fbpx

Økonomirådgiver: De tror, vi sidder heroppe med slips og jakkesæt og taler ned til folk

Frivillige økonomirådgivere hjælper hjemløse ud af gæld

Claus Baunsgaard Madsen er frivillig økonomirådgiver på herberget Kollegiet Gl Køge landevej. Frivillighed har været en del af Claus Baunsgaard Madsens liv siden 1963, men det var først, da han i 2013 gik på pension efter næsten 43 år som økonomisk rådgiver i samme pengeinstitut, at han begyndte at bruge sin profession i sit frivillige arbejde.

»Da jeg arbejdede, tog jeg ud til kunderne, når de ikke overholdt aftalerne. I dag sidder jeg på den anden side af bordet, og det er en god ballast at have med, at jeg ved, hvad kreditorerne vil sige. Det er dog stadig dødsvært at ringe til en kreditor, når man ikke kan love noget. Jeg kan jo ikke love, at den borger, jeg hjælper, kommer i arbejde.«

Kreditorer er der ellers nok af. For rigtig mange socialt udsatte og hjemløse skylder penge væk. Mange har gæld til det offentlige, en del kæmper med forbrugs- og kviklån og rigtig mange har ubetalte bøder hos DSB. De fleste kommer desuden med bekymringer om, hvad der møder dem, når de skal til rådgivning første gang, oppe under taget på øverste etage på Kollegiet, hvor økonomirådgivningen holder til.

»Mange beboere har i starten lidt en afstand til os. De tror, vi sidder heroppe med slips og jakkesæt og taler ned til folk. Det finder de dog hurtigt ud af ikke passer. Der er plads til humor. Man skal bare give sig tid til at snakke med folk. Jeg kommer altid i god tid, så jeg lige kan nå at hilse på beboere ned i cafeen«.

Gæld nedsat med 23.000 kroner
Til første møde i økonomirådgivningen kommer beboeren sammen med sin kontaktperson fra personalegruppen på Kollegiet. Her starter rådgiverne med at danne sig et overblik over problemernes omfang, og så planlægger de et forløb herfra, hvor beboeren er med hele vejen:

»Vi tager kontakt til kreditorerne, mens borgeren er der og hører det. Det nytter ikke noget, at jeg finder en god afbetalingsordning, hvis borgeren ikke kan overholde det. Der skal være plads til kost, måske lidt øl og hvad der ellers kan være. Det er vigtigt, ellers mister vi som rådgivere vores troværdighed, når vi skal ringe for den næste beboer.«

Men det er ikke altid lige let at forhandle på vegne af en hjemløs, der ikke har plads i sit budget til at afdrage bare med et mindre beløb. Alligevel lykkes det i langt de fleste tilfælde at få ordninger i hus for Claus Baunsgaard Madsen og hans kollegaer.

»Mine største succesoplevelser er, når det lykkes os at få så meget styr på en borgers gæld, at borgeren får en holdbar økonomien og dermed en bedre mulighed for at komme ud i egen bolig. Det sker heldigvis oftest, at vi kan hjælpe. Jeg har for eksempel hjulpet med, at en borger fik en dekort på 23.000 kroner ud fra en samlet gæld på omkring 75.000 kroner. Det værste er selvsagt de få tilfælde, når vi ikke kan hjælpe«.

På spørgsmålet om, hvorfor han ikke bare læner sig tilbage og nyder pensionistlivet, svarer Claus:

»Jeg har altid lavet frivilligt arbejde. I dag er det med til at holde mig i gang og opdateret på mit fag, for det kræver, at jeg holder mig ajour med lovgivningen. Og så vil jeg selvfølgelig gerne gøre en forskel, når nu jeg kan. Det giver mening.«

GIV ET BIDRAG