Idræt hjælper mennesker ud af hjemløshed

Idræt hjælper mennesker ud af hjemløshed

Med støtte fra TrygFonden skal WeShelter sammen med OMBOLD, Danmarks Idrætsforbund og VIA University College hjælpe hjemløse gennem idræt.

Den 23. september 2022

Idræt kan noget helt særligt. For ud over at idræt holder kroppen sund og stærk, så kan idræt også skabe nye venskaber, nye fællesskaber og bygge bro mellem mennesker og lokalsamfundet. Tre ting som er afgørende, når man skal hjælpe mennesker ud af hjemløshed og støtte tidligere hjemløse i at skabe sig et godt liv i egen bolig.

Fra fodbold til projekt

Ideen til projektet om at udvikle en idrætscertificering til herberger opstod, da herbergsbeboere på WeShelters herberg Kollegiet Gl. Køge Landevej for nogle år tilbage begyndte at spille fodbold sammen med OMBOLD, som er et fodboldfællesskab for hjemløse og socialt udsatte.

“Vi oplevede, at beboerne, som var med til OMBOLDs fodboldstævner for hjemløse, begyndte at få en meget stærk identitet omkring fodbold. Pludselig tog beboerne ejerskab i forhold til at rekruttere nye beboere til stævnerne. De hængte sedler op på herberget og prøvede at få andre beboere med på holdet. Det var her idéen om at arbejde med idræt som et pædagogisk redskab på herbergerne tog fart,” fortæller Lise Trier Larsen, organisationskonsulent i WeShelter.

OMBOLD og WeShelter søgte derfor TrygFonden om midler til projektet, og midlerne kom i mål i januar 2022. Og i tæt samarbejde med Danmarks Idrætsforbund (DIF) og VIA University College er OMBOLD og WeShelter i fuld gang med at udvikle en idrætscertificering til herberger.

OMBOLDs direktør, Martin Pedersen, er overbevist om, at en idrætscertificering kan gøre en stor forskel for beboerne på landets herberger.

“Vi har et tæt samarbejde med en række herberger og kan se, hvordan idræt skaber positive livsforandringer for samfundets allermest udsatte mennesker. Idræt er frem for alt med til at skabe sociale relationer og fællesskaber med andre, hvilket er rigtigt vigtigt, når man som tidligere hjemløs skal til at stå på egne ben i en ny bolig. Det er de erfaringer, som idrætscertificeringen skal bygge videre på.”

Herberget Kollegiet får idrætscertificering

WeShelters herberg Kollegiet på Gl. Køge Landevej i Valby bliver det første herberg i Danmark til at få en idrætscertificering. Her skal ledelsen og medarbejdere på herberget uddannes i at bruge idræt som et pædagogisk redskab til at hjælpe hjemløse og tidligere hjemløse til at indgå i lokale idrætsfællesskaber.

“Vi har i mange år prioriteret fysiske aktiviteter og bevægelse, da vi kan se, at det giver beboerne på herberget noget at være sammen om og skaber fællesskab. En idrætscertificering vil give personale og ledelse endnu bedre forudsætninger til at fortsætte dette fokus i vores måde at arbejde med beboerne på vores herberg. For os handler det om at skabe sunde og gode sociale relationer på herberget, men også at give vores beboere de bedste forudsætninger for overgangen til egen bolig,” siger Nikolaj Olsen, som er forstander på Kollegiet.

Boldene i luften og foreningslivet på banen

Det er ikke kun fodbold, som kan samle hjemløse. Også andre bolde er i luften, når idrætsaktiviteter skal engagere hjemløse til at være med på banen.

“Et liv i hjemløshed er hårdt for kroppen og psyken. Derfor skal vi tilbyde mange forskellige idrætsaktiviteter, hvor alle kan være med. Det kan f.eks. være petanque, hvor vi inviterer en lokal petanque-idrætsforening ud på Kollegiet for at afholde træningsdage for beboerne. Og bagefter kan en medarbejder fra herberget og beboere tage på besøg i foreningen. På sigt er målet, at foreningen opretter et petanque-hold for hjemløse og tidligere hjemløse med særlige behov,” forklarer Lise Trier Larsen fra WeShelter.

Men for at projektet skal komme helt i mål, og idrætten for alvor kan bane vejen for, at hjemløse og tidligere hjemløse kan skabe sig et godt liv i egen bolig, så er der netop et stort behov for at lokale idrætsforeninger og klubber engagerer sig i projektet.

“Vi har brug for, at foreningslivet er på banen, og de lokale idrætsforeninger og klubber er med på at tage et socialt ansvar, hvis vi skal skabe de bedste rammer for, at hjemløse og tidligere hjemløse kan træde ind i nye lokale idrætsfællesskaber, som kan hjælpe dem ud af hjemløsheden – og sikre de ikke falder tilbage,” fastslår Lise Trier Larsen fra WeShelter.

Idrætscertificeringen af herberget Kollegiet går i gang i sensommeren 2022. Håbet er, at idrætscertificeringen vil sprede sig til flere herberger i Danmark.

Foto: OMBOLD