Flere grønne fællesskaber i Region Hovedstaden

Flere grønne fællesskaber i Region Hovedstaden

Nyt samarbejde: Region Hovedstaden og WeShelter vil undersøge, hvordan flere grønne fællesskaber kan komme til at blomstre for psykiske sårbare.

Den 6. maj 2024

 

Bag Bispebjerg Hospital ligger Offsides Sociale Haver, som er et af Danmarks første – og formentlig eneste – udendørs aktivitets- og samværstilbud for mennesker, som kæmper med sociale, psykiske og rusmiddelrelaterede problemer.

I Offsides Sociale haver bliver de en del af et aktivt og meningsfuldt grønt fællesskab med havearbejde, workshops og andre aktiviteter, hvor enhver bidrager efter bedste evne. Her dyrkes grøntsager og krydderurter, som leveres til Bispebjerg Hospitals køkken. Og blomster fra haven bindes til buketter til glæde for patienterne på hospitalet.

Gennem de sidste 30 år har Offsides Sociale Haver vist, at det aktive grønne fællesskab kan noget særligt for psykiske sårbare mennesker. Naturens ro styrker den mentale sundhed for brugerne af haven, og det meningsfulde arbejdsfællesskab er med til at træne faglige og sociale kompetencer, som kan være med til at hjælpe brugerne til at blive en del af samfundet igen.

Det er disse positive erfaringer fra Offsides Sociale Haver, som nu skaber grobund for det nye samarbejde mellem Region Hovedstaden og WeShelter. Det er Social- og psykiatriudvalget i Region Hovedstaden, som har bevilliget midler til en undersøgelse af mulighederne for at etablere grønne fællesskaber, som Offsides Sociale Haver, ved flere hospitaler og social- og sundhedstilbud – både i regionen, kommunen og i civilsamfundet. Formålet er at skabe bedre overgange og sammenhængende forløb for mennesker i psykiatrien.

Hos leder af WeShelters aktivitets- og samværstilbud, Michael Jakshøj, er begejstringen for det nye samarbejde med Region Hovedstaden stor:

“I Offsides Sociale Haver ser vi hver dag, hvordan det grønne arbejdsfællesskab under åben himmel styrker den mentale sundhed hos psykisk sårbare mennesker og får modet på livet til at spire igen. Derfor er jeg begejstret over, at WeShelter i samarbejde med Region Hovedstaden nu kan bygge videre på de mange positive erfaringerne fra Offsides Sociale Haver og udforske muligheder for at skabe endnu flere grønne fællesskaber til gavn for mennesker med psykisk sårbarhed inde på livet”.

Formanden for social- og psykiatriområdet i Region Hovedstaden, Peter Westermann, ser også frem til samarbejdet med WeShelter om at få flere grønne fællesskaber til at gro i Region Hovedstaden.

“Jeg overbevist om, at flere grønne fællesskaber i Region Hovedstaden for psykisk sårbare mennesker, som Offsides Sociale Haver, kan gøre os endnu bedre til at behandle psykiske lidelser og skabe en stærk sammenhængskraft mellem tilbuddene i psykiatrien på tværs af hele regionen. Og hvis vi skal mindske uligheden i sundhed og psykiatrien, så er et solidt samarbejde på tværs af region, kommune og civilsamfundet afgørende”, siger Peter Westermann.

Fakta om samarbejdet

Social- og psykiatriudvalgets pulje har bevilliget 549.550 kr. til WeShelter. Midlerne skal bruges til at undersøge mulighederne for at etablere grønne fællesskaber, som Offsides Sociale Haver, i Region Hovedstaden. Formålet er at skabe bedre overgange og sammenhængende forløb for mennesker i psykiatrien.

Samarbejdsprojektet gennemføres i løbet af 2024.

Social- og psykiatriudvalget uddeler på vegne af regionsrådet ca. 2,5 mio. kr. årligt til at styrke samarbejdet mellem region, kommuner og civilsamfund på psykiatriområdet. Puljen skal sikre en mere sammenhængende psykiatri og at der skabes netværk og dialog mellem Region Hovedstadens Psykiatri, kommuner og civilsamfund. Projekterne skal fremme samarbejde på tværs samt udvikle nye løsningsforslag i relation til konkrete problemstillinger, som kan fremme (livs-)kvaliteten og sammenhængen i patientforløbet.