Royalt besøg hos WeShelter

Royalt besøg hos WeShelter

Efterårsvejret viste sig fra sin bedste side, da Kronprinsesse Mary var på besøg i anledning af WeShelters 130-års jubilæum.

Den 13. november 2023

Fuglene kvidrede, solen stod højt og efterårsfarverne skabte en perfekt kulisse, da H.K.H. Kronprinsesse Mary den 30. oktober var på besøg i WeShelters udendørs værested Offsides Sociale Haver i anledning af WeShelters 130-års jubilæum.

Det var også en efterårsdag i slut-oktober, at ildsjælen Napoleon Bang lagde grundstenen til WeShelter for 130 år siden. Siden da har WeShelter arbejdet for at skabe værdige liv for mennesker i hjemløshed og udsathed. I dag træder frivillige og ansatte fortsat i Napoleon Bangs fodspor, når de hver dag bygger bro til fællesskaber og hjælper hjemløse og udsatte mennesker til bedre liv på herberger, væresteder og gennem frivillige indsatser.

I de grønne omgivelser talte Kronprinsessen med daglig leder i Offsides Sociale Haver Lise Lotte Damkjær, formand for WeShelters hovedbestyrelse Mads Engholm og direktør i WeShelter Ole Abildgaard Mikkelsen om aktivitetsfællesskabet i Offsides Sociale Haver og om WeShelters arbejde for hjemløse, udsatte og psykisk sårbare gennem 130 år. Kronprinsessen mødte også bruger af Offsides Sociale Haver, Linda, som fortalte om, hvad fællesskabet i haverne betyder for hende.

WeShelters direktør Ole Abildgaard Mikkelsen glæder sig over, at H.K.H. Kronprinsessen ville være med til at markere organisationens 130-års jubilæum:

“I WeShelter deler vi Kronprinsessens stærke engagement i kampen mod ensomhed. Den kamp er nemlig afgørende for at skabe værdige liv for mennesker i hjemløshed og udsathed. Det var derfor en stor ære at vise Kronprinsessen, hvordan vi i Offsides Sociale Haver bygger bro til fællesskaber og får livsglæden hos psykisk sårbare og udsatte mennesker til at spire på ny”.

Tak til Kronprinsessen og Kongehuset for besøget og for at være med til at sætte fokus på kampen hjemløshed, ensomhed og psykisk mistrivsel.