fbpx

DFDS: Vores københavnske beliggenhed forpligter

Man kan ikke drive en virksomhed i dag uden at tage ansvar for det samfund, man er den del af. Sådan lyder det fra Kevin Helsinghof, landechef i rederiet DFDS, WeShelters største erhvervspartner.

Kevin Helsinghof, landechef i DFDS, er ikke i tvivl om, hvorfor DFDS donerer tid og kræfter på at hjælpe hjemløse.

»Vi gør det, fordi vi mener, at det er sådan, det skal være. Man kan ikke drive en virksomhed i dag uden at tage stilling til den verden, man bevæger sig i. For DFDS giver det mening at støtte en organisation som WeShelter. Vi holder til i København, og WeShelter hjælper hjemløse, der i høj grad er et storbyfænomen. Den københavnske beliggenhed forpligter«.

Medarbejdere fik ideen
Kimen til samarbejdet opstod ud af et ønske om en hjemløse-juleaften. DFDS’ Oslofærge sejler fra København de fleste dage året rundt med juleaften som en undtagelse. Da båden skal være klar til første juledag, er der dog alligevel besætning ombord den 24. december. Medarbejderne plejer derfor at holde en besætnings-jul, men fik et år den ide, at de ville opgive deres juleaften for at hjælpe andre.

»Når man er på båden juleaften og er væk hjemmefra, kan det sammenlignes med ikke at have et sted at holde jul. Vi undersøgte, hvem der hjalp hjemløse i København og fandt frem til WeShelter«, fortæller Kevin Helsinghof.

 

Støt WeShelter med 200 kr og få et MiniCruise til Oslo som tak! 

 

Men så nemt skulle det ikke gå. Da DFDS første gang kontaktede WeShelter og præsenterede ideen, fik de et høfligt nej tak, som Kevin Helsinghof udtrykker det. For lige netop juleaften er den aften på året, hvor der er flest, der tænker på de hjemløse. Så tilbud om at fejre jul var der nok af. Hos WeShelter foreslog man i stedet, at det kunne blive en julefrokost. Sådan blev det, og i år er det syvende gang, at DFDS inviterer hjemløse og udsatte til julefrokost på Oslo-båden.

Udvidet samarbejde og stor opbakning
I dag er samarbejdet udvidet betydeligt med blandt andet donation af gavekort, som vi kan give som en tak, når man støtter WeShelter. Men julefrokosten er stadig i centrum, som en dag hvor DFDS-medarbejdere donerer deres tid på at sørge for en festdag for WeShelters brugere. Der bliver serveret den store julefrokost-menu, der bliver uddelt gaver som forskellige sponsorer hjælper med, et band stiller op gratis og en gruppe aktive strikkere sørger for, at alle får et par varme sokker med hjem.

»Vi joker lidt med, at julefrokosten for de hjemløse har større opbakning blandt vores medarbejdere end vores egen julefrokost. Det er en nærværende måde at hjælpe på, hvor du kan se den direkte forskel, du gør, når julefrokosten løber af stablen«, fortæller Kevin Helsinghof.

Ingen store kalkuler
Når det kommer til virksomheders samfundssind, plejer skeptikere at pege på, at det kun handler om at høste frugterne af positiv omtale og goodwill fra forbrugere. Den udlægning kan Kevin Helsinghof dog ikke kende fra sit eget arbejde:

»Det er ikke sådan, at der er store økonomiske kalkuler bag vores samarbejder med velgørende organisationer. Forhåbentligt er der da nogen, som synes, vi gør et sympatisk stykke arbejde, men vi sætter ikke den store PR-maskine i gang«.