Færre unge hjemløse

For første gang i tolv år er antallet af hjemløse unge faldet efter mange års stigning. I runde tal er der nu 350 færre hjemløse unge mellem 18 og 29 år i landet end for to år siden. Da hver tredje af alle hjemløse er under 30 år, er vi langt fra i mål endnu.

Der er ved 2019-kortlægningen af landets hjemløse sket et fald i antallet af hjemløse unge. Det betyder, at den kraftigt stigende tendens i antallet af hjemløse unge, der er observeret ved de tidligere kortlægninger, endelig er brudt i år. Det fremgår af rapporten ”Hjemløshed i Danmark 2019,” som VIVE med seniorforsker Lars Benjaminsen i spidsen, står bag.

I år er der registreret 1.023 hjemløse unge mellem 18 og 24 år, hvilket er et fald sammenlignet med 1.278 hjemløse unge i denne aldersgruppe i 2017. Der er også sket et fald i antallet af hjemløse borgere mellem 25 og 29 år fra 1.014 personer i 2017 til 905 personer i denne aldersgruppe i 2019.

Flere tiltag rettet mod unge forklarer faldet
I september 2018 bragte vi en artikel om udsatte borgeres vilkår her i magasinet. I artiklen fortalte Lars Benjaminsen om de negative konsekvenser, vores opdelte og specialiserede velfærdssystem har for unge på kanten af samfundet.

»Vi har en stor udfordring i segmentet af unge, der er uden arbejde og uddannelse og som kun får 5000-6000 kroner om måneden. Den lave ydelse gør det meget svært at finde en bolig, de har råd til. Og så bliver de ekstra udsatte og det er med til at få antallet af hjemløse til at stige. Vi ser også flere unge med psykiske lidelser og flere unge med misbrugsproblemer.«

I den nye nationale kortlægning af hjemløse kæder VIVE faldet i antallet af unge hjemløse sammen med en øget indsats fra samfundets side. Landets kommuner har med andre ord fået øjnene op for de unges behov for billige boliger og mere støtte. Kortlægningen peger her blandt andet på, at der i en del kommuner er sat tiltag i gang for hjemløse unge, for eksempel omkring brug af kommunal boliganvisning, adgang til ungdomsboliger og sociale støtteforanstaltninger.

Herberg målrettet de unge betyder færre sofasovere
I takt med at antallet af unge hjemløse er bragt ned, er antallet af ”sofasovere” faldet i år. Det er nemlig typisk de unge, der ”vælger” den løsning, hvorimod de ældre oftere sover gaden eller på et herberg eller natvarmestue. Lars Benjaminsen fortæller, at der de senere år også er kommet flere skærmede tilbud til netop de unge hjemløse.

»Det kan være svært for en ung, der måske kun er en 18-19 år gammel, at komme ind på et herberg med udsatte voksne. Der har man jo så i enkelte kommuner lavet de her tilbud, der kan være et springbræt for at hjælpe dem videre,« siger Lars Benjaminsen.
Han peger også på, at det allerbedste selvfølgelig er at hjælpe de unge ud i egen bolig med social støtte fra kommunen.

Selvom antallet af unge i hjemløse nu heldigvis er dykket, er det stadig omkring en tredjedel af alle hjemløse borgere, der er under 30 år. Så ja, noget rigtigt er sket, men der er stadig et stykke vej endnu. Træerne vokser ikke ind i himlen.

 

FAKTA

  • Hvert andet år i uge 6 tæller VIVE antallet af hjemløse i Danmark
  • I 2019 blev der i 2019 registreret i alt 6.431 hjemløse. I 2017 var tallet 635
  • 1023 hjemløse var i aldersgruppen 18-24 år. I 2017 var antallet 1.278.
  • Blandt 25- og 29-årige er tallet faldet fra 1.014 personer i 2017 til 905 personer i år.
  • I 2017 var der 1.404 hjemløse over 50 år, mens tallet i år er 1.545.
  • I år opholdt 2290 hjemløse sig på herberg, mens 732 overnattede på gaden. Det er det højeste antal herbergsbeboere og gadesovere siden 2011.

Se hele rapporten på vive.dk