WeShelters direktør i spidsen for Udsatterådet i Region H

WeShelters direktør i spidsen for Udsatterådet i Region H

Udsatterådet i Region Hovedstaden har valgt direktør for WeShelter Ole Abildgaard Mikkelsen som ny forperson.

Den 12. maj 2023

Efter tre år som medlem af Udsatterådet i Region Hovedstaden er WeShelters direktør Ole Abildgaard Mikkelsen valgt som ny forperson for rådet.

I dag driver WeShelter herberger og væresteder samt en stribe frivillige aktiviteter som økonomirådgivning og sociale madklubber. Region Hovedstaden samarbejder blandt andet med WeShelter og Københavns Kommune om Offsides Sociale Haver på Bispebjerg Hospital, som er WeShelters udendørs aktivitets- og samværstilbud, der blandt andet leverer grønt til hospitalets køkken.

WeShelters direktør Ole Abildgaard Mikkelsen ser frem til at videreføre Udsatterådets arbejde for at sikre, at socialt udsattes særlige behov bliver inddraget, når der træffes beslutninger i sundhedsvæsnet i Region Hovedstaden:

“Socialt udsatte dør 17 år tidligere end resten af befolkningen. Ulighed i sundhed er derfor et væsentligt samfundsproblem. Som ny forperson vil jeg fortsætte arbejdet for at styrke udsatte-fagligheden i regionens sundhedstilbud og sikre bedre adgang til udredning og behandling for socialt udsatte mennesker. Løsningerne handler både om strukturelle ændringer, en ny kultur, ændret fysisk indretning og styrkede kompetencer blandt ansatte i Sundhedsvæsenet. Samtidig skal vi i højere grad aktivere regionens civilsamfund, så alle gode kræfter kan komme i spil i kampen mod ulighed i sundhed,” siger Ole Abildgaard Mikkelsen.

Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) ser frem til samarbejdet med den nye forperson:

“Vi skal have et sundhedsvæsen for alle. Desværre ser vi nogle gange, at vores sundhedsvæsen ikke er indrettet til dem, som har det sværest. Medlemmerne af Udsatterådet har viden og erfaringer, som er helt essentielle for at vi kan skabe mere lighed i sundhed, når vi træffer politiske beslutninger. Det er fx på opfordring fra Udsatterådet, at vi har afsat 10, 5 mio. kr. om året til socialoverlæger og socialsygeplejersker på både hospitalerne og i psykiatrien med særlig viden om, hvordan vi bedst behandler socialt udsatte i sundhedsvæsenet.”

Den nu afgående forperson for Udsatterådet Ivan Christensen er stoppet som forstander for Mændenes Hjem med udgangen af marts måned og udtræder af Udsatterådet.

Om Udsatterådet i Region Hovedstaden
Region Hovedstaden etablerede i 2019 som den første region i landet et udsatteråd. Formålet med rådet er at sikre, at viden om socialt udsatte borgeres særlige behov inddrages i politiske og administrative processer og beslutninger.

Rådet er sammensat af 15 repræsentanter for brugerorganisationer, frivillige organisationer og regionale aktører, der repræsenterer og arbejder med socialt udsatte borgere. Følgende organisationer er repræsenteret i rådet:
1. SAND – De hjemløses landsorganisation
2. LAP – Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere
3. SIND
4. Brugernes Akademi
5. Reden København
6. WeShelter
7. Mændenes Hjem
8. Røde Kors Hovedstaden
9. Projekt UDENFOR
10. Gadejuristen
11. Socialsygeplejerskerne i Region Hovedstaden
12. Sociolancen (samarbejde mellem Region Hovedstadens Akutberedskab og Københavns Kommune)
13. Kompetencecenter for Dobbeltdiagnoser i Region Hovedstadens Psykiatri
14. Center for Forsorg og Behandling, Den Sociale Virksomhed, Region Hovedstaden

Kontakt for yderligere oplysninger:
WeShelters direktør Ole Abildgaard Mikkelsen på 51926100
Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) via regionens pressevagt på 70209588 / presse@regionh.dk