"Vi er jo bare venner"

Forskellene på Steen og Frederikke er store – både i højden, alderen og livssituationen.  

Steen er 61 år gammel, uddannet bygningsmaler, og han har arbejdet på postterminalen i København og på Kongeskibet Dannebrog. Steen mistede sit job hos posten, da ryggen ikke kunne klare arbejdet og efter nogle år på kontanthjælp, dårlig ryg og mange øl, mistede Steen også sin lejlighed på Vesterbro gennem 30 år – da huslejen ikke var blevet betalt i tre måneder. I dag bor Steen på WeShelters herberg Kollegiet Gl. Køge Landevej i Valby. Her har han boet i fem år. 

Frederikke er 25 år, nyuddannet socialrådgiver og bor på Østerbro. Hun har lige fået arbejde på Borgercenter Handicap i København. Sidste år kontaktede Frederikke WeShelter. Hun ville gerne gøre endnu mere for hjemløse og udsatte. I dag er hun frivillig netværksven med Steen.     

Og til trods for alle forskellene på Steen og Frederikke, så er de gode venner. Snakken går, som om de har kendt hinanden altid – og de er venner, som ikke kan holde op med at grine sammen, selvom livet har haft sine op- og nedture for Steen. 

”Ellers så tror jeg ikke, at jeg var kommet ud”  

Steen og Frederikke plejer altid at tage på tur, når de ses. Men Steen er dårligt gående på grund af rygproblemer og var uheldig på en trappe og brækkede sin venstre ankel. Så i dag ligger han i sengen på sit værelse, og derfor besøger Frederikke ham på herberget. 

 ”Jamen, at Frederikke kommer og besøger mig, og vi kan tage ud på tur sammen. Det betyder sgu meget … det må jeg godt sige, ik’?” siger Steen, mens han løfter sig lidt op i sengen og griner bagud til Frederikke, som sidder på stolen lige for enden af sengen. 

”Jooo, du skal da bare være ærlig,” griner Frederikke.  

”Nej, men det betyder sgu meget ik’, fordi ellers så tror jeg ikke, at jeg var kommet ud vel,” siger Steen, mens han fløjter og peger ud ad sit vindue og tilføjer:  

”Fordi jeg kender sgu ikke nogen vel.” 

 

”Vi kan bare være os selv”  

Steen og Frederikke har været venner i et års tid, og selvom corona-epidemien har gjort det svært, så har de forsøgt at komme ud på ture sammen. Frederikke har billeder med til Steen i dag af nogle af de ture, som de har været på. Og de har været mange steder sammen – blandt andet til Hvidovre Havn, fordi Steen elsker at besøge havnen, som minder ham om barndommen i Nyhavn, hvor faren var skibstømrer, og farmor og farfar havde en lejlighed. De har også været til juleaften i Hvidovre Kirke, hvor de fik grineflip. På trods af kun et års venskab, har de masser af minder sammen allerede.  

”Jeg synes, vi kommer ud og laver nogle virkelige hyggelige ting sammen. Vi kan bare tale om alt og ingenting – og der er også plads til lidt røverhistorier,” griner Frederikke til Steen, som smiler stort.  

”Nogle gange svinger jeg forbi til en kop kaffe her på herberget, og andre gange ender vi med at sidde fire timer på Lagkagehuset. Og på trods af aldersforskellen og hvad der nu ellers er af forskelle på os to, så er det bare rigtig hyggeligt – og vi kan bare være os selv, ik’,” siger Frederikke og ser på Steen, som nikker ivrigt.  

Frederikke er nyuddannet socialrådgiver og har fået arbejde på Borgercenter Handicap. Men hun har tænkt sig at holde fast i at være frivillig netværksven med Steen.  

”I mit job sidder jeg jo som myndigheden over for borgeren, men jeg har egentlig altid gerne ville sidde ved siden af borgeren. Så jeg ville gerne finde noget frivilligt arbejde, hvor jeg kunne det. Så jeg søgte på nettet og fandt frem til WeShelter og muligheden for at blive frivillig netværksven – og tænkte bare FEDT!” forklarer Frederikke og fortsætter: 

”For Steen og jeg, ja vi skriver jo bare en sms til hinanden og ringer tit sammen i løbet af hverdagene. Så aftaler vi hvilken tur, som vi skal på næste gang. Vi er jo bare venner, som ses. Der er ingen, som bestemmer over os.” 

Til Suset  

Om lidt skal Steen op at gå igen, når han om to dage skal i gang med at genoptræne benet. Og så skal de to venner snart på tur ud i det blå. 

”Ja, så skal vi ud at spise noget kage,” siger Steen og kigger alvorligt på Frederikke.  

”Hvorfor kigger du på mig,” griner Frederikke og siger:  

”Ej, vi skal vel ud og have noget god mad, det er længe siden, at vi har fået et stykke smørrebrød eller…” 

”Men hov hov, du har jo ikke været på min yndlingsrestaurant Suset i Hvidovre Havn,” afbryder Steen.  

”Nej, det har jeg ikke, vi kunne jo ikke få plads sidste gang. Men ringer du så og bestiller bord, så vi er sikre på at få plads denne gang,” spørger Frederikke.  

”YES, åh jeg kan så godt lide sådan noget havnemiljø, ik’,” siger Steen. 

”Og det gode ved, at vi tager på havnen, det er også, at du kan tage din kaptajnkasket på,” siger Frederikke og kigger smilende på Steen, og tilføjer:  

”Den skal han have på hver gang.”   

Lige nu er herberget Steens hjem, men målet er, at han skal videre i egen bolig.  

”Ja, du skal videre i en bolig, hvor du kan få noget støtte til hverdagen, ik,’” siger Frederikke til Steen.   

”Ja, jeg har brug for støtte, men nu må vi se, jeg tager én dag ad gangen,” svarer Steen uden at grine denne gang.  

Overgangen fra herberg til egen bolig er svær, og ofte flytter ensomheden med, når tidligere hjemløse, som Steen, skal bygge livet op igen et nyt sted – uden familie eller venner til at hjælpe sig. Men Steen har Frederikke, og når han en dag flytter fra herberget, så vil de to venner fortsætte med at ses – og drille hinanden.