Udviklingskonsulent til frivilligindsatser (Udløbet)

Udviklingskonsulent til frivilligindsatser (Udløbet)

Har du erfaring med projektledelse og understøttelse af frivillige? Og vil du være med til at skabe bedre liv for hjemløse og udsatte? Så er det dig, vi søger.

Drømmer du om at blive en del af kampen for at stoppe hjemløshed, ensomhed og psykisk mistrivsel? Og vil du være med til at styrke den mentale sundhed blandt LGBT+ personer? Kan du samtidig lide at arbejde sammen med frivillige? Så passer du perfekt til stillingen som udviklingskonsulent.

Vi vokser i WeShelter, både på kontoret og i familielivet, og vores dygtige programchef skal på barsel. Vi søger derfor en ny kollega, der både kan navigere i udviklingsarbejde og projektledelse af et nyligt opstartet projekt inden for LGBT+ området. Samtidig skal den nye kollega være en haj til koordinering og frivilligunderstøttelse.

Som udviklingskonsulent vil du indgå i et tværfagligt team af konsulenter, der til sammen står bag WeShelters mange frivilligbårne sociale aktiviteter.

 

Bedre trivsel blandt LGBT+ personer

Vi søger en kollega, der er stærk i projektledelse og kan føre vores nye indsats med fokus på at styrke mental sundhed blandt LGBT+ personer i hjemløshed og udsathed, godt igennem det kommende år. Projektet er en del af et 3-årigt program med to andre projekter. Du vil få ansvar for et delprojekt, der fokuserer på at skabe fællesskaber for udsatte og hjemløse LGBT+ personer.

 

Aktiviteter for hjemløse og udsatte, og koordinering af det frivillige sociale arbejde på tværs

Samtidig vil du skulle sikre den daglige drift og understøttelse af både samarbejdspartnere og frivillige i vores Aktivitetsklubber i samarbejde med rusmiddelbehandlingen i Københavns Kommune. Du vil ligeledes være ansvarlig for aktiviteterne yoga og massage for hjemløse og udsatte.

Som led i stillingen kommer du også til at løse tværgående opgaver sammen med dine kolleger. Det kan være at gennemføre informationsmøder og interviews med nye frivillige og anden understøttelse af de frivillige aktiviteter.

 

Vores ønsker til dig

Vi søger en konsulent, der gerne har erfaring med og er klædt godt på – fagligt og personligt – til både projektledelse, samt hands-on-organisering og understøttelse af frivilligaktiviteter. Særligt vigtigt er det, at du kan:

  • Projektlede og videreudvikle et nyopstartet projekt
  • Sikre god dialog med samarbejdspartnere og fremdrift i tværsektorielle samarbejdsprojekter
  • Arbejde med afsæt i brugernes ønsker og behov
  • Behovsafdække, koordinere og planlægge konkrete tiltag og arrangementer for både frivillige og brugere
  • Planlægge, afholde og følge op på styre- og følgegruppemøder
  • Skabe gode rammer for frivillige og sikre løbende understøttelse af frivilliggruppen
  • Rekruttere, samarbejde med og motivere frivillige til at gøre en forskel

 

Din uddannelsesmæssige baggrund er sikkert en kandidatgrad i sociologi, socialvidenskab, socialt arbejde, interventionsstudier eller antropologi. Det vil være et stort plus, hvis du har erfaring fra det sociale område og LGBT+ området.

 

WeShelter som din nye arbejdsplads

Hvis du vælger at blive en del af WeShelter, så lover vi dig en arbejdsplads med:

  • Høj grad af mening og hvor den konkrete forskel, som vi sammen gør, er tydelig
  • Samarbejde med dygtige kolleger med andre fagligheder end din, der alle går på arbejde for i fællesskab at gøre en forskel
  • Stor indflydelse på udførelsen af dine arbejdsopgaver
  • Vægt på udvikling, vækst og forandring på et fundament af værdier og tradition
  • Vægt på faglig sparring, eftertanke og feedback
  • Korte beslutningsgange og kort vej fra ide til handling
  • Ledelse baseret på tillid og inddragelse
  • Gode arbejdsvilkår med mulighed for sundhedsforsikring, hjemmearbejde, en hverdag i grønne omgivelser og en løn, som cirka svarer til lønnen i det offentlige.

 

Arbejdstiden er på 37 timer om ugen. Der er tale om et barselsvikariat frem til sommer 2024. Vi er klar til at ansætte med det samme, med opstart hurtigst muligt og senest 1. april 2023.

Din daglige arbejdsplads vil være WeShelters sekretariat på Gl. Køge Landevej i Valby. Der vil også være en del møder og aktiviteter på sociale tilbud i København og nogle gange andre steder i hovedstaden og på Sjælland. Der vil indimellem være aften og weekendarbejde. Regn med en aften eller to per måned.

 

Ansøgningsfristen er tirsdag d. 14. Februar 2023, så skynd dig at få sendt din ansøgning afsted til nytjob@weshelter.dk sammen med dit CV. Vi afholder samtaler i uge 7 og 8.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, så kontakt leder af frivilligindsatsen Charlotte Juhl-Hansen på 20 48 31 12.

 

WeShelter er en del af Fonden Missionen blandt Hjemløse, der siden 1893 har udført socialt arbejde i Danmark. I dag er vores mål at stoppe hjemløshed, ensomhed og psykisk mistrivsel. Vi driver herberger og væresteder og en række frivillige indsatser – både på egne tilbud samt på tilbud i regi af det offentlige og andre organisationer.