På Israels Plads i indre København ligger missionshuset Bethesda som en åndelig kontrast til naboerne i de travle torvehaller. Det var her, at en mand ved navn Napoleon Bang afholdt det første af en række ”Møder for Hjemløse Mænd” en efterårsdag for 130 år siden.
Til møderne fik de fremmødte næring til både krop og sjæl. Der var nemlig både mad og drikke og guds ord på menuen. Møderne voksede sig hurtigt store, og få år efter det første møde blev afholdt d. 25. oktober 1893, oprettede Napoleon foreningen Faldne Mænds Redning. Hermed var hjørnestenen lagt til den organisation, som i dag er kendt som WeShelter.
Men hvem var Napoleon Bang egentlig, og hvorfor viede han sit liv til at hjælpe hjemløse og andre udsatte mennesker? Til at svare på dette har jeg talt med historiker og Ph.d studerende Amalie Olga Lyngsted, som undersøger Napoleon Bang og hans virksomhed som en del af sin forskning. Så spænd sikkerhedsselen, mærk historiens vingesus og tag med på en tidsrejse til København anno 1893.
Mødet med fattigdom
Napoleon Bang kom til verden i 1859 på Christianshavn, en af datidens fattigste bydele i København. Her boede han i forskellige lejligheder med sine forældre og brødre, som med undtagelse af moren, ernærede sig inden for søfart. Faren som skibsfører og brødrene som styrmænd. Også Napoleon prøvede en overgang kræfter med livet på havet som assistent i det Kongelige Grønlandske Handelsselskab, hvor hans far var skibsfører.
Napoleon Bangs familie var ikke velhavende, men de havde sandsynligvis tilstrækkelige midler til dagen og vejen. Da familien flytter til et af de fattigste kvarterer på Christianshavn i 1885, bliver Napoleon dog uden tvivl konfronteret med ekstrem fattigdom og armod, fortæller Amalie Olga Lyngsted:
“Napoleon og familien kommer stort set til at bo lige op og ned ad en såkaldt pjaltenborg, som er sådan nogle kummerlige slumboliger. I nærheden af hjemmet er der også en fattiggård, og det er tæt på Christianshavns fængsel. Så her forestiller jeg mig, at han virkelig er blevet konfronteret med en voldsom fattigdom”.
Mødet med ekstrem fattigdom kan meget vel have tændt en gnist i Napoleon Bang. Men allerede flere år inden tilværelsen i en af Christianshavns mest barske kvarterer, peger skriftlige kilder fra samtiden på, at Napoleon Bang havde en interesse i at hjælpe mennesker på kanten af samfundet. I en skriftlig kilde fra 1904 beskriver Napoleon Bang, at han allerede i sin spæde barndom fik vakt sin interesse for mennesker i hjemløshed med en beretning om uhumske forhold i et logihus. I samme kilde beskriver han, hvordan besøg i logihuse i 1883 gav ham indblik i livet blandt sultne og forkomne mennesker og plantede frøene til sine møder for hjemløse.
En by med to sider
I anden halvdel af 1800-tallet gennemgår København en rivende udvikling. Industrialiseringen tager fart, folk flytter fra landet i håb om at finde arbejde på fabrikkerne, og byens befolkningstal vokser. Efter nedlæggelsen af byens volde i 1850’erne, der får nye brokvarterer som Nørrebro og Vesterbro til at skyde frem, eksploderer byens befolkningstal. Udviklingen kommer en del af befolkningen til gode, men den har også en slagside:
“Der er mennesker, der bliver forholdsvis rige, men det er også en periode, hvor befolkningstætheden stiger, og der opstår store arbejder- og slumkvarter. Man har sådan noget som Frederiksstaden ved Amalienborg og det Franske kvarter ved søerne, hvor overklassen hører til, og bare et stenkast derfra ligger der nogle virkelig heftige slumkvarterer. Man skal ikke gå ret langt ned ad en gade, før man er i et nyt kvarter, hvor verden ser væsentligt anderledes ud”, fortæller Amalie Olga Lyngsted.
I det hele taget fylder fattigdom og nød meget i gadebilledet i København. I 1880’erne er arbejdsløsheden på op mod 25%, og et offentligt socialt sikkerhedsnet er stort set fraværende. Det betyder, at vejen fra en værdig tilværelse til hjemløshed er kort, forklarer Amalie Olga Lyngsted:
“Det kan være et velstående middelklassemenneske, der bliver syg og ikke har råd til at komme på det fine Frederiks Hospital og derfor må nøjes med at få ophold på fattiglemmeafdelingen på almindeligt hospital eller ende på gaden. Det kan også være en hustru til en velhavende mand, som bliver enke og ikke kan gifte sig igen. Hvis ikke du har et lokalsamfund eller en familie, der kan tage sig af dig, har du et problem”.
Hjælp til de hjemløse
Som københavner og christianshavner blev Napoleon Bang voksen i en tid, hvor mødet med fattigdom var uundgåeligt. Selvom byen på den ene side var opdelt i pæne kvarterer og slumkvarterer, betød befolkningstætheden også, at fattige logerende ofte delte opgang med velhavende københavnere. Men Napoleon Bang finder også inspiration til sit hjælpearbejde uden for rigets grænser, hvor den industrielle udvikling også kom med en pris:
“Napoleon var inspireret af en engelsk filantrop ved navn Doktor Barnardo, som gik rundt i Londons slumkvarterer om natten og opsøgte hjemløse. Der er en artikel fra samtiden, hvor Napoleon Bang beskriver, at han går ud kl. 23 om aftenen på Nørrebro og optæller, hvor mange hjemløse han møder og inviterer dem med til møder, hvor de kan få kaffe og te og en gudstjeneste. Og så er det mit indtryk, at rygtet om møderne hurtigt spreder sig”, fortæller Amalie Olga Lyngsted.
I 1897 åbner Napoleon Bang herberget Hjemløses Hjem, hvor såkaldte “uværdigt trængende” kan få logi. Fotograferet i perioden 1898-1902.
Udover at opsøge hjemløse mænd på gader og stræder, er Napoleon Bang også flittig til at bruge pressen til at reklamere for sine møder. I samtidens presse får man også et indtryk af, hvordan Napoleon Bangs hjerte banker for de udstødte og fortabte, som han møder på sine aftenture, og som samfundet har opgivet:
“I samtiden skelner man mellem uværdigt trængende og værdigt trængende. Værdigt trængende er f.eks. ældre og børn, men også midlertidigt arbejdsløse, syge eller mennesker, som af en eller anden årsag bliver nødt til at træde udenfor arbejdsmarkedet og derfor ikke kan forsørge sig selv. Og så er der de uværdige trængende, som er de “drikfældige”, de “vagabonderende” og de “dovne”, fortæller Amalie Olga Lyngsted og fortsætter:
“Napoleon veksler mellem hjemløse og virkelig hjemløse. De virkelig hjemløse, som Napoleon virkelig mener har brug for hjælp, betaler han logiophold for, og han konfiskerer f.eks. ikke alkohol fra dem. Ifølge datidens sladderblade gør det ham uvenner med bestyrelsesmedlemmer på et herberg, hvor han selv sidder i bestyrelsen, og det fører sandsynligvis til, at han åbner herberget Hjemløses Hjem, som er gratis og har åbent hele natten. Det er ikke populært i en tid, hvor dem Napoleon hjælper kategoriseres som uværdigt trængende, og han bliver kritiseret for det i pressen”.
“Ikke mere krogede end, at de kan rettes ud igen”
I forbindelse med, at Napoleon Bang åbner Hjemløses Hjem i 1897, kommer han i kontakt med udsatte kvinder og børn. Og ligesom hos forbilledet Doktor Barnardo, bliver børnene også en hjertesag for Napoleon Bang. Han begynder at anbringe børn i plejefamilier og åbner sit første egentlige børnehjem i 1898.
“Han skriver, at børnene ikke er mere krogede end, at de kan rettes ud igen. Tanken er, at mens man med de virkelig hjemløse mænd kun kan afhjælpe den øjeblikkelige nød, kan børnene rent faktisk formes til at blive nyttige samfundsborgere, og det tiltaler ham”, fortæller Amalie Olga Lyngsted, som i sit studie blandt andet undersøger, hvordan børn og unge mennesker, der blev optaget og anbragt i Napoleon Bangs virksomheds varetægt, oplevede at vokse op dér.
I Missionshuset Bethesda på Israels Plads i indre København afholdt Napoleon Bang det første af en række ”Møder for Hjemløse Mænd” en efterårsdag for 130 år siden. Fotograferet i perioden 1920-1930.
Fra barndommen på Christianshavn til sin død i 1940 i Nordsjælland var Napoleon Bang vidne til en verden i forandring. Revolutionerende teknologiske fremskridt, moderne politiske strømninger og en verdenskrig var blot nogle af de hændelser, der kendetegnede Napoleon Bangs levetid. Gennem hele perioden stod Napoleon Bang dog fast i sit engagement, og hans indignation og indsats for samfundets nødlidende er med rette blevet uløseligt knyttet til hans eftermæle.
I dag holder WeShelter ikke længere møder med kaffe, te og Guds ord for mennesker i hjemløshed og udsathed. Men næstekærlighed og værdighed er stadig blandt drivkræfterne i WeShelters arbejde for at skabe bedre liv for hjemløse og udsatte mennesker.