Brænder du for at bruge din yoga-faglighed til at gøre en forskel for socialt udsatte mænd?

Så har du her chancen for at gøre en stor forskel for nogen, som virkelig trænger!

Hvorfor blive frivillig yogaunderviser?

Vi søger 2 yogaundervisere til vores herberg Kollegiet i Valby, som ønsker at være med til at opstarte yoga. Yoga er en fantastisk måde at hjælpe psykisk sårbare og socialt udsatte mennesker på. Vi har gode erfaringer med at yoga giver ro og grounding for vores brugere, som oftest lever et hårdt liv med psykiske lidelser og social udsathed.

Om Kollegiet:

Kollegiet, som vi kalder det i daglig tale, er et herberg for hjemløse mænd over 25 år. Beboerne har forskellige sociale og psykiske problemer og/eller misbrug, oftest af alkohol.  Der er som udgangspunkt tale om en meget forskelligartet gruppe af mennesker, men mange lever et isoleret liv med få eller ingen nære relationer. Mange kæmper med psykiske problemer efter en hård opvækst og livsstil.

Praktisk:

Som frivillig yogaunderviser i WeShelter arbejder du blandt en hjertelig og engageret personalegruppe, frivillige ildsjæle og søde og taknemmelige brugere. Vi har alt det udstyr, der er brug for. Flere af brugerne er ikke vant til at være til stede i deres kroppe, hvorfor der er meget at vinde med en ugentlig yogapraksis. Det er derfor også vigtigt, at du har sans for både at briefe og debriefe beboerne, så yogaen sættes i en god og tryg ramm

Som yogaunderviser bliver du tilknyttet Kollegiet 1 gang hver 14. dag, og du kommer til at arbejde blandt en hjertelig og engageret personalegruppe og søde og taknemmelige brugere.

Vi håber at yogaen kan finde sted hver mandag fra kl 16.00-17.00, men vi ønsker at være fleksibel. Du skal derfor ikke holde dig tilbage, hvis netop dagen eller tidspunket passer dårligt. Så forsøger vi i samarbejde med personalet at finde ud af, hvilken dag og hvilket tidsrum, som det kan lade sig gøre.

Vi forventer, at du som frivillig yogaunderviser:

  • Har en yogauddannelse og nogle års undervisningserfaring.
  • Er min. 25 år, da du skal matche målgruppen.
  • Kan undervise i yoga ca. 2 timer hver 2. uge  (reel undervisningstid er ca. 1 – 1,5 timer).
  • Har lyst til at arbejde med helbredsmæssigt og socialt udsatte mennesker min. et år frem.
  • Er mødestabil, kan sætte grænser og er psykisk robust.
  • Kan bevare overblik og humør, når tingene ikke altid går efter planen.
  • Er en god sparringspartner for den anden yogaunderviser på Pegasus og den øvrige frivilliggruppe.
  • Erfaringer med psykiatribrugere, udsatte og misbrugsskader er en fordel, men ikke en forudsætning.

Vi kan tilbyde:

  • Et spændende og udfordrende fagrelevant frivilligt arbejde
  • Et indblik i en lukket verden
  • Introduktionskursus og løbende opkvalificerende fyraftensmøder og kurser om misbrug, hjemløshed, konfliktløsning og frivillighed samt vidensdeling i yogagruppen.
  • Livsbekræftende oplevelser sammen med andre frivillige og brugere.

Lyder det som noget for dig? Så send en ansøgning til Camilla Frisgaard. Skriv lidt om dig selv, din uddannelse og dine erfaringer og ikke mindst din motivation for at ville være frivillig yogaunderviser hos WeShelter.

Er du blevet nysgerrig eller har du spørgsmål er du også velkommen til at kontakte frivilligkoordinator Camilla Frisgaard.

Anita Damkjær Eriksen
Programchef