fbpx
Skæv mad ligetil: Opskrifter fra skæve boliger

Skæv mad ligetil: Opskrifter fra skæve boliger

12 hverdagsretter med inspiration fra sociale madklubber i skæve boliger

Den 25. marts 2024

I to år har frivillige fra WeShelter og socialt udsatte beboere i skæve boliger mødtes ugentligt i sociale madklubber med det hjemmelavede måltid og fællesskabet som omdrejningspunkt.

Det er der kommet opskriftsamlingen SKÆV MAD LIGETIL ud af. Opskriftsamlingen indeholder 12 lette, nærende og velsmagende retter.

De sociale madklubber skaber et fællesskab, som mindsker ensomhed og giver et positivt afbræk i hverdagen. Foto: Lars Bertelsen

Opskrifter i øjenhøjde

Med hjælp fra beboere, frivillige og i samarbejde med kok og ernæringsekspert Vibeke Schellerup, er opskrifterne blevet sat sammen, så der er inspiration at finde for alle. Særligt er der udviklet opskrifter til dem, for hvem det hjemmelavede måltid sjældent er prioriteten i deres liv.

“Mit udgangspunkt er, at alle kan lave mad – og med fokus på både måltidsfællesskabet i madklubberne og beboerne i skæve boliger med få køkkenredskaber, var vi omkring mange hjørner af måltidet for at skabe opskrifter, der skulle invitere, motivere og give lyst til at gå i køkkenet og lave et måltid varm mad. Både alene og i fællesskab.” siger Vibeke Schellerup.

Opskrifternes simplicitet gør dem både overskuelige at handle ind til og gå i gang med. Det betyder også, at man ikke står tilbage med ubrugte råvarer, når måltidet er klar. Råvarer, som ender med at blive for gamle i køleskabet.

Frivillige og beboere nyder hinandens selskab og et hjemmelavet måltid mad sammen i fælleskøkkenet. Foto: Ro Slotø.

Socialgastronomisk udgangspunkt

Det er gennem projekt Livsglæde i skæve boliger, at de sociale madklubber i skæve boliger og opskriftsamlingen er blevet til. Og opskriftsamlingen skriver sig ind i det socialgastronomiske univers, som WeShelters sociale madklubber er en del af.

I socialgastronomien bruges mad og måltidet som løftestang for social forandring. Måltidet er nemlig noget, der kan samle mennesker og skabe fællesskaber på tværs af kultur, generation og social status.

Og netop dét er hovedformålet med WeShelters sociale madklubber: Gennem måltidet og fællesskabet omkring det er formålet at øge trivsel, mindske ensomhed og skabe livsglæde blandt madklubbens deltagere. Med opskriftsamlingen har frivillige i de sociale madklubber fået endnu et socialgastronomisk redskab med sig i køkkenet.

Opskriftsamlingen er blevet til i samarbejde med Københavns Kommunes Hjemløse- og udsatteenhed og KAB med flot støtte fra TrygFonden.

WeShelter har på baggrund af projekt Livsglæde i skæve boliger også udgivet en evalueringsrapport, der præsenterer de centrale resultater og erfaringer i projektet.  – Klik på fotoet for at tilgå rapporten.

God fornøjelse med SKÆV MAD LIGETIL – og god appetit!