fbpx
Hjemløse og udsatte på Frederiksberg får hjælp mod ensomhed

Hjemløse og udsatte på Frederiksberg får hjælp mod ensomhed

Et nyt strategisk partnerskab mellem Frederiksberg Kommune og WeShelter skal forebygge ensomhed og inkludere flere udsatte og hjemløse på Frederiksberg i lokalsamfundet.

Den 13. august 2024

Mennesker i hjemløshed og udsathed lever ofte i ensomhed og føler sig isoleret fra resten af samfundet. Men nu er der hjælp på vej. Et nyt strategisk samarbejde mellem Frederiksberg Kommune og WeShelter skal øge livskvaliteten og den mentale sundhed hos hjemløse og socialt udsatte.

Det skal ske ved hjælp af en række afprøvede sociale indsatser og aktiviteter, der skaber nye sociale fællesskaber og bygger bro til lokalsamfundet.

Første skridt på vejen er frivillige netværksvenner; et koncept som de seneste 10 år har hjulpet flere end 200 hjemløse og socialt udsatte i København ud af ensomheden, og siden er etableret i Brøndby Kommune og godt på vej i Næstved Kommune.

Borgmester Michael Vindfeldt (S) lægger stor vægt på indsatsen:

”Noget af det allerbedste og vigtigste ved Frederiksberg er fællesskabet og sammenhængskraften. Her passer vi på hinanden og danner relationer på kryds og tværs på en måde, der minder meget mere om en landsby end en storby. Det er afgørende vigtigt at alle uden undtagelse og uanset livssituation føler sig som en del af det fællesskab,” siger han.

Socialudvalgsformand, Mette Bang Larsen (Ø), er også begejstret for det nye samarbejde, der afspejler at hjemløseområdet er et prioriteret fokusområde på Frederiksberg:

”I Socialudvalget ønsker vi at styrke samarbejdet mellem civilsamfundet og Frederiksberg Kommune yderligere, så civilsamfundets fællesskaber i højere grad ses som komplementære indsatser til kommunens egne tilbud. Samarbejdet med WeShelter er et eksempel på dette, hvor vi på nye måder vil støtte udsatte borgeres vej ud af ensomhed og ind i lokalsamfundets fællesskaber”.

Direktør i WeShelter Ole Abildgaard Mikkelsen er glad for, at frivillige netværksvenner nu også skal skabe bedre liv for mennesker på Frederiksberg:

”130 års arbejde blandt mennesker i hjemløshed og udsathed har lært os, at et tag over hovedet ikke er nok, når hverdagen skal på rette kurs. Fællesskaber er afgørende. Netop her spiller de frivillige netværksvenner en afgørende rolle, da de tilbyder en ligeværdig og autentisk relation uden løftede pegefingre eller pædagogisk dagsorden, som kan være forskellen mellem et liv i mistrivsel eller et godt liv i egen bolig. Vi er derfor glade for, at de frivillige netværksvenner skal støtte udsatte på Frederiksberg på deres vej mod et bedre liv. Der kommer til at være mange gode snakke i Frederiksbergs smukke parker og grønne alléer.”

Yderligere oplysninger
Kontakt til borgmester Michael Vindfeldt gennem presse- og kommunikationschef Martin Jensen, telefon 28982076.
Kontakt til WeShelter gennem kommunikationskonsulent Kasper Waale, telefon 29393986.

Læs pressemeddelelsen på Frederiksberg Kommunes hjemmeside her.