Konsulent til fonde, politik og partnerskaber (udløbet)

Konsulent til fonde, politik og partnerskaber (udløbet)

Til at styrke arbejdet med finansiering, udvikling af nye indsatser og politik til fordel for hjemløse og udsatte søger vi en konsulent.

WeShelter har siden 1893 udført socialt arbejde med det menneskesyn, at alle mennesker er værdige, og med et mål om, at mennesker i hjemløshed og udsathed kan leve et selvstændigt og meningsfuldt liv. 

I dag arbejder WeShelter stadig for at skabe bedre liv for mennesker i hjemløshed og udsathed i Danmark ved at bekæmpe tre store samfundsproblemer: Hjemløshed, ensomhed og psykisk mistrivsel. 

Til den rette kandidat er der tale om en stilling med mulighed for at sætte et stort aftryk på WeShelters fremtidige udvikling og organisationens politiske arbejde.

Fonde, politik og partnerskaber

Der er tre primære arbejdsområder i stillingen;   

Fonde: WeShelter samarbejder med en række store fonde om at stoppe hjemløshed, ensomhed og psykisk mistrivsel. Samtidig støtter en række mindre fonde vores arbejde. I stillingen skal du udvikle nye samarbejdsprojekter sammen med fonde, organisationer, kommuner og virksomheder – og du skal også udarbejde ansøgninger til både små, mellemstore og store fonde samt holde styr på frister og opfølgning. Du bliver også involveret i arbejdet med at søge offentlige puljer.    

Politik: Som civilsamfundsaktør indtager WeShelter fortalerrollen, når vi taler udsattes sag i mødet med politikere og i den offentlige debat. Her ser vi det som vores pligt at dele viden og fortællinger om og fra livet, som det leves på kanten af samfundet. Det arbejde bliver du en vigtig del af. Du vil her blive involveret i for eksempel høringssvar, politikudvikling, politikermøder og politiske debatarrangementer.

Partnerskaber: At gøre op med ensomhed, psykisk mistrivsel og hjemløshed kræver mange forskellige aktørers involvering og engagement. I stillingen skal du være med til at etablere og indgå i forskellige partnerskaber, ligesom du også kommer til at involvere kolleger og frivillige fra WeShelter i udviklingsarbejdet. Det gælder både kolleger fra WeShelters hovedorganisation og fra de selvejende institutioner, som er en del af WeShelter-fællesskabet.   

Udover at arbejde med fonde, politik og partnerskaber kommer du også til at indgå i andre tværgående og strategiske udviklingsprojekter. I 2024 er ét af dem et samarbejdsprojekt med tilbuddet Offsides Sociale Haver. Du bliver projektleder på projektet, som bl.a. handler om at identificere mulighederne for skalering og spredning af tilbuddets indsatser til nye lokaliteter i Region Hovedstaden, så de kan komme flere til gavn.  

Der vil i stillingen både være udviklingsopgaver, som kræver kreativitet og facilitering – og der vil være driftsopgaver, som kræver systematik og akkuratesse.   

Vi leder efter dig, der

  • kan identificere, søge og sikre finansiering til sociale indsatser og har erfaring med fondsområdet.  
  • har dokumenteret erfaring med at udarbejde succesfulde ansøgninger. 
  • kan anvende forandringsteori som værktøj i dit arbejde med at skabe koncepter og skitsere vejen fra vision og virkning til de konkrete resultater og sociale aktiviteter.   
  • kan samarbejde på tværs med forskellige fagligheder både internt og eksternt.  
  • har politisk forståelse og tæft samt interesse for og viden om socialpolitik.  
  • kan sammentænke politik, kommunikation og udviklingsarbejde. 
  • har erfaring med at tilrettelægge og gennemføre udviklingsprocesser.  
  • kan skrive gode ansøgninger og notater på et fejlfrit dansk og lægge et sammenhængende budget. 
  • har erfaring med at udvikle indsatser med afsæt i viden om brugerens behov og virkelighed.  
  • kan se verden fra forskellige perspektiver og indarbejde disse i udviklingsarbejdet.  

Vi forestiller os, at du har mindst fire års erfaring med fonds- og udviklingsarbejde på det sociale område. Din uddannelsesmæssige baggrund kan f.eks. være en kandidatuddannelse i sociale interventionsstudier, sociologi, antropologi, socialt arbejde, socialvidenskab eller forvaltning. Men det kan også være, at du kommer med en helt anden baggrund.

Hvis du har erfaring med puljer og fonde uden for Danmarks grænser, vil det være et plus.

WeShelter som din nye arbejdsplads

  • Hvis du bliver en del af WeShelter, så lover vi dig en arbejdsplads med:
  • høj grad af mening og hvor den konkrete forskel, som vi sammen gør, er tydelig.
  • samarbejde med dygtige kolleger med andre fagligheder end din, der alle går på arbejde for i fællesskab at gøre en forskel.
  • stor indflydelse på udførelsen af dine arbejdsopgaver.
  • vægt på udvikling, vækst og forandring med afsæt i mere end 130-års arbejde blandt hjemløse og udsatte.
  • vægt på faglig sparring, eftertanke og feedback.
  • korte beslutningsgange og kort vej fra idé til handling.
  • ledelse baseret på tillid og inddragelse.
  • gode arbejdsvilkår med mulighed for sundhedsforsikring, hjemmearbejde og en løn, som cirka svarer til lønnen i det offentlige.

Vi forventer opstart senest 1. april 2024.

Din daglige arbejdsplads vil til en start være på WeShelters sekretariat på Gl. Køge Landevej i Valby. Vi er efterhånden vokset ud af lokalerne, så vi kigger efter nye kontorlokaler i København. Der vil også være møder og aktiviteter på sociale tilbud i København og andre steder i hovedstaden og på Sjælland. Der vil indimellem være aften- og weekendarbejde.

Stillingen er på 37 timer om ugen.

Ansøgningsfristen er mandag d. 5. februar 2024 kl. 8, men send gerne din ansøgning til nytjob@weshelter.dk sammen med dit CV.

Skriv venligst ”Konsulent til fonde, politik og partnerskaber” i emnefeltet.

Vi forventer at afholde 1. runde af samtaler fredag d. 9. februar 2024.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte direktør Ole Abildgaard Mikkelsen, tlf. 51926100 eller på om@weshelter.dk.