Kom i praktik som udviklingskonsulent i WeShelter (Udløbet)

Kom i praktik som udviklingskonsulent i WeShelter (Udløbet)

WeShelter søger en universitetspraktikant til arbejdet med at udvikle sociale indsatser.

Vi søger en praktikant, som med sin viden om socialt arbejde og analytiske evner vil være med til at udvikle WeShelters frivillige sociale indsatser, som hjælper mennesker der er ramt af psykisk mistrivsel, ensomhed og hjemløshed. 

Som praktikant kommer du både til at tage del i projektnære udviklingsopgaver og til at tage del i den løbende understøttelse af det frivillige sociale arbejde.  

De projektnære udviklingsopgaver handler bl.a. om at gennemføre evalueringer med fokus på læring og udvikling samt designe og udføre forandrings- og udviklingsprocesser. Du vil komme til at tage del i udviklingen af nye indsatser og samarbejder som for eksempel opstart af nye aktiviteter på herberger og væresteder. Der vil også være opgaver, som handler om at udforske og afdække behovet for nye sociale indsatser – og om udvikling de rigtige løsninger. Der vil f.eks. være opgaver i vores peer-projekt, hvor tidligere hjemløse hjælper hjemløse, i et projekt i samarbejde med Københavns Kommune om motionsfællesskaber og opgaver knyttet til vores økonomirådgivning.

Den løbende understøttelse handler for eksempel om at udvikle, planlægge og afholde seminarer for de frivillige i WeShelter, så de er godt rustet til deres arbejde. Det kan også handle om at trække viden ud af den dokumentation, som vi gennemfører – både med brug af kvantitative og kvalitative metoder. Dokumentationen omfatter bl.a. brugerundersøgelser blandt deltagerne i WeShelters frivilligaktiviteter. 

Vi leder efter en praktikant, der: 

  • Læser socialt arbejde, sociologi, socialvidenskab, sociale interventionsstudier, antropologi eller en anden relevant samfundsfaglig uddannelse 
  • Har viden om socialt arbejde, som skal omsættes til værdi i praksis  
  • Interesserer sig for det sociale område og samspil mellem teori og praksis 
  • Er struktureret, analytisk og løsningsorienteret
  • Gerne har kendskab til både kvalitative og kvantitative metoder 
  • Ikke er bange for at blive kastet ud i nye opgaver 
  • Er udadvendt, nysgerrig og har lyst til at videreformidle sin viden 
  • Er vild med at arbejde sammen med de frivillige i de sociale indsatser
  • Kan støtte op også om de mere praktiske opgaver på et lille sekretariat. 

Opgaverne vil blive justeret efter dine ønsker og faglige profil – og vi vil så vidt muligt give plads til, at du kan arbejde med problemstillinger, som matcher dine faglige interesser.  

Vi tilbyder: 

  • Erfaring med en udsat målgruppe og indblik i en ellers lukket verden 
  • Et stærkt team af engagerede og lydhøre kollegaer, der støtter op og står klar med sparring 
  • Et arbejde, der skaber resultater for en udsat målgruppe 
  • Unik mulighed for at prøve dine kompetencer fra studiet af i praksis 
  • Et udfordrende job i en travl og afvekslende hverdag med varierede og spændende arbejdsopgaver 
  • En lille, dynamisk og kreativ arbejdsplads, hvor der er kort fra ide til handling 
  • En fast praktikvært, som sammen med dig vil være engageret i at sikre, at du får høj grad af læring i din praktiktid. 

Om WeShelter 

WeShelter hjælper socialt udsatte på herbergerne Kollegiet Gl. Køge Landevej og RG60 på Nørrebro og en række væresteder i København samt gennem en stribe frivillige indsatser.  

Frivillige i WeShelter tilbyder bl.a. massage og yoga til udsatte og giver rådgivning til udsatte med gæld og kaos i økonomien. Frivillige besøgsvenner gør op med ensomhed og bygger bro til lokale fællesskaber. Andre frivillige inviterer udsatte med i fællesskabet i madklubber, hvor god og næringsrig mad tilberedes og laves i fællesskab. Vi taler også udsattes sag og deler fortællinger fra livet, som det leves af på kanten af samfundet.  

Som praktikant får du en plads på WeShelters fællessekretariat, der har kontor på herberget Kollegiet Gl. Køge Landevej i Valby. Hvis der fortsat er covid-restriktioner i 2021, skal du være indstillet på også at arbejde hjemme en del af tiden.  

Stillingen er ulønnet. Til gengæld kan den være på enten 37 timer eller 30 timer om ugen og fleksibel, så du kan passe et evt. studiejob ved siden af. Varigheden af praktikopholdet er fem måneder. 

Læs mere om os på www.wewhelter.dk.

Ansættelse: 30-37 timer ugentligt fra 1. februar til 30. juni 2021 – eller efter nærmere aftale. 

Ansøgning: Ansøgninger senest torsdag den 12. november. Men send den gerne med det samme, vi læser dem nemlig løbende. Send din ansøgning sammen med dit CV i en PDF-fil til nytjob@weshelter.dk 

 

Kontakt og yderligere oplysninger om stillingen: Frivilligkonsulent Anita Damkjær Eriksen på  ade@weshelter.dk eller 3125 1265.