Har du nogensinde mistet dit hjem?

Har du nogensinde mistet dit hjem?

Ny animationsfilm fra WeShelter forklarer, hvorfor det er svært at bygge livet op igen for hjemløse, der flytter i eget hjem.

Den 7. februar 2024

Har du nogensinde mistet dit hjem?

Sådan spørger WeShelter dig i ny film, som vil forklare, hvorfor det er svært at bygge livet op igen, når man har prøvet at miste sit hjem og levet et hårdt liv i hjemløshed.

For det kan være svært at forstå, hvad det er, som er svært for tidligere hjemløse, når nu drømmen om eget hjem endelig er gået i opfyldelse. Når man endelig har fået tag over hovedet, en seng at sove i og nøglen til et bedre liv i eget hjem.

Et tag over hovedet er ikke nok

Men for mennesker, som har mistet deres hjem og levet på herberg i flere år, så er nøglen til et nyt og bedre liv ikke kun at få tag over hovedet igen.

For efter et langt liv i hjemløshed, så flytter mange hjemløse ind i deres nye hjem med en tung kuffert fyldt med brudte relationer, psykisk mistrivsel og ensomhed. Og når døren lukker, fylder kun ensomheden. Så er det, at drømmen om det gode liv i eget hjem langsomt kan gå i stykker.

“Vi vil med filmen vise, at når vi skal hjælpe mennesker ud af hjemløshed, så handler det om meget mere end blot at få nøglen til sit eget hjem. Et tag over hovedet er slet ikke nok, når du skal bygge dit liv op igen efter mange år i hjemløshed. For hvis du ikke har venner til at hjælpe dig med at bære flyttekasserne, eller hvis du ikke har familie at invitere på kaffe, så kan det at stå op om morgenen, gå i bad og rydde op hurtigt blive ligegyldigt”, fortæller Charlotte Juhl-Hansen, frivilligchef i WeShelter.

Frivillige bygger bro ud af ensomheden 

Men heldigvis er der hjælp at hente.

Filmen fortæller nemlig også, hvordan frivillige i WeShelter hjælper tidligere hjemløse med at skabe et liv, som er værd at stå op til. Så drømmen om det gode liv i ens helt eget hjem kan blive til virkelighed.

“I WeShelter har vi fantastiske frivillige, som hjælper mennesker, som flytter fra herberg i eget hjem med at bygge livet op igen. De frivillige hjælper med at skabe et godt liv i eget hjem. Og så tilbyder frivillige deres venskab og hjælper med at bygge bro til nye fællesskaber. For har du levet mange år i hjemløshed og ensomhed, så kan overgangen fra livet på herberget til livet i eget hjem være ekstra svær”, forklarer Charlotte Juhl-Hansen.

Vil du være med til at hjælpe tidligere hjemløse til et godt liv i eget hjem, så kan du blive frivillig i WeShelter. Læs mere her

Se filmen “Har du nogensinde mistet dit hjem?”

YouTube player

 

Illustrationer: Clara Jetsmark

Animation: Pernille Flyverholm

Lyd og musik: Andreas Sorgenfrei

Idé til animationsfilmen: Lise Trier Larsen, tidligere projekt- og udviklingschef i WeShelter