“Nå, vil du gerne have en historie?”, siger Mads med sin københavnske accent og ser på mig.
Med et fast håndtryk, smilende øjne og en kæk bemærkning fra Mads, er vores møde godt fra start.
Det er slut marts, og forårssolen varmer rigtig for første gang udenfor caféen, hvor jeg møder Mads. En ung mand, som fra en tidlig alder har taget hånd om sig selv, stået uden et hjem, men nu er klar til at starte forfra igen efter flere år i hjemløshed.
Vi bestiller højbelagt smørrebrød og sætter os sammen, godt pakket ind i tæpper, i caféens gårdhave. Og Mads begynder at fortælle sin historie.
Smidt ud
I dag er Mads 23 år. Men på trods af sin unge alder har han allerede oplevet livet fra den hårde side, da han for tre år siden pludselig stod uden et hjem.
“Mig og min mor kunne ikke sammen. Vi har haft vores problemer, siden jeg var 13 år. Hun har aldrig sagt, jeg skulle gå i skole. Så jeg tror, jeg havde 80% fravær fra 7. til 9. klasse. Jeg fik bare lov til at gå for mig selv. Men da jeg blev 15-16 år, sagde min mor, at hvis jeg ikke ændrede min stil, så ville jeg blive smidt ud. Jeg havde også lavet en del kriminalitet, så jeg kan da egentlig godt forstå, hvorfor jeg blev smidt ud hjemmefra. Men det er da stadig sørgeligt”, fortæller Mads med en rolig stemme.
Efter Mads blev smidt ud af sin mor, flyttede han ind hos sin moster i tre måneder. Men der var to små børn, så det var ikke den bedste løsning. Men storebroren havde plads.
“Jeg boede sammen med min bror i et lille års tid. Men da han røg i fængsel, så mistede jeg lejligheden. Vi havde lejet den af en af min brors venner, men selvom jeg betalte husleje til min brors ven, så kom fogeden pludselig ud af det blå, og sagde jeg skulle gå”, fortæller Mads. Med ingen steder at gå hen flyttede Mads på herberg. Først på et herberg udenfor København, og derefter boede han lidt over to år på Ungeherberget Sporsløjfen, som er en del af WeShelter.
Men i dag, efter flere år uden sit eget hjem, bor Mads i sin egen lejlighed i København. Og han er klar til at starte forfra.
Forfra
Det er seks måneder siden nu, at Mads fik besked om, at han havde fået en ungdomsbolig. Og han er i gang med at bygge sit liv og hverdagen op igen i sin nye lejlighed.
“Ja, det er en superfin lille lejlighed på 37 kvm. Jeg har en seng, som jeg har fået med fra WeShelter. Og så har jeg to borde, som min moster har købt til mig – og en sofa, som jeg selv har skaffet. Det er jo ikke en kæmpe lejlighed, men til gengæld er den nem at gøre ren”, siger Mads med et blink i øjet og tilføjer:
“Så jeg synes ikke, jeg har så meget at klage over. Jeg får det til at fungere. Det bliver jo bedre og bedre med tiden. Men det er første gang, at jeg bor alene, så jeg skal lige finde ud af, hvordan man gør med rutiner og sådan. Men jeg synes, det går fint nok”.
Og efter flere år på herberg skal Mads finde ud af mange ting for første gang i livet.
“Jeg synes, det med mad og kost har været svært. Hvad skal jeg spise? Og hvad giver mening økonomisk, så jeg får noget ud af det sådan rent nærings- og glædesmæssigt. For mad er jo noget, man bliver glad af. Men pastaretter er billigt. Rugbrødsmadder også. Jeg går gerne i to tre butikker efter gode tilbud, specielt nu hvor det er så dyrt “, siger Mads og tager en stor bid af smørrebrødet med rejer og æg.
Selvom Mads er flyttet i egen lejlighed, så har han stadig en varm kontakt til personalet på Ungeherberget Sporsløjfen. Her smutter han forbi en til to gange om ugen til en kop kaffe og sludder om, hvordan det går i den nye lejlighed. Og så kommer han stadig i den sociale madklub om onsdagen, hvor frivillige fra WeShelter tilbereder aftensmad sammen med de unge herbergsbeboere og spiser i fællesskab.
Personalet på ungeherberget har også arbejdet på at skabe en god relation mellem Mads og hans nye bostøtte fra Københavns Kommune. Således at Mads får den rigtig hjælp til at komme godt i gang med livet på egen hånd.
Planen
For det er ikke kun indkøb af mad, som Mads skal have styr på for første gang. Sammen med en bostøtte fra Ungeindsatsen i Københavns Kommune har han også lagt en plan for at finde et arbejde.
“Jeg har søgt lidt forskelligt, efter jeg fik mit sociale frikort, men det er lidt svært, når det eneste jeg har lavet i livet, det kan jeg ikke skrive på mit CV”, siger Mads og tilføjer:
“Men mig og min bostøtte fra Københavns Kommune har lagt en super fin plan, synes jeg. Faktisk skal jeg til jobsamtale på et plejehjem på mandag, hvor jeg skal hjælpe med nogle praktiske opgaver i køkkenet. Og hvis der er tid, så kan jeg også sætte mig med de ældre og ryge en smøg og drikke en kop kaffe. Så det håber jeg at få, det kan jo være det er det, man har lyst til at lave videre i livet“.
Udover at finde job, så er Mads også i gang med at finde ud af, om han har ADHD. I den forbindelse har han talt med en psykolog og skal nu have sin egen læge til at stille diagnosen. Mads vil ikke have diagnosen for at få medicin, men i stedet handler det om at forstå sig selv.
“Altså, jeg synes ikke rigtig medicin giver nogen mening nu, hvor jeg snart bliver 24 år. For mig er det mere en anerkendelse på en eller anden måde. Og lære at forstå mig selv, og hvorfor jeg reagerer sådan og sådan. Ja, finde ud af hvordan man bedre kan styre sit liv. Jeg tænker også, at jeg kan bruge den viden, når jeg skal ud til en arbejdsgiver”, siger Mads.
Og sidste del af planen er at stoppe med at ryge hash.
“Jeg røg min første joint, da jeg var 12 år. Og så startede jeg rigtig med at ryge, da jeg var 15-16 år og har røget siden. Min storebror og min far har solgt hash, så jeg så min første klump hash, da jeg var seks år gammel hos min far, hvor jeg var hver anden weekend. Så det har altid være en del af mit liv. Men nu har jeg ikke røget de sidste par uger”, fortæller Mads.
Et værdigt liv?
Spørger du Mads, om han føler han har et værdigt liv, så kommer svaret hurtigt.
“Ja, jeg føler, at jeg har et værdigt liv. Det har jeg, og det har jeg altid haft. Jeg går meget op i respekt, og hvis du vil have respekt, så skal du også respektere personen, som sidder foran dig. Jeg har altid plads til din holdning, og det vil jeg altid have. Det er sådan, jeg er blevet opdraget. Det har ikke været nemt med min mor, men hun har da i det mindste givet mig et eller andet moralsk kompas”.
Men Mads’ oplevelse af mødet med systemet har ikke altid været værdig eller respektfuld.
“Det kommer jo af, at jeg synes ikke, jeg er blevet rigtig behandlet som menneske. Du er bare et tal. Jeg har fortalt min historie til 1.000 mennesker, blevet sendt ud i alt muligt, som ikke har hjulpet mig, så mister du tilliden”, fortæller Mads.
En vigtig opgave for personalet på Ungeherberget Sporsløjfen, udover at give husly til unge i hjemløshed, er også at genopbygge kontakten og tilliden mellem de unge og systemet. Og i dag har Mads fået en god relation til de mennesker, han har kontakt til fra Københavns Kommune.
“I dag taler jeg med de samme mennesker. Og de kender min situation, forstår mig og lytter til mine ønsker. Og nu synes jeg, at jeg har det superfint med de mennesker, som jeg har kontakt med fra det offentlige”, siger Mads.
Drømme
Selvom Mads lige er flyttet ind i sin første lejlighed og er i gang med at finde ud af hverdagen og søge job, så har han ligesom andre unge mennesker også masser af store drømme for sin fremtid.
“Jeg vil rigtig gerne ud at rejse. Hvis jeg vandt i Lotto, så ville jeg rejse til Asien. Det er min største drøm. Ikke af nogen speciel årsag, jeg vil bare gerne se en anderledes kultur. Bare ud og se verden, altså – noget andet end den her betonklods, som vi bor i”, siger Mads og griner.
Udover at rejse, så drømmer Mads også om at være økonomisk fri.
“Ja, blive økonomisk fri på en eller anden måde. Hvor jeg kan investere penge. Du ved, så du har penge og ikke skal tænke over, hvad en pakke pølser koster i butikken. Økonomisk fri og så rejse, det er de store drømme, jeg har”.
Det er nu
Til trods for at Mads, meget tidligere end mange andre unge mennesker, har måttet klare sig selv gennem livet og kæmpe sig ud af hjemløshed, så har Mads en ro og en tro på sin egen styrke.
“Jeg er en survivor. Og det har jeg altid været. Det er ikke sådan, jeg er blevet opdraget, men fordi jeg har været tvunget til at klare mig selv fra en ung alder, så er det sådan, jeg er blevet. Sådan tror jeg, at det er for de fleste unge, som er socialt udsatte”, forklarer Mads og tilføjer:
“24 år om lidt. Det er nu, jeg skal holde fanen højt og holde fast i de gode planer, som jeg har lagt for mit liv”.
Mads ønsker at være anonym, og derfor optræder han ikke i artiklen med sit rigtige navn.
Foto: Rasmus Slotø