Den 9.september 2022
Af Jane Fogedby
“Welcome,” siger Khidir med et stort smil og åbne arme, da han lukker døren op til sin nye et-værelses lejlighed på Østerbro i København. “JA, jeg er meget glad for min nye lejlighed,” siger Khidir og smiler med hele ansigtet, mens han viser rundt i køkkenet, badeværelset og det store værelse.
Khidir byder indenfor i sit nye hjem. Foto: Kathrine Norsk
Det store, lyse værelse har han indrettet med seng, sofa, tøjstativ, kommode og et lille bord med stol, som han har fået med fra WeShelter – møbler, som er doneret af private mennesker.
Lyset skinner ind gennem vinduerne, hvor Khidir har hængt et par hvide gardiner op til at skygge lidt for solen. Khidir sætter sig på stolen og giver mig plads i den bløde råhvide topersoners sofa.
Det er tre måneder siden, at Khidir flyttede fra herberget i Valby, hvor han boede i tre år, efter han mistede sin lejlighed i Vanløse og blev hjemløs. Bag Khidirs smilende brune øjne og varme velkomst ligger en lang rejse, et stort savn, masser af gåpåmod og drømme for fremtiden.
Fra Sudan til Østerbro
Khidir er opvokset i Nordsudan. Han er uddannet journalist og har arbejdet mange år i Sudan og andre lande i Afrika og Mellemøsten. I starten af 90’erne rejste han til Dubai for at arbejde og finde fred for borgerkrigen, som brød ud i 1983. Her arbejdede han i flere år og levede et godt liv med egen lejlighed og bil indtil en aften, hvor den sudanesiske ambassade i Dubai bankede på Khidirs dør.
“De bankede på min dør, og så tog de bare mit pas, fordi jeg var journalist. Og uden mit pas kunne jeg jo ingenting, men jeg turde ikke rejse tilbage til Sudan,” fortæller Khidir.
Khidir kontaktede FN for at få hjælp til at flygte, og kort tid efter stod han i Københavns Lufthavn. Den danske regering havde givet ham politisk asyl. Khidir flyttede ind i en lejlighed i Vanløse, startede på sprogskole og fortsatte med at arbejde som journalist for internationale og danske medier – men han savnede sin familie.
“Efter nogle år i Danmark rejste jeg til Canada, hvor nogle fra min familie havde fået asyl. Mens jeg var i Canada, lånte jeg min lejlighed til en ven, som jeg havde mødt på sprogskolen. Men da jeg kom hjem efter fire måneder, så var min lejlighed, mine bøger, møbler, cykel, computer og TV væk – og min ven var væk. Han havde ikke betalt huslejen, som han havde lovet. Og pludselig havde jeg ingenting,” siger Khidir og vender sine tomme hænder op mod loftet.
Khidir var hjemløs igen og kunne ikke få sin lejlighed tilbage. “Boligkontoret kunne ikke hjælpe mig med at få min lejlighed tilbage, men de ringede til herberget Kollegiet, og her fik jeg et værelse. Det var godt for mig, og jeg var der i tre år… MEN så fik jeg dette,” siger Khidir grinende, mens han klapper i hænderne og giver mig en high-five.
Min familie
Selvom Khidir er flyttet væk fra herberget Kollegiet, så har han stadig kontakt til personalet og de andre beboere fra herberget. “Jeg savner min egen familie i Canada og Sudan, så når jeg ser mine venner og veninder fra Kollegiet, så bliver jeg meget glad – de er ligesom en familie for mig,” siger Khidir smilende og viser invitationer til bowling i Valby og fodbold på Rådhuspladsen, som han har fået fra hans tidligere kontaktpædagog Casper fra herberget.
Ud over alle vennerne fra herberget, så har Khidir også venner i den vide verden. “Jeg er ikke ensom. Jeg er journalist, så derfor lytter jeg hele tiden til nyheder og skriver til mine venner i Canada, Mellemøsten og USA på WhatsApp. Vi taler om krigen i Ukraine, og de spørger mig om, hvad jeg tænker om krigen.”
Foto: Kathrine Norsk
Khidirs drømme
Khidir er 61 år og har mange drømme for sin fremtid. “Yes, jeg drømmer om at få stor lejlighed, gifte mig med en kvinde og finde et rigtigt job,” siger Khidir hurtigt.
Men den største drøm lige nu er at få et job. For Khidir har ikke mange penge tilbage, når huslejen er betalt.
“Jeg taler arabisk, engelsk og dansk og vil gerne arbejde med at hjælpe flygtninge, som ikke taler dansk endnu. Men før corona-epidemien var jeg også i gang med at tage kørekort, så jeg måske kunne få job som taxachauffør. Men jeg nåede ikke at tage prøven, inden alt lukkede ned – og nu har jeg ikke penge til selv at betale for køreprøven. Men jeg bliver ved med at kæmpe for at få et job,” siger Khidir og slår hånden ned i det lille brune bord.
Da Khidir ankom til København, som politisk flygtning fra Sudan i midten af 90’erne, stod Dansk Flygtningehjælps personale i lufthavnen med et skilt med Khidirs navn på og bød ham velkommen. Det har været en lang rejse væk fra krig og ud af hjemløshed for Khidir, men i dag står Khidirs navn på hans dør, og i dag kan han byde velkommen indenfor i sit eget nye hjem.
Foto: Kathrine Norsk
“Ja, det er en lang rejse, som jeg har været på. Jeg skal bygge mit liv op igen, men jeg synes allerede, at jeg har et godt liv her i min lejlighed. Lige nu har jeg alt, hvad jeg skal bruge til at skabe mig et godt liv igen,” siger Khidir med håb i stemmen og smil i øjnene.
Et par dage efter, at jeg var på besøg hos Khidir, modtog jeg en sms fra ham. Khidir var blevet kaldt til samtale om at starte i praktik i REMA1000. Måske Khidirs drøm om et rigtigt job snart går i opfyldelse. Den 1. juni 2022 havde han første praktikdag i REMA1000.