fbpx
WeShelters økonomirådgivning får igen kvalitetstempel

WeShelters økonomirådgivning får igen kvalitetstempel

WeShelters økonomirådgivning er blevet genakkrediteret. Det bekræfter, at rådgivningens faglige kvalitet er i top.

26. januar 2024

Mange mennesker i hjemløshed og udsathed kæmper med gæld og rod i privatøkonomien. Mange kender tilmed ikke deres rettigheder og muligheder for at gøre noget ved deres udfordringer og finder det uoverskueligt at prøve at løse deres udfordringer alene.

I WeShelter er vi derfor stolte af, at vores rådgivning er blevet genakkrediteret af RådgivningsDanmark. Det fortæller både os selv, de frivillige rådgivere, de rådsøgende og samarbejdspartnere, at WeShelter og de dygtige frivillige økonomirådgivere tilbyder rådgivning af høj kvalitet for mennesker i hjemløshed og udsathed.

Rådforperson i RådgivningsDanmark, Stine Lene Hansen, var i går på besøg for at være med til at fejre genakkrediteringen og for overrække et akkrediteringscertifikat som bevis på, at WeShelters økonomirådgiving lever op til en række fælles standarder for kvalitet i gratis, sociale rådgivningstilbud. Under besøget sagde hun blandt andet:

“Stort tillykke med akkrediteringen. Men ikke kun tillykke til jer – også et stort tillykke til de gældsramte sårbare mennesker, der søger hjælp og vejledning hos jer, fordi der ikke er lighed for hjælp til økonomiske udfordringer og deroute for alle i Danmark. Tillykke til dem med, at I ikke blot giver rådgivning, men at I er optaget af kvaliteten i jeres arbejde.

For programchef Aja Bierring Kristoffersen, der er ansvarlig for WeShelters økonomirådgivning, betyder kvalitetsstemplet meget:

“Vi er meget glade for, at vores økonomirådgivning er blevet genakkrediteret. Det har været en lærerig proces, som har været med til at hæve standarden i vores rådgivningstilbud. Det er samtidig en flot of fortjent anerkendelse af de dygtige økonomirådgivere, der på ugentlig basis hjælper mennesker i hjemløshed og udsathed med deres økonomiske problemer, og det betyder utroligt meget for de rådsøgende, at de kan stole på, at de modtager rådgivning af høj kvalitet.”

WeShelter akkreditering fra RådgivningsDanmark er gyldig indtil 2027, hvor den skal genvurderes.

Læs mere om RådgivningsDanmarks akkreditering her og om WeShelters frivillige økonomirådgivning her.