»Vi ved, hvordan det er at bo på Café Klare. Vi ved, hvor frustrerende det er, og hvor håbløst det føles. Jeg har selv stået i det, og nu kan jeg vise kvinderne, at man faktisk godt kan komme videre«.
Esther er 48 år, og hun har netop afsluttet et undervisningsforløb, så hun nu er klar til at arbejde frivilligt blandt hjemløse, som overnatter på natcaféen Café Klare, et herberg for kvinder på Vesterbro i København. Ved siden af Esther sidder Jasmin på 24 år. Hun har også fulgt undervisningen, og tilsammen udgør de nu det første team af peer-støtter, der tilknyttes natcaféen.
En peer-støtte er en frivillig med en baggrund, der minder om dem, de skal være frivillige blandt. Både Esther og Jasmin har været hjemløse og begge har tilbragt deres nætter på Café Klare og fået hjælp og rådgivning af stedets personale. I dag bor de begge i egne lejligheder, men det seneste halve år er de alligevel vendt tilbage til Klare én gang om ugen for at blive oplært i, hvordan de kan bruge deres erfaringer til at hjælpe andre.
»Jeg tror, at hvis det var mig, der havde haft en peer-støtte, da jeg var hjemløs, så ville det have givet mere håb. Man kan være virkelig være langt nede, når man bor på Klare. Det var det sidste sted, jeg ønskede at være, og alligevel var der kvinder her, som havde det værre end mig. Det kan se meget håbløst ud, men jeg kan måske vise, at det ikke behøver at være sådan«, siger Jasmin.
Vi skal bare være tilstede
Ifølge de få studier, som findes på området, kræver en succesfuld peer-indsats, at modtagerne af peer-støtten møder en person, der kan sætte sig ind i deres situation, forstå deres følelser og se kompleksiteten i deres udfordringer. Og som er villig til at lytte.
Det kan både Esther og Jasmin nikke genkendende til. De regner med, at deres vigtigste indsats kommer til at bestå i at lytte til kvinderne på caféen.
»Der er personale på Klare, der siger, at det hele nok skal gå, men det kan være svært at høre. Hele verden kan rende en, når man bor her. Vi kan vise kvinderne, at man godt kan komme videre. Det er ikke bare noget, personalet siger, for selvfølgelig siger de en masse ting for at hjælpe, men den der rigtige tro på det, den er svær«, forklarer Esther, og Jasmin fortsætter:
»Det er anderledes at tale med nogen, der selv har været på Klare, end med personale. Selvom de er rigtig søde og dygtige, så er det her noget andet. Jeg er her frivilligt, og jeg ved, hvad kvinderne går igennem«.
En ny rolle
For Jasmin og Esther handler deres indsats om at hjælpe andre, men som peer-støtte er målet samtidig, at de også selv får noget ud af forløbet og arbejdet som frivillig.
»Det bliver fedt for kvinderne og for os, for vi vil gerne hjælpe, og jeg vil gerne blive klogere på, hvordan man snakker med folk, og have mere viden«, siger Jasmin.
Samtidig er de begge bevidste om, at det er en ny rolle, de træder ind i. De sidder sammen med kvinder, men de kan altid gå hjem i deres egen seng, når aftenen er omme. Som Esther siger:
»Det bliver meget mærkeligt at være den, der skal hjælpe, når man har været den, der skulle hjælpes. Nu skal vi sidde der og hjælpe kvinderne til en bedre fremtid. Jeg vil bare gerne gøre det bedste for dem, som er der, hvor jeg selv har været«.
Giv et bidrag