Hjælp hjemløse, der flytter i egen bolig

Hjælp hjemløse, der flytter i egen bolig

Indsaml og transporter eller doner møbler og boligudstyr, som hjemløse mennesker får gavn af, når de flytter i egen bolig.

I kampen mod hjemløshed er boligen afgørende, men et hjem er meget mere end et tag over hovedet. Et hjem skal give varme, ro og tryghed, og det skal være et sted, hvor der er plads til at have et socialt liv.

At flytte i egen bolig er for hjemløse en mulighed for en ny start. Mange beboere på herberger har dog kun få møbler og meget lidt boligudstyr, når de skal bryde med hjemløsheden og flytte i en permanent bolig. WeShelter har derfor startet dette projekt, der skal indsamle møbler fra Københavnere og give dem videre til hjemløse.

Vi søger derfor møbler og boligudstyr, som du, din ven eller måske endda din virksomhed har lyst til at donere til gavn for hjemløse, der flytter i egen bolig. Vi søger også frivillige, der har lyst til at gøre en forskel ved at indsamle møbler og give en hånd med, når hjemløse flytter fra herberg til egen bolig.

Som frivillig spiller du en afgørende rolle i at forvandle den nye bolig til et hjem. Du bliver en del af en lille gruppe af frivillige, som skal indsamle og sortere mindre møbler og boligudstyr, have overblik over vores lille lager og transportere donationerne til hjemløse herbergsbeboeres nye boliger. Din indsats betyder, at hjemløse har mulighed for at finde sig til rette i deres nye hjem, og du er dermed med til at forhindre, at de ikke falder tilbage i hjemløshed. Da møbelprojektet er en ny indsats, er der stor mulighed for at præge rollen som frivillig. 

Hvordan du kan hjælpe:

  • Donere møbler og boligudstyr.
  • Transportere møbler til vores lille lager i Valby og til tidligere hjemløses nye boliger, når de flytter fra herberget.

Som frivillig til at transportere møbler forventer vi, at du:

  • er stabil, tålmodig og god til at koordinere.
  • har mulighed for at bruge 1-2 timer om ugen – dog med variation, da da det afhænger af, hvornår herbergsbeboerne får tildelt en bolig, og hvornår der skal hentes møbler fra donorer.
  • har en bil til rådighed, som du har lyst til at bruge til at transportere møbler og boligudstyr.
  • ønsker at gøre en forskel for hjemløse og socialt udsatte.
  • ønsker at indgå i et positivt samarbejde med andre frivillige og sekretariatet i WeShelter.
  • kan benytte Facebook aktivt, da det opsøgende arbejde efter møbler i høj grad vil foregå der. 
  • er fyldt 25 år.

Vi tilbyder dig:

  • Et meningsfuldt og givende frivilligjob, hvor du gør en konkret forskel for hjemløse mennesker, der gerne vil have hjælp til at skabe et hjem. 
  • Et fællesskab med andre engagerede frivillige og løbende sparring på dit frivillige arbejde – vi støtter dig altid som frivillig i WeShelter.
  • Et indblik i det sociale arbejde med hjemløse og socialt udsatte.
  • Opkvalificerende fyraftensmøder.
  • Dokumentation for dit frivillige arbejde efter et år.

Kunne du tænke dig at donere møbler eller blive frivillig?
Så tag fat i møbelkoordinator Rasmus Slotø

Rasmus Slotø
Møbelkoordinator

Du kan også læse mere om at være frivillig hos os her.