Ny erfaren leder af WeShelters aktivitets- og samværstilbud

Ny erfaren leder af WeShelters aktivitets- og samværstilbud

WeShelters aktivitets- og samværstilbud får glæden af en erfaren leder med stort kendskab til det sociale område.

Den 22. juni 2023

Til september får WeShelters aktivitets- og samværstilbud fornøjelsen af en stærk leder med strategisk blik og rig erfaring fra det sociale område.

Mikael Jakshøj kommer fra en stilling som direktør for Fonden Novavi – en non-for-profit erhvervsdrivende fond, der tilbyder rådgivning og behandling indenfor rusmiddelafhængighed. Her har han siden 2006 været med til at udvikle fondens strategi med henblik på at hjælpe flest mulige mennesker ud af et liv med rusmiddelafhængighed. Udover sine 17 år som direktør for Novavi har Mikael Jakshøj også været kvalitetschef i Blå Kors og forstander på krisecenteret Svendebjerggård. Derudover er han engageret i WeShelter-herberget Kollegiet Gl. Køge Landevejs bestyrelse.

Om sin nye rolle siger Mikael Jakshøj:

“Jeg glæder mig over muligheden for at komme til at arbejde for WeShelter, som jeg kender som en spændende og kompetent organisation, der brænder for at hjælpe sårbare og udsatte mennesker. Jeg ser også frem til at lære aktivitets- og samværstilbuddene at kende og være med til at udvikle og udvide dem, så de kan komme endnu flere til gavn”.

Forperson for WeSheltes aktivitets- og samværstilbud, Karen Grith Lauritsen, ser frem til samarbejdet:

“I bestyrelsen for WeShelters aktivitets- og samværstilbud er vi stolte af at kunne byde Mikael Jakshøj velkommen ombord. Mikaels store erfaring og måde at gå til arbejdet på kommer til at styrke området. Både når det handler om de strategiske linjer, og når det handler om at støtte op om WeShelters aktivitets- og samværstilbud i det daglige. Vi glæder os til samarbejdet”.

Mikael Jakshøj tiltræder stillingen som leder for WeShelters Aktivitets- og Samværstilbud den 1. september 2023.

WeShelter aktivitets- og samværstilbud består af Pegasus i Københavns Sydvest-kvarter, NABO Center Amager og Offsides Sociale Haver ved Bispebjerg Hospital i Københavns Nordvest-kvarter. Aktivitets- og samværstilbuddene tilbyder socialt udsatte og psykisk sårbare et frirum og et aktivt og meningsfuldt fællesskab. Tilbuddene drives efter Servicelovens §104 i tæt samarbejde med Københavns Kommune.

WeShelters aktivitets- og samværstilbud er organiseret i en selvstændig organisation med navnet “Den Selvejende Institution WeShelters Aktivitets- og Samværstilbud”. Organisationen ledes af en frivillig bestyrelse med Karen Grith Lauritsen som forperson.