Sociale madklubber skaber livsglæde i skæve boliger

Sociale madklubber skaber livsglæde i skæve boliger

Mad og fællesskab er nøglen til at skabe livsglæde hos udsatte beboere i skæve boliger. Det viser ny evalueringsrapport.

Den 21. marts 2024

Ensomhed er et alvorligt samfundsproblem i Danmark. Og for beboerne i skæve boliger i København er ensomhed et stort hverdagsproblem. Mennesker, som bor i skæve boliger, er nemlig nogle af de mest udsatte mennesker i vores samfund. Og når de flytter ind i skæve boliger, så er kufferten fyldt med brudte relationer og komplekse sociale problemer, som gør det svært at bygge nye relationer på egen hånd.

Derfor startede WeShelter, med støtte fra TrygFonden og i samarbejde med Hjemløseenheden i Københavns Kommune og en række almene boligorganisationer i KAB-fællesskabet, projektet ’Livsglæde i skæve boliger’ i 2022. Projektet skulle etablere og udvikle nye sociale madklubber på Toften i Husum og to andre afdelinger med skæve boliger i København. Siden projektets start har frivillige tilberedt og spist sunde og nærende måltider sammen med udsatte beboere.

Nøglen til livsglæde i skæve boliger

”Der er et stort ensomhedsproblem herude. Jeg tror også, der er et stort ønske om at være sammen om noget andet end det, der ellers fylder i ens hverdag”, fortæller en social vicevært, som har været med til at etablere en social madklub i skæve boliger i København.

De skæve boliger er små et- eller to-rums boliger, hvor beboerne har mere frie rammer, end man finder i almindelige boliger. Til hver afdeling med skæve boliger er der tilknyttet en social vicevært, som hjælper beboerne i dagligdagen. Foto: KAB

To år efter projektets start viser evalueringsrapport, at det fremmer livsglæden hos de socialt udsatte beboere at invitere dem ud af ensomheden i boligerne og ind i sociale madklubber, hvor mad og fællesskab er omdrejningspunktet.

”Jeg synes, det er hyggeligt… et rart fællesskab. Og maden er god”, fortæller en beboer fra de skæve boliger om den sociale madklub.

Målet med projektet er også, at beboerne gennem deltagelse i madklubberne bliver bedre rustet til at deltage i andre positive og meningsfulde fællesskaber i samfundet.

 

Sprede sociale madklubber til flere skæve boliger

Selvom projektet ‘Livsglæde i skæve boliger’ lakker mod enden, så vil frivillige og beboere i de skæve boliger fortsætte med at mødes om mad og fællesskabet hver anden uge. Og missionen om at sprede livsglæde til flere skæve boliger gennem frivillige sociale madklubber stopper heller ikke, hvis det står til Charlotte Juhl-Hansen, som er frivilligchef i WeShelter:

Frivillige og beboere i gang med at tilberede forloren hare til aftensmaden i den sociale madklub i de skæve boliger i Toften. Foto: Lars Bertelsen

Gennem projektet ‘Livsglæde i skæve boliger’ har vi set, hvordan vi kan få livsglæden hos udsatte beboere i skæve boliger til at vokse. De sociale viceværter fortæller, hvordan beboerne har glædet sig til at mødes med de frivillige og tilberede hjemmelavet mad i fællesskab. Og netop frivillige kan noget helt særligt, når vi skal bygge bro ud af ensomheden for socialt udsatte. Fordi, de frivillige i de sociale madklubber kommer uden dagsorden og uden krav. Deres vigtigste mål er at skabe et ligeværdigt fællesskab, hvor beboerne kan glemme hverdagens problemer og føle sig valgt til. WeShelters håb er, at vi kan starte nye sociale madklubber i flere skæve boliger, så vi kan sprede endnu mere livsglæde for nogle af Danmarks mest udsatte mennesker”.

Hos TrygFonden, som har finansieret projektet, er der også stor glæde over resultaterne at projektet:

”I TrygFonden arbejder vi for , at alle skal have en plads i fællesskabet. Vi har derfor valgt at støtte projektet ‘Livsglæde i skæve boliger’, fordi projektet, udover at sikre beboerne et sundt måltid mad, også har til hensigt at give en positiv social kontakt med mennesker uden for deres boligområde. Det er derfor en stor glæde at se resultaterne, som tydeligt viser, hvordan frivillige har været med til at skabe fornyet livsglæde ved at vise vejen ud af ensomhed for de udsatte beboere”, udtaler Mette Reissmann, repræsentant i TryghedsGruppens regionale råd i Hovedstaden.

12 gode opskrifter på hjemmelavede retter og fællesskab 

De sociale madklubber har i fællesskab udvalgt 12 nemme hjemmelavede retter med livsglæde og fællesskab som vigtige ingredienser. Det er blevet til opskriftsamlingen ‘Skæv mad ligetil’.

Læs opskriftsamlingen ‘Skæv mad ligetil’ her

 

 

 

 

 

Læs hele evalueringsrapporten om projekt ‘Livsglæde i skæve boliger’ her

 

 

 

 

Fakta om projektet ‘Livsglæde i skæve boliger’

‘Livsglæde i skæve boliger’ er blevet til med støtte fra TrygFonden, der har doneret 1,4 millioner kr. til projektet. WeShelter har i samarbejde med Hjemløseenheden i Københavns Kommune og en række almene boligorganisationer i KAB-fællesskabet etableret sociale madklubber på tre lokaliteter med i alt 32 skæve boliger i København. I alt har 39 udsatte beboere i skæve boliger og 29 frivillige været en del af fællesskabet i 79 afholdte sociale madklubber.

Foto: Lars Bertelsen