har jeg boet her i to år, og jeg er mæt. Jeg synes jeg skylder at være der for nogle andre«, siger Birger og kigger over på et sort-hvidt fotografi af sine teenagedrenge, der står i en tyk, sort træramme midt på hans reol. De skøre boldes fællesskab har han dog ikke tænkt sig at slippe.