fbpx
Derfor er jeg frivillig: Jeg vil gøre en forskel for andre

Derfor er jeg frivillig: Jeg vil gøre en forskel for andre

Julie Vogelsberger, 44 år, underviser hver anden uge i yoga på værestedet Pegasus. Hun fortæller her, hvad hun får ud af sit frivillige arbejde.

WeShelter tilbyder gratis yoga på vores herberger og væresteder. WeShelter-yoga er rolig yoga tilpasset de mennesker, der deltager i undervisningen, hvor psykisk eller fysisk sygdom, misbrug og ensomhed ofte er en del af hverdagen. Yogaundervisningen er en rar stund i fællesskab med andre med fokus på nærvær og velvære og at mærke sin krop. Det kan være et skridt på vejen mod større egenomsorg.

Hvorfor er du frivillig i WeShelter?
Jeg vil gøre en forskel for andre i min hverdag. Det er noget, der ligger mit hjerte nært.

Hvad får du ud af at være frivillig hos WeShelter?
Jeg lærer en masse af det. Jeg har savnet kontakt til ”virkeligheden”, når jeg har undervist i almindelig yoga. Det kan lyde meget avanceret, men det betyder bare, at jeg har undervist længe i de pæne yogakredse. For dem handler yoga tit om styrke og smidighed nu og her. I WeShelter er jeg tit lidt nervøs, når jeg kommer til timerne. Jeg ved ikke, hvem der kommer. Jeg ved ikke, hvordan de har det. Det er nogle andre udfordringer, og det ryster op i mine rutiner som lærer, for det kræver, at jeg er fuldt ud til stede.

Hvad er for dig den bedste grund til at være frivillig?
Det giver mig en anden tilgang til vores menneskelighed. For mange af dem, der bruger tilbuddet om yoga, er det grænseoverskridende at møde op, og når de viser deres sårbarhed over for mig, så skal jeg håndtere den. Det gør, at jeg også mærker min egen sårbarhed. Og så har de en mere umiddelbar og legende tilgang til bevægelserne. De har ingen automatpilot, som dem, der har dyrket yoga i mange år, der for eksempel automatisk går i gang med en bestemt vejrtrækning.

Hvad er din bedste oplevelse som frivillig?
Nogle gange er det nogle helt simple oplevelser. Som sidste gang jeg underviste. Der bad jeg dem klappe på hele kroppen, for at vække den. Og så grinede vi alle sammen, fordi alle kunne mærke, at det gør noget godt, og det føles sjovt at klappe på benene og numsen. Og fordi jeg ikke er dansker, så siger jeg nogle gange noget fjollet, som vi også kan grine af.

Hvad lærer du af at være frivillig?
I WeShelter foregår yoga-træningen på stole, og mange af dem, der kommer til timerne hos WeShelter, har en historie og er ikke vant til at mærke sin egen krop. Nogen vil måske helst undgå at mærke kroppen, hvis de for eksempel har en historie med alkohol. Derfor får jeg som lærer nogle helt umiddelbare reaktioner, som jeg ikke får, når jeg underviser andre hold. Derfor skal jeg være mere opmærksom på, hvor meget jeg kan udfordre dem i undervisningen, for de gør ikke nødvendigvis det, jeg siger. For eksempel når jeg beder dem tage strømperne af, er det ikke sikkert, de gør det, og jeg kan godt lide, at jeg taber lidt kontrol. Rent fagligt giver det mig en idé om, hvor forskellige vi er, og at vores behov er forskellige.